Solskin.
✂
Mig har du aabnet al din unge Skønhed.
✂ * * *
✂
Her er en Stilhed som i Edens Have.
Vort Leje dølger sig i Skovens Tykning
— en Blomsterdrøm, hvorom sig Træer tætne,
mens Himlen tindrer gyldenblaa derind,
og Solen stænker sine Solskinsdryp
dybt ind i Løvet. Duft af Tjørnens Blomster,
saa hvide i den grønne Skygge. Grannens Kogler
er sunkne dybt i Græssets Silkehynder.
Skovsyren smiler rødligt i det mørke Mos
ved Bøgens Fod. Og Fingerbøllets Stilke
besat med violette Blomsterbjælder
saa sagte ringler i den dybe Fred.
✂
Hun blunder nøgen blandt de bløde Hynder
i Sommerteltets dunkle Brudenat.
✂
Jeg fjærner Løvgardinet: Dèr hun hviler
i grønligt Halvlys under Silketæppet,
der støber hende i sit Rosenstof
og vugger som en Bølge over Barmen.
Solstraalen lister som en Lysalf til,
som dragen af det livsensrøde Blod.
Da skælver Vinden frem igennem Skoven,
som baned den i Løvet Vej for Solen,
og Lyset dukker dybt i Kronehavet
langt ind imellem Stammers aabne Søjler
og falder som en Elskers hede Legem
hen over hende — luende som Lyn.
✂
Saa slænger jeg da Tæppet brat til Side
og blotter hendes søde Liv for Solen,
der i et hedt og gyldent Favntag slutter
det fine Legem i en salig Regn
af blanke Kys og tænder op i Huden
et Farvespil i blodig Skønheds-Skala.
Se hvor den kysser Fodens Spids og skinner
i Neglens skønne rosenklare Onyx
og flimrer over Læggens hvide Svulmen
og flyder over Knæets glatte Skal;
ad Lændens Runding løber Lyset let
og hviler først paa Barmens trinde Højder,
hvorfra det skuer ned
48
paa Underlivets fagre Slette,
hvis fine Dunflor kaster gyldne Gnister.
Se Læben er som rød Koral og fugtig end
af Drømmenattens lette Dugg. Og under
to Silkeskyer er skjult to Stjernesole,
saa stærke som i Mennesket kan tindre,
to Stjerner, som har gjort min Nat til Dag.
✂
O hvide Skønhed! Stærke nøgne Sol!
Du skabte dette varme Marmorkød,
du har jo pustet dine Purpurfarver
ind under Hudens glatte Silkesne,
dit Lys gør dette Legem gennemsigtigt,
hvor Nerver sitre, og hvor Vener vandre
som fine Aarer i et Rosenblad.
✂
Hvor elsker jeg din skønne Nøgenhed,
du kyske Solkrop, hvor et Hjerte blomstrer!
Hvad er vel alle Oldtids Marmorlig
mod denne ene levende Gudinde?
✂ * * *
✂
Mig har du aabnet al din unge Skønhed.
✂ Maj 1890.