Stjerneskud.

✂ Der bygger et Liv i den mørke Nat
fra Dagens saa sært forskelligt:
Da slumre Slaver og dorske Dyr,
der vaager kun, hvad som er helligt.

✂ Det er ikke Trolde i Nattens Mulm,
som travlt nedbrydende virke,
men Suk og Længsler stige som Spir
og taarne den evige Kirke.

✂ Da flyve Sommerfuglene ud,
alle med de fineste Farver;
da puppe sig ind i Mumiesvøb
til Død de levende Larver.

✂ Da stirre Ugler i Mørket ud,
som Rav deres Øjne skinne;
og Net over Rosenbuskenes Duft
Edderkopperne tvinde.

✂ Og Fiskene stige til Fladen op
af Havets grønlige Vande,
de stirre paa Stjernernes Himmelhav,
der gyldne Koralrev danne.

✂ Da stige de stærke Aander af Grav,
hvis Tanker kan aldrig dødes,
i levende Hjerter de gaa igen,
i unge Viljer genfødes.

✂ ... Jeg gaar i den sagte nynnende Nat,
mine Skridt de klinge saa ene,
som spilled kun jeg paa den tunge Naturs
store forladte Scene.

✂ Dog aldrig jeg føler mig mindre forladt,
thi Natten maner til Møde:
Jeg skulde ej skræmmes, om hos mig nu
stod en af Fortidens Døde.

✂ Jeg lægger mig paa det duggede Græs
og stirrer i Himlen den rene:
Her strækker Evigheden sit Træ
og kupler de stjernede Grene.

✂ Jeg ligger i Læ af det Himmeltræ,
der naar til de evige Pole,
der bærer imellem sit mørkeblaa Løv
som Frugter skinnende Sole.

✂ Jeg føler sitre hver Fiber og Fold
i min bankende Organisme,
og luende Stjernespektre staa
brudt gennem min Hjernes Prisme.

✂ Hvor langt mit Øje kan flyve og se!
Hvor højt mine Drømme kan stige!
Jeg føler, jeg hører et Fædreland til
langt større end Jorderige.

✂ Og Træet ryster sit lysende Løv
— der falder en Frugt fra Grene —
der drysser en Stjerne i Jordens Støv
ned til mig, som er ene.

✂ 9. Avg. 1893.