Christian 4. BREV TIL: af Mecklenburg-Güstrow, Johan Albrecht FRA: Christian 4. (1625-06-14)

14. Juni 1625.
Til Hertug Johan Albrecht af
Meklenborg
.
Meddelelse om, hvilken Stilling Fyrsterne under og efter Kredsdagen i Brunsvig har indtaget til Spørgsmaalet om den nedersachsiske Kreds’s Defension. Beretningerne om Tillys Planer er indbyrdes modstridende. Et Krigsforetagende fra svensk Side vilde aflaste Kongens Hær, men den svenske Konges endelige Resolution foreligger endnu ikke. — Afskrift i Geh. - u. Haupt-Archiv i Schwerin.

Freundlicher vielgeliebter Vetter vnd Sohn, E. L. schreiben ²Kongen har i et Brev af s. D. (Ausländ. Registr. ) besvaret tre Skrivelser fra Johan Albrecht, alle af 8. Juni og omhandlende militære Spørgsmaal.) zu Gustrow datirt in diesem itzlauffenden Monat ist mir diesen morgen wol zu handen gebracht, vnd daraus E. L. gute Leibs disposition mit erfreutem gemüth vernommen. Für mein Person kan ich nicht dem lieben Gott genugsam dancken, derselbige helff hinfüro mit gnaden. Den verlauff dieses defension wercks, siderdem ich E. L. gesprochen, ist vngefehrlich dieser, dass zwar die Braunschweig: Lünenburg: vnd Lauenburgische Gesanten auf nechstem gehaltenem Craisstag ³Ved den i Begyndelsen af Maj afholdte Kredsdag i Brunsvig vedtoges det at udskrive den tredobbelte Tripelhjælp og at rejse Tropper til Forsvar af den nedersachsiske Kreds. Til Minoriteten, som stemte imod denne Beslutning, hørte Lyneborg, Brunsvig, Lauenborg og Lybek. Dog lykkedes det at formaa Hertug Frederik Ulrik af Brunsvig til ved den gentagne Afstemning at slutte sig til Krigspartiet (Opel II, 138).) sich den andern opponirt, die Braunschweigische s. 63aber hernacher ihr votum corrigirt, auch der hertzog in schrifften sich erclärt, dass er dem Lauenburgischen Reces ¹Den lauenborgske Reces blev enstemmigt vedtaget d. 4. April af den af Kongen til Lauenborg sammenkaldte Fyrstedag, ved hvilken alle den nedersachsiske Kreds’ Fyrster, undtagen Hertug August af Lauenborg og Hertugen af Celle, havde givet Møde. Recessen indeholdt de samme Bestemmelser som de senere ved den brunsvigske Kredsdag vedtagne (se ovenfor). Christian IV skulde som Kredsoberst anføre Hæren (Opel II, 125 ff. ).) zuwider nichts zuthun vermeinte. An Lünenburg ²Kongens Gesandt i Lyneborg var Dr. Johan Schønbach (Rekreditiv af 29. Maj, T. Kanc. U. A. Braunschweig-Lüneburg, Akter vedr. det politiske Forhold til Danm. 1616—25). Desuden udstedte han 11. Juni 1625 en Skrivelse til Hertug Christian af Lyneborg og mutatis mutandis til Hertugen af Lauenborg, Staden Lybek og flere til Oppositionen hørende Fyrster og Stæder med Opfordring til ikke at gøre Modstand mod Flertallets ved den brunsvigske Kredsdag fattede Beslutning, men levere, hvad man i Henhold hertil var skyldig (Ausländ. Registr. ). Hertugen af Lyneborg stillede sig til at begynde med ret imødekommende; i et Brev af 29. Maj (T. Kanc. U. A. Braunschweig- Lüneburg, Breve fra Hertug Christian 1624—32) lovede han saaledes at træffe alle Forsvarsforanstaltninger i sine Lande. Men kort efter foretog han et Tilbagetog, idet tre af ham til Christian IV afsendte Gesandter (Julius v. Bülow, Didrik Behr og Georg v. d. Weuse) d. 20. Juni afgav den Erklæring, at Hertugen, efter Raadslagning med Raader og Stænder, ser sig nødsaget til at afsondre sig fra de Fyrster, som har bevilget Tripelhjælpen, og til at bede sig fritaget for Rekvisitioner og Indkvartering (smst., Akter vedr. det politiske Forhold til Danm. 1616—25).) hab ich geschickt, welcher sich erclärt, dass er sich nicht absondern wolte. Was Lauenburg betrifft, so ist an ihn geschrieben ³Nemlig under 11. Juni, se ovenfor. Om den regerende Hertug August af Lauenborgs gennemførte Stræben efter at holde sit Land udenfor al Deltagelse i Krigen se P. v. Kobbe, Gesch. d. Herzogth. Lauenburg III, 5. En anden Holdning indtog derimod hans Broder Hertug Frands Carl (jvf. I, 409). Det bemærkes, at et Brev fra ham til Christian IV af 16. Maj 1625 med Anmodning til denne om at give ham et Patent til at hverve Tropper (T. Kanc. U. A. Sachsen-Lauenburg, Breve fra Hertugerne 1614—84) bærer Kongens egenhændige Paategning: „dass man ihm darin nicht wilfheren kan, aldiiweill man noch Selbst in der werbung steet. “), s. 64welcher sich darin nicht wird weigern konnen. Lübeck hat sich biss dato zimlich widerig gestellt, Hamburg aber gar wol erclärt, welches von Bremen ich auch vermute. Dass der von Braunschweig sich anfänglich etwas widerig gestellt, ist auss forcht für Tilly geschehen, welches ich auch gern gesehen, auf dass er desto besser gegen Tilly sich entschuldigen könte. Jetzo aber hatt er vnd der von Lünenburg mit zufuhr vnd contribuiren sich gutwillig vermercken lassen, wass weiter erfolgt, gibt die Zeit. Die Päss an der Weser, wie mir berichtet, seind besetzt, auch das Braunschwiegische Landvolck in guter ordre gestellet ¹Skønt Frederik Ulrik i Henhold til Kredsens Beslutning havde sat sine Lande i Forsvarsstand, indtog han dog i Virkeligheden en tvetydig Holdning og forsikrede gentagne Gange Tilly om sin Neutralitet (Opel II, 237 f. ).). Tilly[s] aufbruchs oder marchiren halber hatt man gantz vngleichen bericht, etliche vermeinen, er werd sich hieher kehren, andere aber vermeinen, dass er sich nach dem Mansfelder wenden wird, welcher vber Rhein gezogen vnd bej Rees vnd Emmerich sich aufhalten soll vnd so gar starck nicht sein soll. Vielleicht mag Tilly sich besorgen, dass der Mannsfelder sich zu dieser Armée möcht verfügen, welches zu verhindern er sich wird angelegen sein lassen ²Mansfeld laa i Begyndelsen af Juni, efter at være gaaet over Rhinen, i Lejr mellem Rees og Wesel (begge ved Rhinen i Hertugdømmet Kleve). Der herskede paa Grund af Mangel paa det nødvendigste en forfærdelig Nød blandt hans Tropper (Opel II, 290 f. ). Tilly havde samtidig Planer om at forhindre Mansfelds Forening med Christian IV og udbad sig i denne Anledning (6. Juni n. St. ) Forstærkninger af Ligaen. Ikke Tilly selv, men den bajerske General Anholt gik derefter mod Mansfeld, medens Tilly rykkede ind i Stiftet Paderborn for endelig d. 18. Juli, efter længe at have ventet paa Kejserens Ordre, at overskride Weseren (smst. S. 235 ff. ).). Innerhalb wenige tagen werde ich, s. 65ob Gott will, das lager formiren vnd mit Gottlicher Verleihung weiter vor die hand nemmen, wass die Zeit leiden wird ¹Kongen drog 17. Juni til Verden, hvor Johan Philip Fuchs udnævntes til General (Nyerup, Mag. for Rejseiagtt. IV, 532).). Von des Konigs in Schweden L. endliche Resolution ist mir noch der Zeit eigentlich nichts bewust, weil des Churfursten von Brandenburgs Ldn Gesanten ²Nemlig von Götze, der var draget til Sverige sammen med den danske Gesandt Chr. Thomesen Sehested (I, 424). I en Skrivelse af 10. Maj, som overbragtes Christian IV 20. Maj af Chr. Thomesen ved dennes Tilbagekomst fra Sverige (I, 433), erklærede Gustav Adolf, efter at have gennemgaaet de forskellige Veje, ad hvilke „den fælles Sags“ Fjender kunde bekæmpes, at han for sin Del, af Hensyn til sin Krig med Polen, vilde foretrække den østlige Vej gennem „Kassuben“ (ͻ: Nordøst-Tyskland), medens Christian med Fordel kunde vælge Weserlinien (T. Kanc. U. A. Sverige, Akter vedr. det politiske Forhold til Danm. 1624—25). Allerede tidligere havde Gustav Adolf overfor den nederlandske Gesandt hævdet Nødvendigheden af Danzigs Erobring og af den svenske Hærs Fremrykning gennem Preussen (Schybergson, Underhandlingarna om en Evangelisk Allians 1624—25, S. 89 ff. ). Samme Synspunkt kommer frem i en Memorial af 10. Juni (se I, 450) til den danske Konge, hvilken denne ved Brevets Affattelse imidlertid ikke kan have modtaget.) durch contrari wind in Schweden lange aufgehalten. Da Seine L. der Konig von Schweden diess Jahr etwas thun wollen, so were es hohe Zeit, auf dass das gegentheil an anderen ortern auch etwas zu thun krigte, auf dass die gantze last dieser Armée nicht allein möchte anhangen. Der weg nach dantzig wird vnserer Intention wenig dienen. Der Allmächtige weiss zum besten, wass seinem nahmen zu ehren gereichen kann, Wessen Almacht ich E. L. hiemit will befholen haben, darnebenst freund Vetter vnd Vatterlich bitten, da[s] E. L. wollen deroselben brudern meinetwegen salutiren vnd ihm dieses schreibens contenta communiciren, Vnd verbleibe die Zeit meines lebens

E. L. getreuer Vetter
vnd Vater

Datum Rodenborch
den 14 Junij 1625.

Christian.

5