↩
den forhadede og forhaanede
GRIB
formedelst beschyldet correspondentze med
STRUDSEN OC PAAFUGLEN
Efftersettes, beschyldes, antastes, fengsles oc
til døde dømmes,
Af effterfølgende Fugle-dommere,
Pelicanen, Rørdrummen, Rafnen, Tranen,
Storchen, Uhrhanen, Glinten, Musviten,
Allichen, Kragen, Skaden, Bogfinchen, Solsorten, Viben,
Vactelen, Dych-Anden, Aftenbachen, Strandmogen,
Falchen, Jisfuglen, Svalen, Høgen, Giøgen, oc
[dend] gamle Gaas.
Stilles paa platzen at afhugges af
Uglen
derfor væmodig begrædes af
Lerchen, Stillitzen, Swanen, Heyren, Stæren,
Agerhønerne, Droselen oc Turtelduen.
Dog trøstes, husvales, Jaa glædes
af
NACTERGALEN OC DUEN
Men faaer strax nogen naade igien af
den himmelsvingende oc Høy-milde
PARADIS-ØRN,
Alt saa protocolleret af fuglenes Notario
JRITSKEN,
Musicant J fugle Capellet,
Siunges under den melancholische melodie,
Jeg veed saa rig en Ridder,
En hertugs datter etc. 93
At høre fugle-sang,
Der var en Grib J hofven,
Som hafde ypperst rang,
Thi Ørnen ham ophøyet,
Hand snæret blef paa fugle-fang
Oc udi buur indføyet.
Var ey J fugle-floch,
Ham viisdom var J munden
Oc udi brystet noch,
De fugle hand ey acted,
De legte med ham schach og troch
Oc hannem efftertracted.
Den Grib sig arted vel,
Hand vilde viisdom vide,
den lærde hand med schiel,
Ald kloghed hand sig sanchet
Hand sad paa scholebench og fiel,
Oc blant discipler vanchet.
Blef schrefven ind hans nafn,
Jgiennem viisdoms porte
Hand vandred J den hafn,
Oc hafde neppe lige
Hand reyste strax fra føde-stafn,
Som alle veed at sige.
94
Hand holtes hvor hand kom,
Som liun-ild oc som torden,
Hans rycte det foer om,
En Phoenix hand daa heedte,
Hans lige-mand var ey til Rom,
Ald kloghed hand udleedte.
Oc taled alle sprog,
Hans priis hver land udsiunger,
Hvor Griben viis fremdrog,
De lærde ham ey glemmer
Men til [er] pen oc blech oc bog,
De ham i sindet giemmer.
Er contrafeyet af,
Oc schall hukommet være
Jblant de lærdes laf,
Men mest J Politia
var hand berømmelig oc braf,
Samt J Philologia.
var kommen hjem igien,
Til Ørnen lod hand stande
Oc blef hans beste ven,
Først vocted hand hans bøger,
Hand brugte snildelig sin pen,
Oc Ørnens gunst sig søger.
95
Blef Griben oc betroed,
de andre fugle dette
Skar dybt i hierte-roed,
At Ørnen Griben æret,
Had afvind tæred dieris blod,
At lychen var forkæret.
Sig væned for den Grif,
De hyled som en ugle
J dieris gandsche lif,
At Ørnen ham saa prydet,
de ynschte; Herre Gud du gif,
Hans blod det var udgydet.
Oc slet forgyldet ham,
At Ørnen mon ham pynte
Med lychens ære-kram,
Med guld oc dyr-bar smyche,
Usigelig var hans brasch og bram
Høyt stiget var hans lyche.
var Griben høyest act,
Blant andre fugle schiønne
Hand hafde [største] mact,
Hver fugl for hannem knælet
de hafde svig J hiertet lagt,
dermed de lenge dvælet.
96
var Griben fløyen op,
Guld, priis, J floch oc vrimmel
J tusind tal oc trop,
den gylden Grib sig samlet,
Men lychen dreyes som en top,
derfor har Griben famlet.
Til Griben fich et nag,
At hand kund faae ham temmed,
Spant hand oppaa en sag
At styrte ham J vaade
Oc giøre ham til lychens vrag
At miste Ørnens naade.
For Pelicanen strunch
Hand vilde iche stige
Udaf sin pract og prunch,
det Rafnen oc fortryder,
de begge gaf paa hannem funch,
Sin vrede de udgyder.
Til Ørnen, som hand sad,
En trech J hiertet luret,
de fugle kom J rad.
Paa Griben alle klaged,
de gaf ham an af nid oc had,
Sligt Ørnen dog mishaget.
97
Mod høyest Øfrighed,
Hans naade de forkaster,
Thi Ørnen blef ham vred,
de Herre-verch angifver,
der J sig Griben schyldig veed,
En fangen fugl hand bliiver.
Oc schyld mod Mayestet,
Crimen concussionis
Med Simonie er scheet,
dernest et peculatus
Thi blifver Griben flux henleet
ved dieris ratio Status.
Som svig besnæret er,
der til hialp ocsaa Viben,
At hand fich slig uferd,
Her sanches alle fugle
Hans haarde schebne var dem kier,
de udschiød piil oc kugle.
Oc alle effterschiød,
Paa helde-vognen, mest de
Som hafde niudet brød
ved Gribens hielp oc ynde
de efftertørsted dog hans død,
Som hitzig Jeger-mynde.
98
O verdens slibrig grund!
Lychsalighedens odde
Staaer ey [som] berg oc lund,
Men hadstelig nedfeldes,
Der Ørnens øye tog et blund,
Maae Griben ofverveldes.
Om Gribens hastig fald,
Voct dig du Grib fra vaade,
du est paa lychens hald,
vil du J dem dig speyle,
Som styrtet er af lychens pald,
Skal lychen dig ey feyle.
At lychen kiæres om,
Ulychen ofverhengte,
der Pelicanen kom,
daa mange fugle-nebbe
Beringet Griben runden om,
Som hadstig flod oc ebbe.
Hvad er hans faut oc feyl?
Ham fugle-neb har stanget,
Hand sidder under teyl,
Forinden muur oc volde,
Alt saa ophitzer lychen seyl.
Oc spiller sine bolde.
99
For riget hafver hafft,
det acted ey Strandmaagen,
Hun spyer dog ud sin safft,
der Griben arresteris,
Gunst, gotz oc guld hand hafver tabt,
det for ham seqvestreris.
Som hand af Ørnen fich,
det ynchet Svan oc Heyre,
Hun fant et hierte-Pich,
[Med] hendes unger fire,
de græd for lychens selsom schich,
See Gud af himmel-spire.
Som de ham raaber an,
dog holdes hand ugyldig.
Frem for den Pelican,
Som hannem effterstreber,
Saa er de loche-fugle van,
den Grib de gierne dreber.
ved klogen haand oc pen,
Alt effter Ørnens tyche,
Hans fiende viget hen,
Jerngraadig Struds det klager,
Samt oc Paafuglen Strudsens ven,
Hans hierne-safft de smager.
100
Med fienden conferentz,
de Ørnen mod ham ægger,
For slig correspondentz,
Forræderen, de siger
Udi afsagde doms sententz,
At hand sin Herre sviger.
For mangt et helligt buur,
Som Herren stifftet hafver
Her under himlens schuur,
Saa har oc andre taget
Om hvilche lychen dog sin muur
Oc sterchen leyer har slaget.
For mangen fattig klerch,
Gud schulle Ørnen hedre,
Oc signe ald hans verch,
Jeg frycter det vil verre
Her efftergaae: thi guldet sterch
vil stedse vorde Herre.
Med seyer, lyche, fred,
Hand monne Jesum ligne
Oc træder J Guds fied,
J Guds fryct, ret oc ære,
Gud plante ham i lychens bied,
Oc self hans væcter være.
101
Skal niude buur oc brød,
Om penge end mon schorte,
Har du ey guldet rød,
du schal dog faa en hytte
At siung udi indtil din død,
Tach Ørnen for det bytte.
dog bidder gierne best,
Tred chun paa lychens bane,
der stormer samme blest,
Det er J kiødet baaren,
Hos guld oc sølf at være giest,
Oc ey J kleder schaaren.
Ald samlet sølf oc guld,
daa Ørnen dem udviiser,
(Hand meen de er ham huld)
At hente op det bytte,
den reede var af penge fuld,
Som Ørnen kom til nytte.
Oppaa den elfte dag,
Trêen hand udi den pinche,
de fugle til behag,
de føer ham paa en schøyte,
det gaf hans hierte klem oc nag
At lychen saa schull' føyte.
102
Sad Griben J det buur,
Forinden muuret gierde
Omsat med vold oc muur,
Paa lychen hand daa grundet
Som hafde siunget sit B dur,
Oc mildheds ansict blundet.
For stifftet fugle ræt,
Ey blech ey pen ham lefnes,
For hand i buur var sæt,
Ald verden ham undviger,
de meen at Gud har ham forgiet,
For lychen ham saa sviger.
Fra ære, gotz oc lif,
For Uglen maae hand møde,
For sverdet blanch og stif,
Sit vaaben saae hand brydes,
Hand suchet: Herre Gud du gif,
Min Siæl J dig maae frydes.
Ham trøster af guds ord,
For døden du ey grue,
Forlad chun denne Jord,
din siæl til Himlen svinge,
Hvor Gud oc Jesus naadig boer,
Fryct daa ey dødens klinge.
103
Laae død ret som en steen,
det schar J hiert' oc marfve
Paa Turtelduen reen,
de Aggerhøner trende
Fant i sit hierte siæle-meen
Til døden de sig vende.
Sig ned paa kledet blød,
Til himlen mon hand suche
For slig forsmedlig død,
Hand krefvet Gud til vinde,
Mod de uvenners hadsche stød,
Guds vrede de mon finde.
Her sidder ned den helt,
Mens Ørnens naade-raaben
vil ham [ey] hafve felt,
Her raabis, naade, naade,
Oc under Ørnens naade telt
Fich hand sit lif til baade.
den død udfriet fugl
Opreyser; hver mon grue
At hand undgich den kugl,
Af dødens mørche schichet
Saa er den klaffer hornet-ugl
J egen snare strichet.
104
J som her staaer om kring,
Jêr kand oc lychen feyle
Omschiønt hun gaaer i spring,
Hun snarlig kand bortflytte
Lychsalighedsens ære-sving
Staaer ey paa marmor stytte.
ved ærens blæst oc bør,
daa lychen snart omtritzer
Sin hiul, [Saa nu, Som før],
J Ørnens fugle smuche
Er sat oppaa saa svagt et rør,
Som hadstig kand nedbuche.
For hellig kirche-kald,
Sligt vil Gud iche hafve,
det er ham til misfald,
Forfremmer geislig orden,
Saa staaer J fast paa lychens hald,
Jmod ulychens torden.
Af verdens falsche guld,
Som monne siden saare
Naar J meen, hun er huld,
Târ iche stiche penge
Som er chun en forvisnet muld,
Oc kand ey vare lenge.
105
den Grib husvale schal,
Ald naadens dug den vrimle
Foruden maal oc tal
Udi hans engstet hierte,
Hand lengis op i himlens sal,
Fra fengsels haarde smerte.
du hafve tusind tach,
dig schal slet intet snerre
Af falsche fugle pach,
dig himlene bevare,
Trotz fiendens vaaben, ord oc snach,
Trotz modgangs feyl oc snare.
Mod Griben nu half død,
Guds Engle dig bevare
Fra vaade, fald oc nød,
Jeg Iritsken saa sucher:
Gud Ørnen frie fra storm og stød,
Til himlen ham indlucher.
LYCHENS UBESTANDIGHEDS SPEYL
Ophengt paa fuglenes Herredage, daaden forhadede og forhaanede
GRIB
formedelst beschyldet correspondentze med
STRUDSEN OC PAAFUGLEN
Efftersettes, beschyldes, antastes, fengsles oc
til døde dømmes,
Af effterfølgende Fugle-dommere,
Pelicanen, Rørdrummen, Rafnen, Tranen,
Storchen, Uhrhanen, Glinten, Musviten,
Allichen, Kragen, Skaden, Bogfinchen, Solsorten, Viben,
Vactelen, Dych-Anden, Aftenbachen, Strandmogen,
Falchen, Jisfuglen, Svalen, Høgen, Giøgen, oc
[dend] gamle Gaas.
Stilles paa platzen at afhugges af
Uglen
derfor væmodig begrædes af
Lerchen, Stillitzen, Swanen, Heyren, Stæren,
Agerhønerne, Droselen oc Turtelduen.
Dog trøstes, husvales, Jaa glædes
af
NACTERGALEN OC DUEN
Men faaer strax nogen naade igien af
den himmelsvingende oc Høy-milde
PARADIS-ØRN,
Alt saa protocolleret af fuglenes Notario
JRITSKEN,
Musicant J fugle Capellet,
Siunges under den melancholische melodie,
Jeg veed saa rig en Ridder,
En hertugs datter etc. 93
1.
Jeg gich mig udi schofven,At høre fugle-sang,
Der var en Grib J hofven,
Som hafde ypperst rang,
Thi Ørnen ham ophøyet,
Hand snæret blef paa fugle-fang
Oc udi buur indføyet.
2.
Saa klog en fugl J lundenVar ey J fugle-floch,
Ham viisdom var J munden
Oc udi brystet noch,
De fugle hand ey acted,
De legte med ham schach og troch
Oc hannem efftertracted.
3.
Fra første ungdoms tideDen Grib sig arted vel,
Hand vilde viisdom vide,
den lærde hand med schiel,
Ald kloghed hand sig sanchet
Hand sad paa scholebench og fiel,
Oc blant discipler vanchet.
4.
Dernest blant fugle sorteBlef schrefven ind hans nafn,
Jgiennem viisdoms porte
Hand vandred J den hafn,
Oc hafde neppe lige
Hand reyste strax fra føde-stafn,
Som alle veed at sige.
94
5.
Mirachel udi nordenHand holtes hvor hand kom,
Som liun-ild oc som torden,
Hans rycte det foer om,
En Phoenix hand daa heedte,
Hans lige-mand var ey til Rom,
Ald kloghed hand udleedte.
6.
Hand vidste alle tunger,Oc taled alle sprog,
Hans priis hver land udsiunger,
Hvor Griben viis fremdrog,
De lærde ham ey glemmer
Men til [er] pen oc blech oc bog,
De ham i sindet giemmer.
7.
Hans klogheds priis oc æreEr contrafeyet af,
Oc schall hukommet være
Jblant de lærdes laf,
Men mest J Politia
var hand berømmelig oc braf,
Samt J Philologia.
8.
Der hand til føde-landevar kommen hjem igien,
Til Ørnen lod hand stande
Oc blef hans beste ven,
Først vocted hand hans bøger,
Hand brugte snildelig sin pen,
Oc Ørnens gunst sig søger.
95
9.
Dernest hans CabinetteBlef Griben oc betroed,
de andre fugle dette
Skar dybt i hierte-roed,
At Ørnen Griben æret,
Had afvind tæred dieris blod,
At lychen var forkæret.
10.
De spraglet lychens fugleSig væned for den Grif,
De hyled som en ugle
J dieris gandsche lif,
At Ørnen ham saa prydet,
de ynschte; Herre Gud du gif,
Hans blod det var udgydet.
11.
Ney lychen hannem yndteOc slet forgyldet ham,
At Ørnen mon ham pynte
Med lychens ære-kram,
Med guld oc dyr-bar smyche,
Usigelig var hans brasch og bram
Høyt stiget var hans lyche.
12.
J Ørnens lunde grønnevar Griben høyest act,
Blant andre fugle schiønne
Hand hafde [største] mact,
Hver fugl for hannem knælet
de hafde svig J hiertet lagt,
dermed de lenge dvælet.
96
13.
Til ærens høye himmelvar Griben fløyen op,
Guld, priis, J floch oc vrimmel
J tusind tal oc trop,
den gylden Grib sig samlet,
Men lychen dreyes som en top,
derfor har Griben famlet.
14.
Først Pelicanen fremmedTil Griben fich et nag,
At hand kund faae ham temmed,
Spant hand oppaa en sag
At styrte ham J vaade
Oc giøre ham til lychens vrag
At miste Ørnens naade.
15.
Thi Griben vild ey vigeFor Pelicanen strunch
Hand vilde iche stige
Udaf sin pract og prunch,
det Rafnen oc fortryder,
de begge gaf paa hannem funch,
Sin vrede de udgyder.
16.
De sprang oc udi buretTil Ørnen, som hand sad,
En trech J hiertet luret,
de fugle kom J rad.
Paa Griben alle klaged,
de gaf ham an af nid oc had,
Sligt Ørnen dog mishaget.
97
17.
De gaf ham an for lasterMod høyest Øfrighed,
Hans naade de forkaster,
Thi Ørnen blef ham vred,
de Herre-verch angifver,
der J sig Griben schyldig veed,
En fangen fugl hand bliiver.
18.
Crimen perduellionisOc schyld mod Mayestet,
Crimen concussionis
Med Simonie er scheet,
dernest et peculatus
Thi blifver Griben flux henleet
ved dieris ratio Status.
19.
Hielp Herre Gud nu Griben,Som svig besnæret er,
der til hialp ocsaa Viben,
At hand fich slig uferd,
Her sanches alle fugle
Hans haarde schebne var dem kier,
de udschiød piil oc kugle.
20.
De raabte strax kaarsfeste,Oc alle effterschiød,
Paa helde-vognen, mest de
Som hafde niudet brød
ved Gribens hielp oc ynde
de efftertørsted dog hans død,
Som hitzig Jeger-mynde.
98
21.
O lychens snuble-klodde,O verdens slibrig grund!
Lychsalighedens odde
Staaer ey [som] berg oc lund,
Men hadstelig nedfeldes,
Der Ørnens øye tog et blund,
Maae Griben ofverveldes.
22.
Lindormen fordum spaadeOm Gribens hastig fald,
Voct dig du Grib fra vaade,
du est paa lychens hald,
vil du J dem dig speyle,
Som styrtet er af lychens pald,
Skal lychen dig ey feyle.
23.
Den stachels Grib ey tencte,At lychen kiæres om,
Ulychen ofverhengte,
der Pelicanen kom,
daa mange fugle-nebbe
Beringet Griben runden om,
Som hadstig flod oc ebbe.
24.
Hvad har den Grib beganget?Hvad er hans faut oc feyl?
Ham fugle-neb har stanget,
Hand sidder under teyl,
Forinden muur oc volde,
Alt saa ophitzer lychen seyl.
Oc spiller sine bolde.
99
25.
Hvor mangen nat hand vaagenFor riget hafver hafft,
det acted ey Strandmaagen,
Hun spyer dog ud sin safft,
der Griben arresteris,
Gunst, gotz oc guld hand hafver tabt,
det for ham seqvestreris.
26.
Hand mister de guldfeyreSom hand af Ørnen fich,
det ynchet Svan oc Heyre,
Hun fant et hierte-Pich,
[Med] hendes unger fire,
de græd for lychens selsom schich,
See Gud af himmel-spire.
27.
Den Grib er ey saa schyldig,Som de ham raaber an,
dog holdes hand ugyldig.
Frem for den Pelican,
Som hannem effterstreber,
Saa er de loche-fugle van,
den Grib de gierne dreber.
28.
Hand hafver schaffet lycheved klogen haand oc pen,
Alt effter Ørnens tyche,
Hans fiende viget hen,
Jerngraadig Struds det klager,
Samt oc Paafuglen Strudsens ven,
Hans hierne-safft de smager.
100
29.
Det vranglig de udleggerMed fienden conferentz,
de Ørnen mod ham ægger,
For slig correspondentz,
Forræderen, de siger
Udi afsagde doms sententz,
At hand sin Herre sviger.
30.
De siger, hand tog gafverFor mangt et helligt buur,
Som Herren stifftet hafver
Her under himlens schuur,
Saa har oc andre taget
Om hvilche lychen dog sin muur
Oc sterchen leyer har slaget.
31.
Kund det nu vorde bedreFor mangen fattig klerch,
Gud schulle Ørnen hedre,
Oc signe ald hans verch,
Jeg frycter det vil verre
Her efftergaae: thi guldet sterch
vil stedse vorde Herre.
32.
Gud Ørnen høyt velsigneMed seyer, lyche, fred,
Hand monne Jesum ligne
Oc træder J Guds fied,
J Guds fryct, ret oc ære,
Gud plante ham i lychens bied,
Oc self hans væcter være.
101
33.
Hand vil at fugle sorte,Skal niude buur oc brød,
Om penge end mon schorte,
Har du ey guldet rød,
du schal dog faa en hytte
At siung udi indtil din død,
Tach Ørnen for det bytte.
34.
Jeg frycter gammel vanedog bidder gierne best,
Tred chun paa lychens bane,
der stormer samme blest,
Det er J kiødet baaren,
Hos guld oc sølf at være giest,
Oc ey J kleder schaaren.
35.
Den fattig Grib forliserAld samlet sølf oc guld,
daa Ørnen dem udviiser,
(Hand meen de er ham huld)
At hente op det bytte,
den reede var af penge fuld,
Som Ørnen kom til nytte.
36.
Daa Thor hand mild mon blincheOppaa den elfte dag,
Trêen hand udi den pinche,
de fugle til behag,
de føer ham paa en schøyte,
det gaf hans hierte klem oc nag
At lychen saa schull' føyte.
102
37.
Til maaneden den fierdeSad Griben J det buur,
Forinden muuret gierde
Omsat med vold oc muur,
Paa lychen hand daa grundet
Som hafde siunget sit B dur,
Oc mildheds ansict blundet.
38.
Dernest mon Griben stefnes,For stifftet fugle ræt,
Ey blech ey pen ham lefnes,
For hand i buur var sæt,
Ald verden ham undviger,
de meen at Gud har ham forgiet,
For lychen ham saa sviger.
39.
Saa dømmes hand til dødeFra ære, gotz oc lif,
For Uglen maae hand møde,
For sverdet blanch og stif,
Sit vaaben saae hand brydes,
Hand suchet: Herre Gud du gif,
Min Siæl J dig maae frydes.
40.
En Nactergal, en DueHam trøster af guds ord,
For døden du ey grue,
Forlad chun denne Jord,
din siæl til Himlen svinge,
Hvor Gud oc Jesus naadig boer,
Fryct daa ey dødens klinge.
103
41.
J Ørnens huus den SparreLaae død ret som en steen,
det schar J hiert' oc marfve
Paa Turtelduen reen,
de Aggerhøner trende
Fant i sit hierte siæle-meen
Til døden de sig vende.
42.
Den ædle fugl mon bucheSig ned paa kledet blød,
Til himlen mon hand suche
For slig forsmedlig død,
Hand krefvet Gud til vinde,
Mod de uvenners hadsche stød,
Guds vrede de mon finde.
43.
See under himlen aabenHer sidder ned den helt,
Mens Ørnens naade-raaben
vil ham [ey] hafve felt,
Her raabis, naade, naade,
Oc under Ørnens naade telt
Fich hand sit lif til baade.
44.
En nactergal en Due,den død udfriet fugl
Opreyser; hver mon grue
At hand undgich den kugl,
Af dødens mørche schichet
Saa er den klaffer hornet-ugl
J egen snare strichet.
104
45.
Ach! vil i eder Speyle,J som her staaer om kring,
Jêr kand oc lychen feyle
Omschiønt hun gaaer i spring,
Hun snarlig kand bortflytte
Lychsalighedsens ære-sving
Staaer ey paa marmor stytte.
46.
Om lychen [Jer] ophitzerved ærens blæst oc bør,
daa lychen snart omtritzer
Sin hiul, [Saa nu, Som før],
J Ørnens fugle smuche
Er sat oppaa saa svagt et rør,
Som hadstig kand nedbuche.
47.
Târ iche guld oc gafveFor hellig kirche-kald,
Sligt vil Gud iche hafve,
det er ham til misfald,
Forfremmer geislig orden,
Saa staaer J fast paa lychens hald,
Jmod ulychens torden.
48.
Lâr eder ey bedaareAf verdens falsche guld,
Som monne siden saare
Naar J meen, hun er huld,
Târ iche stiche penge
Som er chun en forvisnet muld,
Oc kand ey vare lenge.
105
49.
J trøsterige himleden Grib husvale schal,
Ald naadens dug den vrimle
Foruden maal oc tal
Udi hans engstet hierte,
Hand lengis op i himlens sal,
Fra fengsels haarde smerte.
50.
Høymilde Ørn oc Herredu hafve tusind tach,
dig schal slet intet snerre
Af falsche fugle pach,
dig himlene bevare,
Trotz fiendens vaaben, ord oc snach,
Trotz modgangs feyl oc snare.
51.
Lad ey din Naade fareMod Griben nu half død,
Guds Engle dig bevare
Fra vaade, fald oc nød,
Jeg Iritsken saa sucher:
Gud Ørnen frie fra storm og stød,
Til himlen ham indlucher.