TIL DRONNINGEN

✂ Solmilde Lande Lius, Du begge Riigers Moder!
Omskiøndt min Lycke sang kun lyder [sørge-]Noder,
Og min Music bestaar i hierte sorgens Tact
Paa min Ruin Claveer giv dog nu lidet agt.
Tilsted mig at ieg maa mig kaste for din Throne,
Kast du een Straale ned af Naadens glimre-Crone,
Omskiøndt ieg er indlugt udj een haard Arrest,
Min Aand med 1000 Suck er dog din Throne nest.
Jgiennem lufften ieg din [Himmel-milde] Naade
Frit spørge kand, din gunst er ald min velfærds baade,
Castelletz vold og vagt kand ey forhindre mig,
Jeg naadens Tidender dog spurdte tidt fra dig.
Og denne Steds Arrest med laas og lukte Døre,
Skal ey indslutte mig ieg jo til trøst kand høre,
At Danner-Dronning er saa naadig mod een Præst,
Som ved ulyckens vold snart hafde faaêt sin rest.
Det er Guds krafftis aand, som dig til Naade skynder,
Ved aandsens hellig ild min velfærd du vel ynder,
Du staar som udj brand ved kiærlighedens ild
Med hierte trøst vi seer dit ansigt meer end mild.
Det er Guds krafftis aand, som dig til Naade egger,
At ey det Morder-Sverd mig slet i Muld nedlegger,
Jeg er nu sablet ned af Lyckens skade dolck,
Men derimod est du min velfærds Frelse-Tolck.
Din tunge Sucker-sød Demante hierter smelter,
Og du bedecker mig med gunst [bordyret] telter,
Jeg tæncker, var Du ey, ieg snart da var Caput
Jeg længe siden var ved lyckens piil nedskut.
Saa est du Soel og skiold min velfærds [liuse-]Stierne
At tale got for mig af hiertet og af hierne,
Min Lycke liv og brød staar alt udj din haand
Dend beeder ieg af dig i ydmygst muld og Sand.
319 Hver altar Tiener skal din roes til himlen føre
Fordj til Miskundhed du lod dit hierte røre
Din ære priises skal i Præsters Kirke Choor
Du hialp en Herrens Præst det er nu alles ord.
For alting beeder ieg giv frihed uden fængsel,
At ieg beholde maa min Hustrue uden længsel
Min frihed holder ieg langt dyrer end mit Liv,
Thi sucker nu min Siæl mig frihed naadigst giv.