ALLERUNDERDANIGST DEPRECATION
OG AFFBITT

✂ Drag nu gardinen fra dit ansict-Sool, og øje,
Og lad din hielpis haand dit Naade-spiir Nedbøje,
Høystmilde Lande-Sool, Lad schy og Mørchheds taag
Ej luche til for mig din Naadis øjne-Laag.
Jeg veed dit hierte er en baandløs velde-kilde
Aff naadens aqua-vit: gid kongen schienche vilde
Mig kun en lilde taar Udaf sin Mildheds brynd,
Nu at Jeg sidder fast i Sorgens hænge-dynd.
Jeg veed din tunge er et glædis klinge-Cither,
Op til din naadis Pol jeg derfor ydmygst titter,
Jeg veed din vrede er ret som et dødsens bud,
Din yndist der imod en Naade-dug fra gud.
Jeg derfor Ned i støff mig og i asche velter,
Breed over mig en flig udaf din Naadis telter,
Jeg bedrer mig i Muld for dine føders Stool,
O Lad nu dagis op for mig din glædis Sool.
Ah! min Satyrisch pen i Simei blæk vaar dypped,
Poëtische Licents har u-quems ord Neddrypped
Det iche dog er scheet Udaf en oprørsch aand,
Jeg aldrig greb til pen Med en opsetzig haand.
Men Boan-erges vaar en Tordens Søn, og dicter
Guds ære, kongens gaun Jeg stedse dog forficter,
Men Uden dydens vej Min haand og pen de schreed,
O hierte konge vær derfor ej længer vreed.
300 Der kommer Sool og Lius Jo effter Mørchheds funcher,
Omschiønt at lychens glands for mig nu lidet bluncher
Saa, Naadigst konge, See Ned af din Naadis sted,
At schienche Mig din gunst bliff, milde konge, ved.
Der Med du ligner gud, at lade vreden falde,
Naar at en angest-Siæl om Naade mon paakalde,
Om Naade Naade jeg min fader raaber paa,
Lad en forloren Søn din hielp og Naade faa.
Udaf din Naadis dyb mit suche bryst husvale
Jeg kongens Naade vil aldeelis mig befale,
Lad dig bevægis af de mine tusind such,
Din hielpe-Mæctig haand Nu til din tiener buk.
Lad dig bevægis af min Hustruis heede taare
Som fast af suk og sorg er lagt paa lige baare,
Mormoder Min og snart til graven segner Ned
Før kongen schiencher mig sin Naade-gunst og fred.
Fredsførste, Christian, giff mig min fred og frelse,
Saa schal dig himlene Med evig Naade helse,
Lad mig, din ydmygst knæct befries fra arrest,
Og tag din vredis haand fra en bedrøvet præst;
Lad, Landefader, Lad mig og Mit brød beholde,
At hungers Nød ej schal Mig, Mine, døden volde,
For alting tegne mig paa din memorial,
Blant dem, som Nyde schal din Naadis Capital
Ti hierte raaber jeg om Naade, Naade, Naade
Drag mig af sorgens dyb, og Udaf Modgangs Vaade,
Blant alle konger du for Naade prisis Mest,
Bønhør da mine Suk, hielp en bedrøvet præst,
J konge-purpur Mig til Naade Nu hukomme,
Ti derfor heder du: Kong Christian den Fromme,
J altar-purpur schal guds Tienner' Signe dig,
De glædis, Naar de hør, du Naadig vaarst mod mig.
Jeg stedse schrive schal til kongens evig ære,
Jeg stedse bede schal, det som kand gaunligt være,
301 For kongens huus og hoff ald roos, ald priis-respect,
Til Kongen maale gud ald Lyche Uden Væct.