Conclusio.
Seyerverket settes till Huile.

✂ Nu slog min Klocke XII og minder mig till Huile,
Legg dig, Min Digtepenn, du maatt ey lenger stiile,
Forvar mitt Skriffver-Tøy, sett bort min Riime-Benck,
Tack have, Du min Gud, for Aandens villig Skienck!
Jeg glemmer ey Abrek for Eder, Jordens Guder,
Jeg bøyer mine Knæ' med Ære, som Gud biuder,
Fortørnes ey herpaa mitt ydmyg [time]-Skrift,
Som Jeg befattet har [om] Verdens daad og drifft.
Huad Jeg her skialdret har, kand Jeg for Gud forsvare,
Og for Hans Domstoell staae derved foruden fare,
Guds Majesteter Jeg bespotted haver ey,
Thi dett er Dieffvlens Verck, og Sathans alfar vey.
Jeg nogen Salved Mand her icke har paaskieldet,
Men min Poete-Aand ydmygelig har feldet
Sin ringe meening om de bløde Klæders Flock,
Som fast i huer et Hoff er overflødig nock.
181 Jeg mangen Skialder seer med Hycklepenn Florere,
Med Verse-Kram og Knas de høytt tør adspirere,
Mens huor till tiener slig Tellerken Slickerie?
Det er kun Spindelveffv og opblæst phantaisie!
Thi Rætt og Sandhed de nedtreder under fødder,
Med Laster tier de, som dem for øyne møder
Og smigrer hyckleviis, som Achabs Præste-[Sect],
Slig [Snylte]-Riimer' er' aff samme Ædt og Slegt.
En Hoffmand kand med nød en fange bag ud slippe,
De Jo med Wirach-Vers at ryge strax monn' strippe,
De yder Skatte-vers, og Riim-Consumption,
Og venter Floyl's Bonnet till en Discretion.
Men Jeg giør mine Suck, og skiencker Bønners skaale,
Saa lenge som mit Sind og svage Siæll kand tale,
Hielp Gud huer Konge bliid, bevar huer Potentat,
Som dine Sønner, og som Himlens dyre Skatt.
Stadt Cherubim, stadt Vagt med Sverdets blincke-Lue,
Følg Kongen stedsse med, lad ey ulycken true,
Du, Himmel Hofved-Vagt, gack rundt om Kongens Slot,
Gud mætte Kongens Siæll med Himlens ævig gott!
Guds Fyrste, JESU, skiull Vor Konge med din Fahne,
Sett Kongens Veye-Skaall oppaa Ditt Ordes Bahne,
Lad Kongens Seyerverck till 100 Aar opnaae,
Og lad Ham endelig en Æres Krone faae.