Worm, Jacob TVENDE ÆCTE PERSONERS BEDRØFVELIGE ATSCHILLELSE VED MANDENS BORTGANG OC LANGVARIGE REYSE,

TVENDE ÆCTE PERSONERS BEDRØFVELIGE ATSCHILLELSE VED MANDENS BORTGANG OC LANGVARIGE REYSE,

under [dend] melodie
Ach Fairfax schamme dig.

1. Manden.

For graad oc gremmelse kand Jeg ey tale meer,
For væ oc vemmelse mit øye iche seer,
Af hierte-klemmelse min krafft er tør som leer.

2. Hustruen.

Ach hierte, ach hierte bedrøfves ey saa,
Den schaale, som schienches, vi driche Joe maa,
Vær trøstig J Herren, alting schal vel gaae.

3. Manden.

Min siæl er tung som steen, oc Jeg er nesten død,
Jeg føler hierte-meen af modgangs haarde stød,
Ach Jesu vær ey seen, hielp mig af dødsens nød.

4. Hustruen.

Hvad saarer dit hierte, hvad klemmer din siæl?
Jeg veed vel, at Satan har knuset vor hæl,
Oc lychen sit ansict nu schiuler oc fiæl.

5. Manden.

O gid den sorte Jord vild schiule nu min krop,
Kom død oc giør et mord paa mig fra taa til top,
Thi see ulychen gaar paa os i fulde trop.

6. Hustruen.

Wær trøstig, vær trøstig, Gud lefver endnu,
Haf Herren i sinde, i tancher oc hu,
Oc kiær dig slet intet om ulychens tru.

345

7. Manden.

Jeg seer den visse død i hafsens hule vom,
Men troer i Jesu schiød at finde siæle-rom,
Om lychen giør mig stød, saa er dog Jesus from.

8. Hustruen.

Hvad søe oc hvad bølge schal knuse den mand,
Som Herren vil følge til land oc til vand?
Gud schal sig ey dølge, fryct dig ey et grand.

9. Manden.

Ach hustru, hustru god! min siæles største part;
O du dydædle blod! alting er nu uklart,
Ulychens Bitter rod voxer i fulde fart.

10. Hustruen.

Ey bølger, ey vande schal schille os ad,
Gud giøre os begge i ulychen glad,
Vi finder i himlen den urørlig stad.

11. Manden.

Skal Jeg mit fødeland forlade oc mit boe,
Mig druchner Belials vand, Jeg qveles af uroe,
Mig brender sorgens brand om nat oc morgen froe.

12. Hustruen.

Mit hierte, mit hierte det smeltes til død,
Min siæl den opbrænder af ulychens glød,
Husval os o Jesu vor brudgom saa sød.

13. Manden.

Gud samler oc igien [det vere schal vor trøst],
Min siæles beste ven Gud være [vil din Lyst],
Om Jeg end schiønt reys hen, guds aand boer i [dit] brøst.

346

14. Hustruen.

O hvem schal mig føde, min moder oc barn?
Til døde vi fanges i ulychens garn,
Vor møye [og møde os] styrter i far'n.

15. Manden.

See Gud hand er saa rig, som udaf ævighed,
Sin haand hand recher dig, i guds fryct blif chun ved,
Gud hielper visselig, naar lychen er af leed.

16. Hustruen.

Mit hierte det smeltes af lengsel til dig,
J sorgen Jeg veltes, oc døden er lig,
Af modgang Jeg æltes saa ulychelig.

17. Manden.

Min sorg ey mindre er for dig mit hierte sød,
Jeg modgangs byrde bær indtil den bittre død,
Jeg er min Gud dog kier, Jeg hviler i hans schiød.

18. Hustruen.

Jeg er dog en enche, oc du enche-mand,
Hvad schal Jeg dog tenche, naar du est af land?
Hvor vil det mig krenche, naar du est paa vand.

19. Manden.

Gud er min styremand, oc hand er min pilot,
Min siæl i himmel-land, er Jesu undersaat,
Mit hierte staaer i brand Jeg ynscher dig alt got.

20. Hustruen.

Min seng oc mit leye Jeg væder med graad,
Jeg maa dig ey eye, thi veed Jeg ey raad,
Min sorg maa høyt veye ved ulychens braad.

347

21. Manden.

O Gud forlade dem, som aarsag var her til,
Min siæl den er i klem ved lychens falsche Spil,
Jeg reys fra huus oc hiem, alt som min gud hand vil.

22. Hustruen.

O Gud dem betale, som styrt' os i fald,
vi Gud dem befale, som schilt' os ved kald,
[Os] Jesu husvale, vor lych er i smald.

23. Manden.

Den Gud som gaf os brød, hand gifve kand igien,
Hand frelser os af nød, hand er vor bedste ven,
Fryct ey ulychens stød, om Jeg end reyser hen.

24. Hustruen.

Min Gud dig bevare min kieriste from,
Gud fri dig fra fare, du vel igien kom,
Gud drag dig af [snare], oc Gifve dig rom.

25. Manden.

Hels hierte moder min, oc hels vor datter smuch,
Hels kiere Broder din, Gud sorgens brand udsluch,
Hels venne-floch saa fiin, det er min bøn oc such.

26. Hustruen.

Om vi ey meer samles paa Jorderigs bold,
J himlen vi mødes med fryd mangefold,
Der schal ey ulychen paa os giøre vold.

27. Manden.

Vi schal med glæde stor daa mødes hos vor Gud,
Gud trøst os med dit ord, oc holt os ved dit bud,
Sæt os i engle-chor fra modgangs scham oc schud.

348

28. Hustruen.

Om vi maa adschilles med legemer her,
Af verden vi drilles, men frydes dog der,
For Gud schal vi stilles oc vere ham kier.

29. Manden.

Far hustru, datter oc far beste moder vel,
Ulychen mig bort-Jog paa bølgens flyde-fiel,
Høy-tvungen Jeg bortdrog ved modgangs størst' uschiel.

30. Hustruen.

Jeg følger mit hierte af fædrene-land,
Med such oc med smerte min siæl ofver strand,
Sig lychen forkeerte, Jeg døer for min mand.