TIL DOCTOR THOMAS KINGO

✂ Velbaarne Kingo kom, og hør paa mine Sukke
Thi jeg til døden mon af Hierte-Sorrig dukke
Mit Hierte knuset er i Stykker og i Smald.
Fordj jeg er [fradømbt] Liv, ære, børn og kald.
Jeg først maa bede dig, du dine Øyne dækker,
For dette mit Papir, thi dine Øyne lekker
Ey finder sin Behag udi min halvdød aand
Af Modgangs løve-Foed [nedtraad] i Muld og Sand.
Et Riim foruden Riim, foruden Konst jeg digter
Paa mig Ulykkens Skud med sine Piile sigter,
Jeg snart nedsablet er, affældet udi Knæ
Af Kongens naade dog forventer ly og læe.
Lad nu din Rigdoms aand og Sukker læber dryppe,
At u-vens Smedde-tand ey længer Kiv skal yppe
Jeg een forjaget Hind af Modgangs Klappe-Jagt,
Forhaaber du af Gud til Frelse er opvagt.
Lad nu din Skialdre-Kunst steenhaarde Hierter smelte,
Flint-stive Pander du som bløden dej kand elte
Er der en Torden-Søn, som tale vil imod
Sligt Ukrud Kingo kand oprykke slet med Roed.
Til Danner-Kongen gak, som Elisæi broder
Stem ziirlig dine Ord, stem dem paa Harpe-Noder,
En Salighedsens Piil din Tunge er for mig
Fred, Frihed, liv og Brød jeg haaber vist ved dig.
Vil nogen Pladdermund din Stadighed forvende,
Og mig til Helveds Grund end dybere nedsende,
Vær du min Støde-Stav, min Jachin og Boas,
Troe at min Velfærd er slet knuset smaa som Glas.
Du er jo Løseren, løs mig af Fængsels vaande
Lad lycke, liv og Brød igien mig gaae til Haande,
Vil nogen spørge mig, hvo hjalp dig af Arrest,
Det giorde Kingo, som igien mig giord' til Præst.
323 Saa længe jeg min Aand igiennem lufften trækker,
Til takke til behag, saa længe jeg opvækker
Ald krafft, som i mig er og i min Slegte-trop
Jeg løffte skal dit Navn til ærens Spiir og Top.