Michaëlis, Sophus Høst

Høst.

Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Ind du gaar blandt vaade Nøddebuske;
fine Traade vil dit Ansigt fange,
spundne over alle Havens Gange.
Og du standser for dig om at huske:

— Her du gik en Gang en Aften silde;
Duft der strømmed fra Levkøjebede,
Stjernegnister over Himlen glede,
Sang der drypped fra en Springvandskilde.

Hjertet svulmed, som det skulde græde.
Længe stod du og paa Himlen stirred,
mens din Haand i Luften vildsomt virred
som en Fugl, der søger sig et Sæde.

103

Ubemærkt jeg knæled ved din Side,
og din Arm en dunkel Længsel førte,
til din Haand mit Hoved let berørte.
— Som en Konge føler Kronen glide

om sit Haar, saaledes jeg i Knælen
skælved, medens Mørke sank for Synet,
til jeg følte tvende Kys, der lyned
dybt og daarende mig ned i Sjælen.

Jeg stod op og rysted Mørket af mig;
Kronen var din Haand, jeg bar i Haaret.
Som en Konge, der er kejst og kaaret,
Brudekysset dig, min Dronning, gav jeg.

Mars i rødlig Glans paa Himlen sejled,
Stjerner sprang af Mælkevejens Kilder:
Dybt i dine sorteblaa Pupiller
alle Himlens Stjerner klart sig spejled.

Og det var, som vore Tanker fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det var, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

104

... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Over Muren der et Tæppe gynger,
som den vilde Vin og Vedbend flette,
mens en Klematis med violette
store Blomster skælver tæt i Klynger.

Sæt dig paa den gamle Bænk, den hvide.
Se, Nasturtien lister hen ad Skamlen
om din Fod med sine Blades Famlen,
som den vilde op ad Benet glide.

Over Bænkens Ryg dit Hoved bøjet
holder jeg med begge mine Hænder;
Himlens Blaanen dine Blikke blænder,
saa de trække indad sig i Øjet.

Dine Tanker flyve over Panden
som en snetung Sky af hvide Fnugge;
men de Minder, som dit Øje dugge,
skyldes mig og skyldes ingen Anden.

105

Der var Timer, da jeg helt dig fyldte
og dit Hjertes Strænge alle stemte;
ogsaa Timer kom, da du mig glemte,
og hvorfor du ikke Regnskab skyldte.

Ser du, Elskov er en Urt, der skyder
af en Jordbund, som med Blod er gødet,
Duften er af syge Minder sødet,
og paa Blomstens Bund en Gift der flyder.

Trofast, véd du, var jo af os Ingen —
hvem tør sige, han var tro tilfulde? —
Trofast Ingen blev, fordi han skulde
og bar Troskabs ydre Mærke — Ringen.

Og dit Hjerte rummer tusind Minder,
som jeg ikke véd, hvor du har plukket;
ofte har din Sjæl til Drøm sig lukket,
til hvis Løndom aldrig Vej jeg finder.

Vi er store Børn foruden Styrke;
Ingen véd, hvor han af Vinden drives;
Lykken kun i korte Solglimt gives;
Hjertet dølger sig i bundløst Mørke.

106

Giv mig kun det Kys, du kan, Veninde,
lad mig helt i dette Kys dig eje,
— jeg skal aldrig forske dine Veje,
giv mig kun vort dyre Fællesminde.

Birken mister sine Bladeranker,
Høstens gule Ansigt stadig rynkes.
Ej fordi vi med hinanden ynkes,
men i Længsel favnes vore Tanker;

thi det er, som om de atter fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det er, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Septbr. 1892.