Høst.

✂ Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

✂ Ind du gaar blandt vaade Nøddebuske;
fine Traade vil dit Ansigt fange,
spundne over alle Havens Gange.
Og du standser for dig om at huske:

✂ — Her du gik en Gang en Aften silde;
Duft der strømmed fra Levkøjebede,
Stjernegnister over Himlen glede,
Sang der drypped fra en Springvandskilde.

✂ Hjertet svulmed, som det skulde græde.
Længe stod du og paa Himlen stirred,
mens din Haand i Luften vildsomt virred
som en Fugl, der søger sig et Sæde.

✂ Ubemærkt jeg knæled ved din Side,
og din Arm en dunkel Længsel førte,
til din Haand mit Hoved let berørte.
— Som en Konge føler Kronen glide

✂ om sit Haar, saaledes jeg i Knælen
skælved, medens Mørke sank for Synet,
til jeg følte tvende Kys, der lyned
dybt og daarende mig ned i Sjælen.

✂ Jeg stod op og rysted Mørket af mig;
Kronen var din Haand, jeg bar i Haaret.
Som en Konge, der er kejst og kaaret,
Brudekysset dig, min Dronning, gav jeg.

✂ Mars i rødlig Glans paa Himlen sejled,
Stjerner sprang af Mælkevejens Kilder:
Dybt i dine sorteblaa Pupiller
alle Himlens Stjerner klart sig spejled.

✂ Og det var, som vore Tanker fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det var, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

✂ ... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

✂ Over Muren der et Tæppe gynger,
som den vilde Vin og Vedbend flette,
mens en Klematis med violette
store Blomster skælver tæt i Klynger.

✂ Sæt dig paa den gamle Bænk, den hvide.
Se, Nasturtien lister hen ad Skamlen
om din Fod med sine Blades Famlen,
som den vilde op ad Benet glide.

✂ Over Bænkens Ryg dit Hoved bøjet
holder jeg med begge mine Hænder;
Himlens Blaanen dine Blikke blænder,
saa de trække indad sig i Øjet.

✂ Dine Tanker flyve over Panden
som en snetung Sky af hvide Fnugge;
men de Minder, som dit Øje dugge,
skyldes mig og skyldes ingen Anden.

✂ Der var Timer, da jeg helt dig fyldte
og dit Hjertes Strænge alle stemte;
ogsaa Timer kom, da du mig glemte,
og hvorfor du ikke Regnskab skyldte.

✂ Ser du, Elskov er en Urt, der skyder
af en Jordbund, som med Blod er gødet,
Duften er af syge Minder sødet,
og paa Blomstens Bund en Gift der flyder.

✂ Trofast, véd du, var jo af os Ingen —
hvem tør sige, han var tro tilfulde? —
Trofast Ingen blev, fordi han skulde
og bar Troskabs ydre Mærke — Ringen.

✂ Og dit Hjerte rummer tusind Minder,
som jeg ikke véd, hvor du har plukket;
ofte har din Sjæl til Drøm sig lukket,
til hvis Løndom aldrig Vej jeg finder.

✂ Vi er store Børn foruden Styrke;
Ingen véd, hvor han af Vinden drives;
Lykken kun i korte Solglimt gives;
Hjertet dølger sig i bundløst Mørke.

✂ Giv mig kun det Kys, du kan, Veninde,
lad mig helt i dette Kys dig eje,
— jeg skal aldrig forske dine Veje,
giv mig kun vort dyre Fællesminde.

✂ Birken mister sine Bladeranker,
Høstens gule Ansigt stadig rynkes.
Ej fordi vi med hinanden ynkes,
men i Længsel favnes vore Tanker;

✂ thi det er, som om de atter fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det er, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

✂ ... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

✂ Septbr. 1892.