TIL GYLDENLØVE

✂ [Højbaarne] Gyldenløw, nu er jeg dømt til døde,
Og mine fødder skal de mørke bjerge støde;
Jeg er saa slet fordømt fra ære gods og liv,
Paa fingre jeg er fældt til sverd og morder-kniv.
O Hjerte Gyldenløv for Jesu død og pine
fra døden frels min sjel, frels mig og alle mine
Fra den forsmedelse, som jeg nu er tildømt, I mine dage jeg derom vel maatte drømt. O søde Gyldenløv nest Gud du est min frelse, Thi skal dig himlene med evig naade helse,
O tal tal godt for mig hoos Danerkongens bord, Hand ynder jo din røst og [hører] dine oord. O fromme Gyldenløv see ned af naadens trone, Og hør paa mine suk, see til min halv-død kone,
Som varter ved din port, som ligger hos din stool,
Blink op nu over os din Naades fryde-sool.
Kjøb mig fra døden løs ved Kongens høje naade,
Din gunst din mildhed er min sjeles evig baade,
Du est dend løve-helt, som tjener Kongen nest,
For Gylden løve-mood dig elsker Kongen mest.
O hjelp for Jesu død, hjelp mig for Jesu vunder,
I dødens afgrund lad mig ikke [slet] gaae under,
Hvad dommen haver fældt, det naaden rejse kand,
Sluk nu med naadens dugg den dødsens blussebrand.
Viltu kun tale godt, trods nogen taler ilde,
Du kand jo Kongens sind til naade-gunst formilde;
Giv mig mit liv igen, giv ære og giv fred,
Min fattig usle bo lad ingen røre ved.
Liv, ære, gods og fred for mig staar i din velde,
Du drage kand mig op af ald ulykkes fælde;
321 Viltu ej frelse mig saa siger jeg god nat,
Jeg som en martyr døer, mig griber døden fat.
Adieu hr Gyldenlev, du landsens ære-krone,
Vend naadsens øjne ned til min udsørged Kone,
Hun tigge vil sin mand af fromme Gyldenløv,
Hun tigger ær' og liv ydmygst i muld og støv.
Hun aldrig slipper dig før at du vilt bønhøre,
[Gid Himlens kraftig aand] dit hjerte vilde røre
At hjelpe mig til fred, til frihed ær' og liv,
Min frelser, min Patron, o Gyldenlev, forbliv.