O Pust af Evighed —

✂ O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som kommer fra en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!

✂ O tag mig, Luftning, som et Fnug mig bær,
spind tæt mig ind i dine Solskinstaager
og pust mig over Bølgebrand og Skær
som en af dine mælkehvide Maager.

✂ Og lad mig glide over Havets Skove
af favnehøje Planters grønne Nat
og se i Tangens stille Urskovskrat
den Druknede lig Tornerose sove ...

✂ ... og stirre miledybt som gennem Glas,
hvor Solens Lys som Rav paa Bunden falder,
langt ind i Hallen af et Havpalads,
der luer rødt af blodige Koraller.

✂ Og lad mig plukke over Bølge-Enge
Skumblomsters evigt bristende Buket
og føle Havets Dufte taagelet
som Lægedom sig dybt i Sjælen trænge.

✂ Og bær mig langt, saa aldrig jeg kan naa
igen til Kontinentets Taagelande,
men er jeg mødig midt paa Havets Vande,
lad frem en Palmeø af Dybet gaa.

✂ Og lad mig følge Solen, naar den daler
blandt Bølgebjærge, til min Midnatssol
staar som et blodrødt Evighedssymbol
paa Himmeltemplets tindrende Portaler:

✂ Da vugger hver en Bølge skumringsblaa,
da dufter Havet som en Skaal Violer,
da ser jeg begge Universets Poler
og Stjerner i Guirlander om dem gaa ...

✂ ... O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som suser mod en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!

✂ 7. Oktbr. 1893.