Bryllup.

✂ Højt mod Zenitsolens Regn af Ild
slaar jeg op min Elskovs røde Telt,
som en omvendt Valmukrone
staar det midt paa Steppens grønne Felt.

✂ Og jeg spidder Urenæusslanger
paa de blanke Spyd paa Teltets Top:
Deres Tungetraad i Solen spiller,
krummet krymper sig den brune Krop.

✂ Bronzedrøn fra Løvers dumpe Bryst
skingre deres festlige Fanfare;
gule Tigre i det grønne Græs
følge os som Brudesvende-Skare.

✂ Du er hyllet i en Silkesky,
Haaret flyver som en gylden Fane,
Diademer dække vore Pander:
Jeg er Alexander — du Roxane.

✂ Og vi træde ind i Valmuteltet
under Bronzedrøn af Løvelunger,
Brus af Hejrevinger højt i Luften,
gyldne Varselsglimt af Slangetunger.

✂ Alt er rødt i Teltets Purpurnat,
rødt som i et Hav af Aftenrøde;
Kolibriers Bryst af dunkel Ild
er som Lyn, der gennem Luften gløde.

✂ Alt er rødt. Og denne Valmurødme
farver vore Sansers Syn og Drømme —
dine Øjne er to Lotosblomster,
fyldt med Sol, der langsomt mod mig svømme.

✂ Hvor dit Ansigt skinner nær ved mit,
overgydt af Elskovs Valmublod,
og dit Hjerte bølger tungt mod mit,
vugger Mund mod Mund og Fod mod Fod.

✂ Og vi mødes paa vort Purpurhav,
som to Bølger mod hinanden bruse,
og vi taarnes som to Bølgebjærge,
der i Skumgang vil hinanden knuse.

✂ Du var til fra Evighedens Gry,
Himlen har du skabt og Jorden rundet,
— Altet er du, til din hvide Hæl
har du Evighedens Vinger bundet.

✂ Se, nu ligger vi ved Molochs Bryst,
Ilden gløder gennem Bronzeskallen.
Nu, vi favnes paa vort røde Baal,
høres ikke Hjertets Skrig og Kalden.

✂ Men højt over Molochfavnens Ild,
som igennem vore Lemmer luer,
stige Sjælene — to Fnug af Sne,
kresende som vilde hvide Duer.

✂ 18. Juli 1893.