STORMÆCTIGSTE HØYSTBAARNE
MONARCH ALLER NAADIGSTE
ARVE-KONGE!

✂ Min Aand er hartad død, och blabrer paa min tunge
Saa ieg ej kand saa nætt saasom ieg vilde siunge,
Min schriffver-geist dend har och fengsle-slutted sig
Med mindre Kongen vill indgiffve liff j mig.
Durchleuchtigste Monarch fortørnis dog nu iche,
At ieg begier' pardon mit j ulychens striche
Nu at ieg trued er med Morder-dolk och Sværd
Saa ieg snart tenche maa paa liffvetz flytte-færd.
Jeg er huudflenget saa ved tvende scharpe domme,
Vilt du ej reise mig, Kong Christian dend fromme,
Da er ieg usle orm saa kringle-bøyet ind
Mig lychen drifver om, som een forjaget hind.
Dend Geistlig Bispe-ræt fratog mig kald och klæder
Dend Verslig Raadstu-dom afftræcher liff och hæder:
Men tøff; ieg veed nu Raad at steune retten op
For Kongens Naade-spiir ved mildheds fulde trop.
Du est een Elephant, ieg er ichun en flue
O undertræd mig Ej, lad mig for sværd Ej grue,
Jeg er een ringe myg, du est een Løve Helt
En myg dog søger Læ hen under Kongens telt.
Med Ørnen du dig op paa ære-vinger svæver
Til himlens Runde blaa; ieg usle Orm dog stræver
At kraule nær omkring min Kongis Naade stoel,
Opvarm een halffdød siæll med Naadens fryde-soel.
Jeg er Ej god poet, men fuscher lit paa verchet
For mine fusche-riim aff modgang er ieg merchet,
Mig retten dræbe vil, j graffven styrte ned,
Med døden truiss ieg; men raad ieg der for veed;
317 Thj Naadig Konge, thj! det kand du iche bringe
Paa Naadigst hiert' och bryst, at ieg for morder-klinge
Ved min dend schialdre-pen schuld' bøye mine knæ,
Jeg under Kongens spiir mig søger ly och læ.
Thj steuner ieg min Rætt och begge mine domme
Til kongens Naade stoel for Christian dend fromme
O schiench mig Naadenss safft for mit død-krammet bryst
Nu ieg aff Zuch och sorg er klemmet och for kryst.
Lad ej din vrede seeiss mod mig een Orm och Slange
Lad dødenss busse-Mand mig iche giøre bange:
Ach! Kæer dig iche om poëters padde-snach
Giff ære, Naed' och liff, du tien dig aff Gud tach:
Min Aand, min haand, och mund af Gud forbandet bliffve
Dend dag ieg tenche vill et uqvemss ord at schrive
Om Kongen och hans Mænd, om kongenss arve-rætt
Slig utilbørlig schrifft min siæl har nu forgiætt.
Jeg bedrer mig j støff, j poenitentzis asche
Jeg mine plætter vill med bitter taare vasche
Saa tigger ieg din gunst, saa betler ieg min fred
Din Naade prisis schall j slechterss tusind leed.