↩
SATYRE OVER
En Geistlig at bære, hand nylig har faaet,
Hun sidder paa Toppen hans Hoved saa fast,
Hand kand dend for ingen aftage med Hast,
Hun varmer hans Pande, det giør ham saa got,
At bære Calot.
Er kommen fra Bonde i ypperlig Stand,
Med Fiinhed at melde er bleven til Præst,
Dog Rytter at være, det tiente ham bæst,
Nu Haaret er borte, hans Hovet er blot,
Thj bær hand Calot.
Som Haren, naar Skytten hand ganger paa Spur,
Sig trycker i [Sædet], til hand er forbj,
Saa sidder Calotten paa Hovedet fri,
Hun skiuler hans Pande, det er jo en Spot,
At see dend Calot.
Blant dennem, som ere i højeste Rang,
Jeg tenkte, Calotten hand tager vel af,
Mens de ham tiltalte, og Hænderne gav,
Men ligesom Halen dend følger sin Rot,
Saa sad hans Calot.
4
Han kand ej formaae, at bære Paryk,
Thi Halsen hand fylder med Øl og med Viin,
I [Kroeret] hand ligger saa fuld som et Sviin,
Til Galskab hans Hierne opspinder en Tot,
O! phy den Calot.
Du arme Peer Caudi, og Jorderigs Træl,
Du est af Jndbildning saa skammelig fuld,
Jeg meener Hoffærdighed slaar dig om kuld,
Naar som du indkommer paa Herrernes Slot,
Tag af din Calot.
En Slyngel, en Lømmel, som giør sig saa streng,
Med Node og Mode, i Sæde og Gang,
Dend Tid du har været, er ikke saa lang,
Est nylig udkrøbet fra Skallen, du maatt
Ej bære Calot.
Du trycker Calotten i Panden dybt ned,
Saa sidder i Nacken det purvorren Haar,
Og du som en Allik, med Hovedet staar,
Forvirret du siunes, fordj du har faaet
Dend lumpen Calot.
5
Giv Konen Caloten, og sig hende Tak!
Hun giver dig Brændviin saa meget igien,
Som du kand fortære til Morgen, min Ven!
Du est jo en Stømper, og ingen Jorddrot,
Kast bort din Calot.
Men giør dig en Fluesmek deraf vel breed,
Og naar du i [Kroeret] har drucket dit Øl,
[Tag vand i Calotten, og Halsen i skiøll,]
Og om du om Natten behøver en Pot,
Da brug din Calot.
SATYRE OVER
KINGOS KALOT
1.
Jeg veed en Calot,En Geistlig at bære, hand nylig har faaet,
Hun sidder paa Toppen hans Hoved saa fast,
Hand kand dend for ingen aftage med Hast,
Hun varmer hans Pande, det giør ham saa got,
At bære Calot.
2.
Hand er jo en Mand,Er kommen fra Bonde i ypperlig Stand,
Med Fiinhed at melde er bleven til Præst,
Dog Rytter at være, det tiente ham bæst,
Nu Haaret er borte, hans Hovet er blot,
Thj bær hand Calot.
3.
Hun sidder paa Snur,Som Haren, naar Skytten hand ganger paa Spur,
Sig trycker i [Sædet], til hand er forbj,
Saa sidder Calotten paa Hovedet fri,
Hun skiuler hans Pande, det er jo en Spot,
At see dend Calot.
4.
Jeg saae ham engang,Blant dennem, som ere i højeste Rang,
Jeg tenkte, Calotten hand tager vel af,
Mens de ham tiltalte, og Hænderne gav,
Men ligesom Halen dend følger sin Rot,
Saa sad hans Calot.
4
5.
Det er en Betryk,Han kand ej formaae, at bære Paryk,
Thi Halsen hand fylder med Øl og med Viin,
I [Kroeret] hand ligger saa fuld som et Sviin,
Til Galskab hans Hierne opspinder en Tot,
O! phy den Calot.
6.
Hvad meener du vel?Du arme Peer Caudi, og Jorderigs Træl,
Du est af Jndbildning saa skammelig fuld,
Jeg meener Hoffærdighed slaar dig om kuld,
Naar som du indkommer paa Herrernes Slot,
Tag af din Calot.
7.
Du est kun en dreng,En Slyngel, en Lømmel, som giør sig saa streng,
Med Node og Mode, i Sæde og Gang,
Dend Tid du har været, er ikke saa lang,
Est nylig udkrøbet fra Skallen, du maatt
Ej bære Calot.
8.
Jeg vemmes derved,Du trycker Calotten i Panden dybt ned,
Saa sidder i Nacken det purvorren Haar,
Og du som en Allik, med Hovedet staar,
Forvirret du siunes, fordj du har faaet
Dend lumpen Calot.
5
9.
I [Kroeret] gak,Giv Konen Caloten, og sig hende Tak!
Hun giver dig Brændviin saa meget igien,
Som du kand fortære til Morgen, min Ven!
Du est jo en Stømper, og ingen Jorddrot,
Kast bort din Calot.
10.
Gak aldrig dermed!Men giør dig en Fluesmek deraf vel breed,
Og naar du i [Kroeret] har drucket dit Øl,
[Tag vand i Calotten, og Halsen i skiøll,]
Og om du om Natten behøver en Pot,
Da brug din Calot.