Christian 4. BREV FRA: Christian 4. (1641-04)

April 1641.
Kongens Udkast til en Fremstilling af Kirstine Munks Forhold til ham og til hans heraf foranledigede Anklage mod Ellen Marsvin 1). — R. A.

Epterdi uy Erre uys pa, at fru Ellen herepther som hydindtil legger alle Arer for borde, Nar hun seer sit hold s. 140dertil At indbilde børnen, som uy ved hinders datter Aulid haffuer, At uy derris moder gør stor wrett 1),

(Da) 2) paded 3 dy kan komme y den rette Erfahring om alting, huorledis ded haffuer En beskaffenhed om uorris och fru kyrstens skylsmal, Da haffuer uy nu y børnens 4), (Och) 5) fru Ellens och disse godt folckis 6) pahør wyllid deducere sagsens rette tilstand etc.

Dentyd fru kyrsten y Echteskab haffde fød oss Nii smucke Børn, Da lod hun sig aff deffuelen ued Riingreffuen forføre y Et løsachtig leffnid, Som fru Ellen och andre bekendt Er, Huorledis ded først pa daalum och siiden pa andre steeder tylgiick 7), huilckid om Endskøndt fru Ellen inted med Øiien siiet haffuer, som hun uden thuyffuel uyll suare, Da kan hun dog inted nechte siig io at haffue uyst s. 141aff datterens letferdighed, som hun offendtlig for den Allerhøiiestis Øiien och ansiicht dreff, Och dog inted, som 1) (hun burde) 2) Och En Erliig dame anstod, uylle giiffue os ded ringiiste 3) wiinck deraff 4).

Tii haffde hun uarid os ad 5) y tyde 6), da Erre uy uys pa, At fru kyrsten med al siin konst inted skulle haffue sat ded y werck, som skeed Er, y sønderlighed den tyd Iens Bolmeister fyck den store forgyldte kande, huylcked (ded) 7) saledis tylgiick 8).

Den tyd uy y forleiiden kriig haffde mangel pa høiie offiserer, da slog Riin: hans vetter Riin: Otte for, som var en gammel Soldat, Huys tyeniste hand dog os inted kunde foruyssere, vden at hand kunde komme hannem til ordtz, Huorfor hand fyck befahling at begiiffue sig ud til hannem. Ymidlertyd hand nu uar wde, da droge uy offuer til siieland och fru kyrsten henad daalum och forlod Epther siig huos Iens Bolmeyster, at hand strax skulle lade hynder uyde, nar Riin: kam tilbage, hun uille uel forskylde hans wmage derfor. Dentyd Riin: nu kam tiil Stade Igen, da forsømmede Iens inted at begiiffue siig offuer tyl daalum. Der hand nu om morgenen tylig kam for pordten, da la fru kyrsten och Moderen Enda begge, dog huer y syn seng. Der nu Iens banckede pa pordte, da kam der En aff piigerne til pordten, huys trenne Iens kende. Sa sagde Iens: snardt lucker op, Ieg haffuer breff fra Riin:, huorfor piigen strax løb op och sagde fru kyrsten ded, huorudoffuer hun bleff Sa glad, at hun slog henderne sammen, Huilckid fru Ellen Merckede der, som hun laa, och sagde: kyrsten, huorledis s. 142Er ded faatt, huy estu sa glaad? Da suarede hun: O moder, tyrcken uyl komme kongen tilhielp ymod keysseren, huorfor fru Ellen gaff siig ud pa gullid och tog datteren ued handen och giorde en vending eller tu sammen pa gulliid. Siiden fyck Iens boimeister En stor forgyldt kande och huer aff Iomfruerne en demandtz Riing, den Hardenberg, som uar huos fru kyrsten, En sylky klenning och huer aff piigerne Et støcke guld 1).

Huilckyd tyl den Ende her føriis pa banen til at lade gadt folck forsta, At om fru Ellen pa dy tyder 2), den tyd datteren saledis dreff pudtz med hinder, haffde uarit oss ad, da haffde hun uel inted faat stunder tiil at komme sa langdt y texsten.

Och om Endskøndt fru Ellen uyl siige sig inted vundt at haffue siiet aff dem, da uyste fru Ellen dog, at ingen Erlig kuynde løbber ind til En fremmed kaarl y syn Natkyortell, nar hand ligger 3) y syn seng, som datteren giiorde ued Riin: pa daalum, Som alle drauanterne fast dageligen Sa, Aff huilcke der leffuer Endnu 8 eller 10, som Sa, huorledis Rii[n] 4) drenge kan(!) løbendis ud fra Riin: med buxerne pa hoffuediid, nar fru kyrsten 5) kam ind til Riin: At fru Ellen uyl siige sig inted at haffue uerrid pa dalum, mens andenstedtz, imens dette passerede, Da er ded sauydt sanden, at fru Ellen inted uar den heele tyd ud der, ymens uy uar pa dalum, Mens ded skal fru Ellen med Sandhed 6) inted Suerge, at der løb Io En haab letferdig omgengelse for ymellom datteren och Riin:, førend hun drog fra dalum, ty haffde hun och datteren icke bleffuen wens om sliigdt6), da haffde datteren Icke skiildt hinder ued lehnid.

s. 143Huylcke thuende Pudtz, som datteren giiorde hinder stackiit pa hin anden 1), (dy kun[de] 2) Enda) 3) inthed bewege hinder tyl at uare os ad, mens stack alting vnder med hinder 4).

At fru kyrsten la en rom tyd pa Crone: med Riingreffuen Och (at hun) 5) inted uylle henad køben:, Om (hun ded)5) skøndt fru Ellen ded 6) tyer End engang aff hynder begerede, ded kan Inted Nechtis. Der hun da Endeligen motte henad køben:, da drog Riin: En dag tylforn (for) 7) bordt fra Crone: 8) Och møtte hinder sa En Myl fra køben: ygen. Dentyd dii nu møttis, da stod dy aff derris uogen och ginge med hinanden Ehne ind y skouen, huor dii bleff sammen En rom tyd. lomfruerne Och piigerne lod dy ued uognen, item general Maior Priis (bleff ochsa huos wognen) 9), Och kiorde 10) hans kudtsker, som fru Ellen uel kender, och 11) (som nu uarer wogenhussid tiil frede:) 12) pa dy tyder for fru kyrsten(s kudtz) 13) och skall uel sige, huorledis tilgiick).

Der dy nu haffde uerrid lenge nock y skouen, da kom dy til wognen Igen och satte siig (fo) 14) pa fru kyrstens kudtz och kyorde sa fod for fod henad køben: Och kyssedis continuerlig pa weiien och lod alle Iomfruerne Och piiger see derpa.

Den tyd ded barn, som y dy dage stod liig pa køben:, war begraffuen, Och folcken, som haffde fuldt lygid, skulle s. 144tiil bordtz, da løb fru kyrsten bag neder aff slotted och satte sig med Riin: pa syn wogen och kyorde ud y haffuen, huor dii bleff sammen langt vd pa Natten, huilckid fru Ellen hel uel bekendt Er. Y dy dage lod fru kyrsten hendte En Badtsker her aff byen ued Naffen M: anders til siig, som matte slaa hiinder Aaren pa begge fødder, som ingen vden lettferdige kuindfolck pleiier att gørre. Samme badtsker boer ued stranden, icke lengdt fra høybro 1).

Der fru Ellen nu merckede, at ded bleff sa Plumdt, at drengene och kerlyngerne pa gaderne pegede fynger aff datteren, Da gaff hun sig til at grede immer fordt och fordt, mens uy motte aldrig faa ded at uyde huorfor 2).

En dag som uy ginge bag neder aff Slottid henad tøyhussid, da toge uy fru kyrsten med os Paa ueyen, som uy giick, da sagde uy tyl hinder: 3) Huy tussind Syger gredder diin moder sa altiid, huorpa hun svarede: Myn moder er gaal, hun kan inted Liide, at ieg taler med dy tydtske, ty hun kan ingen tydtz liide. Hun kan Ickeheller ued siin død lyde dy lomfruer, ieg haffuer huos mig. Huortill uy suarede: ded ma uerre derom, huorledis ded kan, Ded ma inted sydde saledis sammen, waar dig, huad du gør. Wii sa endnu aldrig nogen tryuiis, som med wyllie giiorde 4) syne forelder ymod. Syden den dag da tog crediten Imellom os och fru kyrsten dag Epther anden aff, Isønderlighed den tyd, hun begindte at Spaa, at uy leffuede inted tyl Paaske. Dii tydtske Iomfruer och alle piigerne befohll hun at beede tiil gud y himmelen, at hand uylle giiffue hinder Syn hiiertens begehring. Naar hun hørdte oss lee och uerre lystig, daa sagde hun til Iomfru Marii: Marii, hördt doch, hördt, Ich werde s. 145in mein tage niit los. En dag y uggen, som der holdtis predicken pa Slottid, da bleff wii nogid Ilde tilpas y kyrcken, saat uy motte ga hen och legge os, huorudoffuer hun bleff sa glaad, at der hun kam udaff kyrcken, da tog hun Iomfru Marii ued handen Och dandtzede med hinder Om bordiid och kuaad: Laadt tahlerken frii gaan, ladt thalerken frii gaan.

I dy samme dage begehrede hun at drage hen tyl frummoder Saliig och søge om Raad for hinders skrøbelighed. Dentid uy Nu forløffuede hinder at drage diid, da fuldtis H: Christoffer wrne med hinder derhen. Der hun nu mall contant begaff siig pa hiemreyssen igen, da tog hun weiien henad kyppinge kyrcke, y huilcken hun gyck Ind 1) med En piige, Mens H: Christoffer wrne bleff der vdenfor. Der hun nu haffde uerrit nogid derinde, da gyck hun hen til Althariid och lagde nogle Støcker guld y alther bagen Och nogle y Blocken Och giick sa hen y en aff stolen och uyssede piigen y en anden Och befohll hinder att bede ded, som før om sagdt Er. Den tyd ded uar forrettid, da gaff hun deynen nogiid och drog sa syn kaas, huilckid aff presten Er att Erfahre 2).

Nar piigerne om morgenen skulle gørre uarmdt Øl til os, da vylle hun, at Nar uy haffde bud derepther, at dy da først skulle berre ded ind til hinder, at hun kunde komme sucker dery. Der pigerne nu ded inted torde gørre, ymens dy uyste, at uy ingen Sucker uylle haffue derudi, da bleff hun byster och gaal pa piigerne. Att piigerne nu inted giorde hinders wyllie derudy, dertil gaff Prindtzen arsag, yded att hand sagde til piigerne: Seer til, huad y gør, At bade y och Eders frue faar icke skaam tilsammen. Kommer konningen Nogid till, y skall faa skam med Eders frue 3).

10

s. 146En morgen hel tylig kam hun for Rundelen Och klappede pa dørren. Der uy Nu uylle uyde, huem der war, da suarede hun: Ded er mig. Der hun nu kam Ind, da begerede hun at drage henad frede: sammestedtz at ga tyl alters, huilckid uy hinder forløffuede. Mens ded uar inted hinders Erynde, Tii hun giick inted til Alters, Som D: Christen salig os sagdt haffuer, Mens hun drog henad Crone: och packede ded tøy ind, som hun siiden med En drabanter, som Endnu Er ued handen, Hans kørsener, sende henad Suerrig, Huilckid uy ued et aff uorris Orloff skiibe ued naffn Spes lod hendte tylbage Igen. Der fru kyrsten nu haffde uerrid En stund inde huos os, da fyck hun et guldkousken 1) herfor med huiidt puluer y som Sucker, huylckid hun præsenterede os sygendis: wylle E: M: bruge dette puluer, da skull[e] E: M: befynde sig uel derepther 2). Huortil uy suarede: huad tussind pocker skal uy med ded skaarn, oss skader Io, gud uerre loffuiid, Inted. Huorpa hun sagde: D: Peter Pay haffuer giiffuid mig ded, Ded kan pa En stackiid tyd betage lysten til kuyndfolck. Huorudoffuer uy kam y En ladder(!) och bad hinder sette ded pa bordiid. Der ded nu uar passerit, da giick hun ud fra os och satte siig pa syn wogen.

Der hun nu uar Neden Slodtzbroen, da sende uy epther D: Peter Pay. Der hand nu kam, da lod uy hannem See samme puluer och spurde hannem ad, om fru kyrsten haffde faat dedsamme aff hannem. Da suarede hand: Iaa. Dentiid uy uylle uyde huortil, da suarede hand: ded skall brugis tiil dii fiinder 3), hun haffuer vnder Oiinen. Dentyd uy uylle uyde, Om man wden fahre kunde bruge ded Induordtiis, daa suarede hand: gud beuare os, Ded er forgiifft.

Faa dage førend hun præsenterede oss samme puluer, da kam hun ind til oss y sengekammeriid och sagde siig s. 147nuhmer at uerre En afflex kuynde, huorfor hun uylle Rade os, at uy sa os om En s[m]uck piige, som kunde wardte os op. Anne Iacob Myckelsøns 1) uar nu y stuen, som kende dii Smuckyste y byen, Om uy Icke uylle befahle hinder at leede En vd. Huorpa uy stod lenge och saa hinder an och sagde Saa til hinder: Du haffuer io selffuer smucke piiger, som kan forrette ded, som fornøden Er. Huorfor skulle man gørre siig wmag for andre. Huorledis dii thuende discurs yblandt Echte folck 2) Riihmer siig sammen, ded gaar offuer worris forstand 3).

Anno 1628 ymod S: Mortens afften befol uy Prindtzen, at hand skulle tage H: wldriich saliig och den gammel greffue af Tuurn med sig henad frede:, huordthen fru kyrsten for frøcken Annis saligs skiild ochsa bleff befahliid at komme (diidhen) 4). Tii uy holdte megiid aff ded saliige barn, som hun inted kunde fordrage, fordi at (hun datteren)4) hun Saa os liig, huorfor uy Icke uylle tage ded med os allene derhen, paded hun inted hiiemmeligen skulle gørre barnid wundt. Tii haffde uy Icke Engang Reddyd samme barn, da uylle hun haffue 5) slaagid hinder med En Iernstang for En Siinal skyld, lylle tyre klagede hinder for at uerre bordtkast.

Der uy nu samme S: Mortens afften kam til bordtz, da sad fru kyrsten och Suurmuliid och uylle huercken See eller tale til Prindtzen eller H: wldriich saliig, huorudoffuer ded lau bleff Spiildt.

Der ded nu war tyd at ga y seng, Da luckede hun dørren ymellem os och siig Och lagde dy thuende tydtske lomfruer med Nogle fleere kuyndfolck tuerdt for dørren, Huorfor uy tyl En Ewiig gedechtnus om Morgenen lod legge En temmelig kamppesten pa weyen, nar man gar bag vd s. 148aff Slottid henad den liiden ladgard pa frede: 1), huylcken Steen Endnu findis der med Arstallid pahuggen och Ett Seede huggen y Steenen. At hun tilforn luckede dørren ymellom Os och siig och inted uylle Ligge ind y kammerid huos oss, ded Er fru Ellen nocksom bekendt.

Anno 1629 2) Egidij dag fødde fru kyrsten ded casserede frøcken, huos h[u]is ankomst tiil verden fru Ellen inted uylle lade sig fynde, der hun dog haffde uerrid y alle dy forrige barselsengii, datteren laa y.

Naar fru Ellen och hiinders party uyl besmycke fru kyrstens Horery, da ladder dy siig mercke, at Ringreffuen Inted uar y Riigit, dentyd fru kyrsten fyck denne wnge, Huylckiid om ded sa Er eller Icke, da 3) (ded) 4) kommer ded 5) os inted weed, Mens derpa uyl ded staa, Huor fru kyrsten uar, dentyd 6) hun bleff med ded syste Baarn 7). Wy for uorris person haffuer aldrig Neffndt Riin: Naffn anderledis End som Pondtij Pylatij Naffn neffnis y Credo, som ingen Christen kan lesse uden hans Naffns yhukommelsse, Saa kand Ickeheller taliis om fru kyrstens Horeriis begindelsse, Myddel eller Ende, wdenad Riingreffuens Naffn skall Neffnis. Huem fru kyrsten och Moderen 8) Ellers kan lede herfor tyl Barnefader, der ladder uy dem 9) sørge for, huem den Er.

s. 149NB.

Saframdt nu fru Ellen inted kan Riigge uorris tegnebøgger och derymod 1) beuysse, at datteren war huos os pa ded lau, hun bleff med hinders syste barn, Da skall hun Inted thuyffle derpa, Att hun Io skal staa oss Ett glaas tyl Roers 2) Bade for den Reiisse, hun giorde offuer tyl Anderskou til att Offuertale os, at hinders datters wnge uar os liiger End nogen aff hiinders døtterbørn 3), Saoch att hun haffuer tordt tyer end En gang 4) begehre at haffue horungen huos siig, Oss och uorris børn tyl Større spodt, End os aff datteren kan uerre tilføiied 5), y ded at uy 6) dageliigen skulle høre och spørre, huor horungen 7) uar att uerre (!) ocb(!) ved ded middell bringe 8) (Huorudoffuer) 9) Børnen en Epther anden, somme med Søde ord och somme med 10) Surseend, (kunde bringis) 11) tiil at omgaas horungen Och dermed med tyden 12) (søge leiilighed tyl at bringe bade) 13) sytt och datterens løsøhre y (horungens gewaldt hender)13). s. 150Tii kunde ded lyekis fru Ellen, at hun motte haffue horungen huos siig, hun skulle Icke skøtte (ded for Ett haar at Ruinere) 1) om alle dy andre for Ett haar 2).

I sønderlighed Achter uy at søge vorris wdlagde penge huos fru Ellen, Som uy haffuer Spenderit pa horungen 3) fra den dag, hun gaff os Arsag tiil at tage den 4) aff dalum kloster 5), Indtil dagen uy kan mage ded Saa, at wy och børnen kan werre uys pa, at hun inted 6) skall Staa oss y weiien.

Wybecke krusse angaendis, som fru Ellen med hynders confcedererede uyl giiffue skyld for fru kyrstens cassation 7), Da Endog arsagen dertyl Er Numer 8) nocksom vdførdt 9), Da uylle uy dog tyl beslut lade børnen forsta, huorledis uorris och wybickes wenskab Er kommen tiil biies. Fru Ellen ued siig nocksom at Errindre, at dentyd fru kyrsten Iagede wiibecke med den Eene Iomfrue och tre piiger Needer aff køben: Slott, Och uy Iagede Reesten needer aff Slottyd, Da kam fru Ellen om Morgenen for dag til os uden københaffuens 10) Slodtzport(en) 11). Der uy nu bleff hinder waar, da sagde uy tyl hinder: huad tussind pocker gør du heer sa tylig, huortill hun suarede: Ieg uylle gerne tale Ett ord med E: Ma:, huorpa uy suarede: wiildt du oss 12) nogiid, da kandtu siige os ded, ymens uy Erre pa weiien henad Prouyandtgarden. Der uy nu En Rom tyd haffde gangen omkriing s. 151fra Et sted pa ded andiid, Da sagde hun tyl os: Er E: M: tylfrydt, at Ieg ma beholde wybecke huos mig, huortil uy suarede 1): Huad kommer ded oss ued, huor hun och dii andre bliiffuer, dy Erre wuforaldriid 2), dii faar well tiieniste huos andre 3). Der fru Ellen nu Endeliig uylle viide worris mening derom, da sagde uy: Wiil hun werre huos diig, huad kommer ded oss ued, uy kan sachte lyde ded 4), Huorfor hun tackede os och giick siin kaas.

Nogle ugger der Epther, den tyd uy uylle med Armeiien henad Øen 5), och uy haffde ingen Nermer weii derhen End ygennom fyn, Huorfor uy tog uorris weii henad Ellensborg och derfra henad Suynborg, huor Skyben och Skuderne fandtis, som skulle føre Munitionen och folckiid offuer. Der ded nu forhalede siig nogiid med folckens Indskybning, Da begehrede fru Ellen, at wii, ymidlertyd uy matte ligge y Suynborg, uylle lossere pa hinders gaard keerstrup, som ligger der strax huos, Huylckid ochsa skedde. Imidlertyd uy nu uar der, da bleffue uy kendt med uybecke, saat hun bleff med Baarn. Der uy nu formedelst den Allerhøyestis nadige biistand haffde fulendt samme tog, Och friidden Imellom keysseren och Os sluttiid uaar, Da toge uy uorris uey tilbage Igen Igennom fyn och kam diid, som fru Ellen war pa dii tyder, huor wiibecke ochsa fandtis. Der uy nu haffde uerrid Nogiid y hussyd, da ginge uy hen tyl uybecke och talede med hinder, huordthen fru Ellen ochsa kam Och Spurde os ad, huorledis wiibecke hogede oss Nu, Tii hun war kendelig triind, Huortil uy suarede, Epthersom ded pa dy tyder faldt os y synde. Nogiit derepther da begerede s. 152hun, At wiibecke motte liigge y Barsselseng pa En aff hinders gaarde, huortil uy Inted Suarede, mens lod ded saa Staa hen.

NB.

Haffde fru Ellen Icke uyst datterens leiilighed Sa uel, som hun wiiste, Hun haffde inted werrid saa Ererbødig ymod wybecke, som hun waar.

Actum københaffuen Slott den
Apriilis Anno 1641.
Christian.