TRØST-VALET TILL SIN
HOYBEDRØFUED HUSTRU,

✂ Nu bryster Siæll og Sind! Nu smelter slet mit Hierte!
J Siæll og inderst Aand Jeg føler Dødssens Smerte
For Dig, Min [Abild]-Quist, Du Paradiise-Frugt,
Din Dyd, Din ædell Dyd er Siælens Balsam-Lugt!
Ah! Skilssmiss, Skilssmiss Haard! Du Siælens Smerte-Byrde,
Hui vilt du mig dog slett med Sorgens Slag-Sverd myrde?
Jeg Jordes leffvendes; Min Siæll den quæles slett;
Thi See: Mig Himlene nu gandske har forgett!
Min Siæles beste Deell fra Liiffv og Aand er røffvet,
Thi ach Ulychens Vold med mig har Styrcke prøffvet,
Og Jeg er sablet ned; Min Aand er slet udflytt,
Aff Sorrig er min Siæll forkrammet og forknytt,
Ah! Hustru! Hustru God! Hui skall vi saa adskilles?
Aff Verdens Sviig og List hui skall Vi saadan drilles?
Hui har Ulyckens Vold paa os saa lagd sin Haand,
Att den udslucker slet - vor Siæll, vor Liiffv, vor Aand?
Paa Bølgens Teppe blaae skall Jeg fra Dig henveltes,
Udi mit Hierte Blod min Siæll til Døden smeltes,
Dig, Dig, Min Skiønneste, Min Siælis Himmel-Pant,
Skall Jeg forliisse Dig, Mit Hiertis Diamant?
Mig tyckes, at Jeg seer Dig som en Turtell-due
Paa enlig Sørge-Quist at Jamres i vor Stue
Hos Hierte-Moders Haand, og hos Vor Spæde Barn
Vi Alle snæred' er' udi Ulyckens Garn.
Ah! Himle! Himle! Hui har J os saa nedtrycket?
Hui er vor Lyckes Rood saa slet aff bund' oprycket
Hui er vor Medgangs Sooll for os saa bleffven mørck?
Vor Huile-Boe og Huus staar som een eenlig Ørck!
Ney! JESUS Hand er Vert, og Hand er Huusets Herre,
Saa Sathans Stricke-Garn os ey skal slet besnærre,
353 Min Hustru, Moder, Barn Du, JESU, vogte vill
Jmod ald Modgangs Vold, og mod Ulyckens Spil
Lad Sathans Vold og Magt udkaste sine Piile,
Att Lycken icke vil for os nu lenger smiile:
Gud lade schall igien dog Bladet vende sig,
Det er min Siæles Haab! Det troer Jeg visselig.
Tag trøst af Himmelen, Min Abild, Himmel Pode!
Gud lad Ulycken Dig ey meere gaae till mode!
Gud øse Glæde Trøst udi Din Siæll og Aand!
Gud udaff Himmelen Dig recke Faders Haand!
Huer dag, huer øyeblick Jeg Dig Gud offvergiffver,
Min Siæls Memorial Du indtill Døden bliffver,
Dig, Moder, og Vor Barn Jeg oppaa Hiertet bær,
J Trey et huer minut mig udi minde er.
Tack, Hierte Hustru, Tack! for huer en Fryde-Time
Du med mig leffvet har, min Siæll derom vill riime
Nu till en Tack-Valet fra Hittlands Odd og Pynt
Du veyer meer' hos mig end Jndiens Guld og Mynt.
Mit Hierte saaret er! Min Siæll er slett forskrammet,
Nu att Ulyckens Kløer paa os saa hart har rammet,
Jeg seer [dit] Dyde-Speyll udi mit Hierte staae
Ditt Contrafait Jeg bær i Hiertets skiulte Vraae:
Seer Jeg till Himmelen, og Himlens liuse Stierner,
Huor hen de Lærdes Sind opstiige maae med Hierner,
Udi huer Soele-Glandtz Jeg fast Ditt Ansigt seer,
Og Dine Dyders Flock i Sorgen ad mig ler.
Vill Jeg i Haffvsens blaae og Bølge-Glar mig speyle
Du kommer mig alt for huer time Jeg monn' seyle,
Men i mitt Hierte-Suck Jeg har Dig sidst og først,
Thi ah! Din kierlighed opvecker Siæle-Tørst.
Nu veed Jeg først Din Dyd, huor hoylig Du est værdig,
For Dig at gaae i Død Jeg villig er og færdig,
Graad, Knæ-Fald, Suck, og Bøn for Kongen øeste Du,
At Du kund frelse mig fra Modgangs Trodtz og Tru',
354 Nu Gud os friste vill ved Skilssmiss haarde Prøffve,
Og sine Ægte-Børn Hand meere vill bedrøffve,
En Moder Sønneløs, En Daatter Faderløs,
Du mister Hosbond Din, Saa er Ulycken bøs.
Hui handler J saa hart, J meer' end mæchtig' Himle,
Ulyckens Svogel-Strømm' paa os J lader vrimle,
Drag dog Ulyckens Sky fra Vores Moodgangs Sooll
Og lad os niude Gunst hos Herrens Naade-Stooll.
Tack, Hierte Moder, Tack for Din saa yndig Daatter,
Langt offver Verdens Guld Min Siæll nu Hende skatter,
Jeg vedste det ey før; Jeg icke det forstood,
Jeg icke skiønte paa min Abilds Dyde-Rood.
Ah! Samle os igien, Vi som nu er' adspridde,
Du, meer' end Naadig Gud! vor Lycke er aff Ledde,
Vær Enckers Fader, Vær Forsvar for Faderløs,
Vær Du [imod] os bliid, naar Verden er os bøs.
Far, Søde Hustru, vell, Far vell, Min Hierte Moder,
Du, som er Dyden Sielffv, og driffver Dydens Noder,
Ah! Græmmes, Græmmes ey till Graffvens mørcke Muld,
Gud Leffver dog endnu, Hand være schall os Huld.
Ah! Sørger ey for Brød! Ah! Sørger ey for klæder!
For sligt J kinderne med Taare-Strøm ey væder!
Gud Spiise-Mester er, Hans Haand et Magazin,
Hand legger Brød paa Bord, Hand skiencker Fryde-Viin,
Huad gielder, Kongen Dig Ditt Brød og Ophold skiencker?
Huad gielder Kongens Gunst paa Dig i Naade tencker?
Gack kun til Kongens Stooll; Fald ned for Kongens Food
Hand bøyer Naadens Spiir, Hand er Dig Mild og God
Gack, Hierte Hustru, gack til Kongens Naade-Throne,
Jndgiffv Din Supplicatz med ydmygst Sucke-Tone,
Beed Kongen giffve Dig Din Ægtemand igien,
Dermed Hand teckes Gud, og Hand er JESU Venn.
Huad Himmel [ieg] beseer, Huad Søe [ieg] giennembryder,
For Hustru Moder Barn, Min Siæll i Taare flyder!
355 Jeg Jer i Hiertet bær; Huer triin, som Jeg gaar frem,
Mit Hiertes ønske er: Gud vill os samle Hiem!