✂

ALLERUNDERDANIGST DEPRECATION
OG AFFBITT

for
Den Stormæctigste høystbaarne
Monarch,
Christian Den femte
Min allernaadigste arve Konge.

✂ Drag nu gardinen fra dit ansict-Sool, og øje,
Og lad din hielpis haand dit Naade-spiir Nedbøje,
Høystmilde Lande-Sool, Lad schy og Mørchheds taag
Ej luche til for mig din Naadis øjne-Laag.
Jeg veed dit hierte er en baandløs velde-kilde
Aff naadens aqua-vit: gid kongen schienche vilde
Mig kun en lilde taar Udaf sin Mildheds brynd,
Nu at Jeg sidder fast i Sorgens hænge-dynd.
Jeg veed din tunge er et glædis klinge-Cither,
Op til din naadis Pol jeg derfor ydmygst titter,
Jeg veed din vrede er ret som et dødsens bud,
Din yndist der imod en Naade-dug fra gud.
Jeg derfor Ned i støff mig og i asche velter,
Breed over mig en flig udaf din Naadis telter,
Jeg bedrer mig i Muld for dine føders Stool,
O Lad nu dagis op for mig din glædis Sool.
Ah! min Satyrisch pen i Simei blæk vaar dypped,
Poëtische Licents har u-quems ord Neddrypped
Det iche dog er scheet Udaf en oprørsch aand,
Jeg aldrig greb til pen Med en opsetzig haand.
Men Boan-erges vaar en Tordens Søn, og dicter
Guds ære, kongens gaun Jeg stedse dog forficter,
Men Uden dydens vej Min haand og pen de schreed,
O hierte konge vær derfor ej længer vreed.
300 Der kommer Sool og Lius Jo effter Mørchheds funcher,
Omschiønt at lychens glands for mig nu lidet bluncher
Saa, Naadigst konge, See Ned af din Naadis sted,
At schienche Mig din gunst bliff, milde konge, ved.
Der Med du ligner gud, at lade vreden falde,
Naar at en angest-Siæl om Naade mon paakalde,
Om Naade Naade jeg min fader raaber paa,
Lad en forloren Søn din hielp og Naade faa.
Udaf din Naadis dyb mit suche bryst husvale
Jeg kongens Naade vil aldeelis mig befale,
Lad dig bevægis af de mine tusind such,
Din hielpe-Mæctig haand Nu til din tiener buk.
Lad dig bevægis af min Hustruis heede taare
Som fast af suk og sorg er lagt paa lige baare,
Mormoder Min og snart til graven segner Ned
Før kongen schiencher mig sin Naade-gunst og fred.
Fredsførste, Christian, giff mig min fred og frelse,
Saa schal dig himlene Med evig Naade helse,
Lad mig, din ydmygst knæct befries fra arrest,
Og tag din vredis haand fra en bedrøvet præst;
Lad, Landefader, Lad mig og Mit brød beholde,
At hungers Nød ej schal Mig, Mine, døden volde,
For alting tegne mig paa din memorial,
Blant dem, som Nyde schal din Naadis Capital
Ti hierte raaber jeg om Naade, Naade, Naade
Drag mig af sorgens dyb, og Udaf Modgangs Vaade,
Blant alle konger du for Naade prisis Mest,
Bønhør da mine Suk, hielp en bedrøvet præst,
J konge-purpur Mig til Naade Nu hukomme,
Ti derfor heder du: Kong Christian den Fromme,
J altar-purpur schal guds Tienner' Signe dig,
De glædis, Naar de hør, du Naadig vaarst mod mig.
Jeg stedse schrive schal til kongens evig ære,
Jeg stedse bede schal, det som kand gaunligt være,
301 For kongens huus og hoff ald roos, ald priis-respect,
Til Kongen maale gud ald Lyche Uden Væct.

D. 9. Jan: 1681.
Min aller Naadj. arve-Kongis
høysuchende Tienner
og Tro Underdan

Jacob Worm.

✂

TIL PRINTZ FRIDERICH

✂ Gack Kongens Hierte Søn, til Din og Landsens Fader
Beed kongens hierte-gunst, at den mig nu tillader,
At Reisse hiem igien til Hustru Huus og kald,
Saa schal Guds megtig Arm bevare dig fra fald,
Lad dette bønne bref for Kongens milde øye,
Huad gielder Kongens haand [sit] Naade Spiir [vil bøye],
At Kongen sige tør: Reis hiem igien du Worm
Bed got for Kongens Huus imod ald modgangs Storm,
Din Titul vorde skal Kong Friderich Dend Fierde
Mit ønske vorde skal, Gud Lucke Self Sit Gierde,
Omkring Printz Friderich, og sette Hoved vagt
Guds øye wochte dig og give paa dig Acht.

✂

TIL GYLDENLØVE

✂ Velkommen Gyldenløw, vort Riges Priis og Ære,
Saa nødig kand vi dig som Himlens Soel ombære
Hver Dag var fuld af Suck, hver Time fuld af Sorg
Saa lenge som du varst fra os i Oldenborg.
Velkommen Gyldenløw Naturens Mester-Stycke
Du Landets Lov og Løst, du hver Mands Liv og Lycke,
Du Kongens Huldtro Mand, du Dyders Perspectiv
Som kand en halv Død Siæl indgive Aand og Liv.
Velkommen Gyldenløw Guds Kirckes Ære-Støtte
Gid Lycken fra dit Hoff ey nogen tid maa fløtte,
Nu var ieg hart ad død, men der ieg hørte dig
Min Aand fick Liv igien og kom igien til mig.
Fra Wiborg har ieg dig toe Riime-Suck tilsendet
Jeg troer du har til mig din Gunst saa Naadig vendet,
Mit Logement nu er her udj Fridrichshavn,
Gud lad ey lenge mig her holde Sted og Stavn!
Min Naadigst Konge har mig i Castellet skicket
Og Modgangs Snerre-Garn mig saasom har omstricket
Om Kongens Naade ieg dog ingenlunde tvil,
Lad Lycken kun see suurt, hun gîr igien sit smiil.
O! Gud skee Lov og Tack! at Gyldenløw er kommen
Her bliver anden Lyd af Piben og af Trommen,
Thj Gyldenløw hand er min Velfærts Støde-Stav
At ieg ey legges skal i Sorgens Smerte-Grav.
O! Gud skee Lov og Tack om Gyldenløw ieg hører
Hand mig til Fred og Fryd udaf Castellet fører,
Gack Hierte Gyldenløw til Kongens Huus og Gaard
En Naadig audiens, ieg veed, du sicker faar.
Og vil du spørge ad: Hvad har du Orm dog syndet?
At Lycken har dig ey saasom hun burde yndet,
304 Hvad er din Fejl og Faut? Hvad er din Far' og Fald?
At du nedstyrtet er af Løckens Ære-Hald?
Høybaarne Gyldenløw ieg meer ey har pecceret,
Endog at Løcken har mig saasom exploderit,
End Schuppius hand har med sit Regenter-Speil
Forseet sig, saa er og mit Fald, min Faut og Feil.
Lad det passere nu, ieg kiender ieg er skyldig
Mit [Riime-straffe-skrift] er ey for døden gyldig,
For Kongen derfor ieg har ydmygst giort afbit
For Førsterne ieg og vil deprecere tit.
Hielp, hielp nu Gyldenløw min Velfærts Soel og Stierne
Giv Raad, giv gode Raad af Himmel-kloge Hierne
Ved hvilcke at ieg kand befries fra Arrest
Det er din Ævig Priis du hjalp en Herrens Præst.
En fire Ugers Tid min Lyckes Soel har lidet
Formørckels', og med Sorg ieg kummerlig har stridet
Saa lenge har ieg her nu været i Arrest
Søg nu din Priis og Roes og hielp en Herrens Præst.
Gack Hierte Gyldenløw til Kongens Naade-Sæde
Der ved min Traurighed kand vendes om til glæde,
Tal, tal hos Kongens Bord du Løve for en Orm
Sig: Gack udaf Arrest, min knægt, du Jacob Worm.
Gack Hierte Gyldenløw til Kongens Naade-Throne
Skaf mig forlov at gaae til Kald, til Huus og Kone
Jeg troer min Hustrue er af Sorgen lagt i Muld
Jeg veed mit fattig Huus af Klage-Graad er fuld.
See! mine Kirche-Faar af trengsel hart ad dødes,
De meen' at deres Præst af Modgang slet skal ødes
Men naar de hører at Hr Gyldenløw kom hiem
De troer du hielper mig af Sorgens Huus og Klem.
Jeg har til Hareboe fremskicket Sucke-Breve
Nu i Castellet ieg i Sorgens Lufft maa sveve,
305 Hand lover at hand dem til Kongen bære vil,
Men Gyldenløw hand kand stor Naade sette til.
Hielp søde Gyldenløw, hielp mig til Fred og Naade,
Hielp mig udaf Arrest, hielp mig af Modgangs Vaade,
Hielp mig til Huus og Kald, hos Kongens Naade-Stoel
Din Lycke blive skal som Himlens Fryde-Soel.
Jeg tencker ret at Gud dig har til os hiemskicket
Nu at ieg Modgangs Skaal til Bonde har maatt dricket,
Hielp mig till rette nu Høybaarne Gyldenløw,
Jeg ligger hos din Stoel i ydmygst Muld og Støv.

✂

GRAAD OG GLÆDE

dj. 9. Februarij Anno 1681
offererit min Allernaadigste Arvekonge
udj Dybest Underdanighed.

✂ Nu Kommer Jeg med Graad, nu Kommer jeg med Glæde,
Med Øynis Taare-Flood Jeg Kinderne maa væde,
Naar Salig [Fridrichs] Død Jeg i Calender seer
For Ellev' Aars Forløb, i mig er Liv ey meer.
Ei Aand, ej Liv, ej Siæl i Kroppen Jeg fornemmer,
Nej, Dødens Krafft og Knug, hver Ledemod forklemmer,
Naar ieg seer Friderich henlagt paa Lige-Baar,
Som Vi beængsted saae for fulde Ellev' Aar.
Men store Christian, o! Christian dend Fromme,
Naar samme Almanach nu pæger paa din Komme,
Og Vii erindrer Os Du selv toog Kronen paa
Selv samme Dag, Vi da ey lenger sørge maae.
Een Søn sin Fader værd, en Konge Himlen værdig,
Som til ald Guds Behag, er freidig frisk og færdig,
Priis vorde Himmelen, som dig bevogtet har
J disse Ellev' Aar ved Liusens Engle-Skar.
Guds Øyes Perspectiv har hafd Dig steds i Sigte,
Saa Sathans Guarnison Kund ikke mod dig figte,
Ei Pestilentzis Piil, ey Fiendens Morder-Sværd,
Har skadet Dig ved sin Antast og storme-Færd.
Dend Dag, dend Niende i Februarj Maaned,
Da salig Friderich ved Dvale-Drik blev daanet,
Gav vel Formørkelse udj vor Glædes-Sool,
Mens Glæden kom igien ved Christians Naade-Stool.
Det kommer Os saa for, som Vi paa Nye skal salve
Vor Konge Christian, og offre Lebers-Kalve,
Thi denne Dag hvert Aar Os Hellig være skal,
Gud lade Kongens Huuss i Glæde gaae i Val.
307 Tak tusind Ær' og Tak for lovligst Regimente,
J sambfuld Elve Aar, Din [Naades] daglig Rente
Af Mildheds Capital Vi stedss' opbaaret har,
Blant Konge-Dyders Flok Din Gunst er dyrebar.
Nu kommer ieg med Tak paa alle Stænders Vegne,
Vi ønske samtlig, at Guds Himle [ned vil] reigne
Guld-Taarer uden Tall paa Kongens Hoved-Top
Gid Himlen vogte Dig med Englers tusind Trop.
Troe-soeren Adels Mand Tak-Offer sit frembærer,
Troe-Skyldig Geistlig Mand med Suk og Bøn dig ærer,
Troe-flittig borger-Flok vil offre Liv og Blood,
Troe-villig Bonde-Trop sin Troskab aldrig lood.
Gud bedre mig ieg Kand ej som ieg vilde skrive,
Saa lenge som ieg skal udj Arrest forblive,
Min Aand forknytted er, min Pen er tung som Staal,
Før Kongen skienker mig sin Naadis runde Maal.
Nu er min Aand og Siæl lit af Castellet viget
Min Digter-Pen dend er som over Volden stiget
Dend sigter alt hen op til Kongens Huuss og Gaard,
Jeg Kongens Naade-Skatt af Hiertet eftertraar.
See Denne, Denne Dag er som en Sool blant alle,
Vort Osianna nu Gid Kongen maae befalde,
Min Aand sig sneget har frem for min Skilte-Vagt,
Paa Kongens Ansigt dog saa ydmygst giver agt.
Dit Regimentes Dag, Dend første blant de andre,
Gid dend i mange Aar maa lykkeligen vandre,
J Aarets Dage Gang med Frelse, Fryd og Fred,
Gid Kongens Arfve-Huuss maa ævig blive ved.
Gud lade Kongens Sværd ald Fiende-Magt udfeye,
Som Vandets Boble-Skum, som straa dend slet afmeye,
Gud holde Haand i Haand og fæste Kongens Sværd,
Gud selv slaa Leyr omkring Vor Kongis Huus og Hær.
308 Gud lade Kongens Spiir mod Himlen stedse pege,
Gid Lykkens Ære-Spidss maa aldrig aldrig hvege,
Bryd Gud hver Fiende-Spiir, som reiser sig imod,
Det være som et Rør, der rykkes op med Rood,
Gud lade Æblet med sit Gylden Kaars bestande,
Ret som paa Steen [og] Staal, at Kongens Ædle Lande
Maa blomstre frem og frem, og aldrig mangle Frugt,
At Danmarcks Ære-Navn maa gifve Nardus Lugt.
Gud Kongens Krone Selv med begge hænder holde,
Lad Kongens Lande staa saa fast som inden Volde,
Gid at Gudsfrygt og Rett med Naadens Diamant
Maa glimre blinke Klart af Kronens hver Een Kant.
Det ønsker Leeg og Lærd, Clerck, Adel, Borger, Bonde,
Gid Kongens U-ven maa som Skum og Skarn henraande
Hvad heller De med Haand, med Aand, med Pen og Mund,
Meen Kongen ikke vel, Gud træd dem ned i Grund.
Høistmilde Konge, hielp, hielp, hielp og hør os Arme,
Dit Bryst, Dit Naade-Bryst, sig over Os forbarme,
Jeg Kommen er til Dig nu paa saa god en Dag,
Lad da mit ydmygst Suk Dig vorde til Behag.
Kast mig ej fra Din Stool foruden Gunst og Naade,
Guds Himmel-Dug og Aand, lad Dig til Mildhed raade,
Vær ikke ævig vred, Fortørnis altiid ej,
Gak nu paa Naadens Stie, og træd paa Mildheds Vej.
Ach: hør paa mine Suk, og see paa mine Taare,
Kast naadig Øyne til min Hustru, uden fore
Hun staar ved Dit Gemak, hun Kysse vil din Food,
Thi hun forsikret er, Du vorder mild og good.
Hun tigge vil sin Mand af Kongens milde Hierte,
Nu hun i Aand og Siæl befinder Helved-Smerte,
Hun tigge vil vort Liv med Ære, Goods og Brød,
At Kongen frelsse vil os samtlig fra ald Nøød.
309 Ak Naadig Konge lad mig af Arrest udgange,
Mit Hierte slet er Klemt, min Siæl i mig er bange,
Thi Kongens [Vredes-]Baal fortærer Marf og Been,
Din U-gunst giør udj min Siæl dybt Skaar og Meen.
Sluk, sluk din Vredes Brand med Naadens Velde-Kilde,
Din Vredis gnistre-Glød gid Du nu Dempe vilde,
Med Naadsens Leske-Flood og Lifsens Aqvavit,
Min Hustrue, Børn og Jeg det ønsker af Dig tit.
Luk ej dit Øre til, hør vore Suk og Bønner,
Thi du paa alles Tarf og Trang jo Naadig skiønner.
Luk ej dit Øye til for voris Hierte-Graad,
Luk ej dit Hierte til, Os slet ej undertraad,
Os slet ej undertraad med Dine Løve-Fødder,
Jeg veed i Bund og Grund Du aldrig aldrig øder,
For dig ieg været har som Een forloren Søn,
Du dog paa mine Suk og ydmyghed Kand skiøn'.
Træd i Guds Foodspor nu med Naadens Flood at skienke,
Gud til sit Hierte Dig med Ærens-Kiæde lenke,
Jeg poeniterer nu min Synd i Støv og Muld,
Mit Hierte-Raab og Suk du skatter meer end Guld.
Lad Kongens Naade nu som Lifsens Træ fremspiire,
Lad det i Blomster staae og bære Frugter fleere,
Giv Lykke, Liv og Brød, giv mig [min] Aarons-Dragt
At ieg maa tiene Gud og Kongen af al Magt.
Min Hustroe, Børn og mig for dit Gemak ieg Kaster,
Som Agar med sin Søn, for Thronen din vi haster,
Hos Dine Fødders Stool Vi samtlig ligge need,
Vi ber om Naad' og Gunst, om Frelse, Brød og freed.
Dend Naade Himlene med Naade skal betale,
O Naadig Konge da med Naade Os hussvale,
Paa Denne Konge-Dag lad mig gaae af Arrest,
Giv mig din Naad' igien, giør mig igien til Præst.
310 Om strenge Ret og Dom mig end Kand undertræde,
Saa Kand dog Kongens Gunst med Naade-Dug mig væde,
Naar Retten fører af, saa fører Naaden i,
Giør Retten mig til Træl, din Naade giør mig fri.
De mægtig Himle skal din Naade vedderlegge,
Og øse Naadens-Strøm paa Dine Riger begge,
Guds frelse-Haand skal Dig befri fra Modgangs Storm,
J Naade tenk paa mig, ô tenk paa Jacob Worm.

✂

DEND DYREBARESTE DIAMANT

Udi Kongens Krone
Allerunderdanigst Offereret
Den Stormægtigste og Høybaarne
Monarch
Kong Christian dend Femte
[Konge] Til Danmark og Norge etc.
Udaf Kong Davids Raritæt Cammer
den 21 Psalme
af
Hans Kongelige Maiestets
Allerunderdanigste og tro tiener
J: Worm
Siungis som Hiertelig
mig nu længis etc.

✂

1.

Ald glædis Vælde Kilde
Du meer end naadig Gud,
Vor Konge Fryde vilde,
Mod sorgens piile sckud,
Bønhør hans Suck! O Herre
Det som hand ofrer dig
Lad Modgang ey besnerre
Vor Konge svigelig.

✂

2.

Min Gud lad Kongen glædes
Udj din høie Kraft
Hans Kinder lad ey vædes
Af Sorgens Taaresaft,
Hand schal sig giøre lystig
Udj din Salighed
Og hielp hand vorde trøstig
Bliv Kongen aldrig vreed.

312

✂

3.

Du har jo hannem gived
Hvad som hans Hierte kand
Begiære her i Livet
Udj hans arve Land
Du veigret ey hans Læber,
Hvad [de] udsagde ret
Thi Kongen stedsse stræber
Gud at behage slet.

✂

4.

Du Kongen overgyde
Med Naadens Himmel flood
[Din Naadig Haand ham] yde
Af Lifsens træes Rood,
Velsignet Frugt og Fylde
Kom Kongen gud tilforn
Med Naader hannem hylde
Ved Salighedens Horn.

✂

5.

Sæt Gud oppaa hans Hoved
Af Kosteligste guld
En Krone: Thi du loved,
At vorde hannem huld
Hans Krones Ædel steene
Er guds Frygt Naade ret
Gud Kongen selv forleene
At blive dage-mæt.

✂

6.

Hand Liv af dig begiæret
Langt lefnet du ham gaf
313 J din hielp er hand æret
Dit Syn oppaa ham haf
Læg ære, og læg hæder
Paa Kongens Hoved top,
Af gud aldt got hand beder
Foruden tal og trop.

✂

7.

Gud Kongen stedsse sette
Alt til velsignelser
Gud Kongen ei forgiætte
Thi hand din Salved er
Du med dit ansigts glæde
Skal fryde Kongens Siæl
Med naadens gylden Kiæde
Mod Fiendens Braad og Pæl.

✂

8.

Thi Kongens Hierte haaber
Paa Herrens Mischundhed
Til gud hand stedsse raaber
At fries fra Snuble fied
Befæst hans Føders gange
O himmel-høye gud
Giør Kongens dage mange
Før hand faar dødsens Bud.

✂

9.

Din Haand hans Fiender øde
Thi de og hade dig
Din høyre haand dem døde
Som raadslaa svigelig
314 Mod Kongens Arve Riiger
Og mod hans Huus og Hoff
Som dug for Sool de viiger
Som hindrer Kongens Lov.

✂

10.

Som gloend ovn dem sette
Udj din vredis Tid
Af Jorden dem udslette
Udj din hastig iid
J vreede dem opsluge
Een jld opæde dem
Som tør sig lade bruge
Mod Kongens huus og hiem.

✂

11.

Du deris Frugt af Jorden
Skal ødelegge plat
Alt med din vredes Torden
Lad Sathan faa dem fat
Fra Folcket slet udfeye
Du deris Børn og Sæd,
Ja deris Frugt afmeye
Og dennem undertræd.

✂

12.

De hemmeligen tæncke
At giøre ont mod dig
J [Hiert] og Sind forkræncke
Af Edder giftig Svig,
Et anslag de udgrundet
Som ey fuldkommes maa
Hvad de har sammenspundet
Mod dig schal ey bestaa.

315

✂

13.

Gud Kongens Fiender sette
Til vredens Maal og Meed
For Buen dem oprette
Udj din Nidkierhed,
Mod deris Anleed sigte
Med skud, med Piil og streng,
De som vanære digte
Gud hug dem need i Fleng.

✂

14.

Ophøye dig o Herre
Udj din Kraft og Magt
Sæt Kongens Huus til Ære
Giv nøye derpaa Agt
Saa vilde vi dig siunge
Din Magt vi love vil
Med Hierte Mund og Tunge
Sæt Amen Gud hertil.

✂

STORMÆCTIGSTE HØYSTBAARNE
MONARCH ALLER NAADIGSTE
ARVE-KONGE!

✂ Min Aand er hartad død, och blabrer paa min tunge
Saa ieg ej kand saa nætt saasom ieg vilde siunge,
Min schriffver-geist dend har och fengsle-slutted sig
Med mindre Kongen vill indgiffve liff j mig.
Durchleuchtigste Monarch fortørnis dog nu iche,
At ieg begier' pardon mit j ulychens striche
Nu at ieg trued er med Morder-dolk och Sværd
Saa ieg snart tenche maa paa liffvetz flytte-færd.
Jeg er huudflenget saa ved tvende scharpe domme,
Vilt du ej reise mig, Kong Christian dend fromme,
Da er ieg usle orm saa kringle-bøyet ind
Mig lychen drifver om, som een forjaget hind.
Dend Geistlig Bispe-ræt fratog mig kald och klæder
Dend Verslig Raadstu-dom afftræcher liff och hæder:
Men tøff; ieg veed nu Raad at steune retten op
For Kongens Naade-spiir ved mildheds fulde trop.
Du est een Elephant, ieg er ichun en flue
O undertræd mig Ej, lad mig for sværd Ej grue,
Jeg er een ringe myg, du est een Løve Helt
En myg dog søger Læ hen under Kongens telt.
Med Ørnen du dig op paa ære-vinger svæver
Til himlens Runde blaa; ieg usle Orm dog stræver
At kraule nær omkring min Kongis Naade stoel,
Opvarm een halffdød siæll med Naadens fryde-soel.
Jeg er Ej god poet, men fuscher lit paa verchet
For mine fusche-riim aff modgang er ieg merchet,
Mig retten dræbe vil, j graffven styrte ned,
Med døden truiss ieg; men raad ieg der for veed;
317 Thj Naadig Konge, thj! det kand du iche bringe
Paa Naadigst hiert' och bryst, at ieg for morder-klinge
Ved min dend schialdre-pen schuld' bøye mine knæ,
Jeg under Kongens spiir mig søger ly och læ.
Thj steuner ieg min Rætt och begge mine domme
Til kongens Naade stoel for Christian dend fromme
O schiench mig Naadenss safft for mit død-krammet bryst
Nu ieg aff Zuch och sorg er klemmet och for kryst.
Lad ej din vrede seeiss mod mig een Orm och Slange
Lad dødenss busse-Mand mig iche giøre bange:
Ach! Kæer dig iche om poëters padde-snach
Giff ære, Naed' och liff, du tien dig aff Gud tach:
Min Aand, min haand, och mund af Gud forbandet bliffve
Dend dag ieg tenche vill et uqvemss ord at schrive
Om Kongen och hans Mænd, om kongenss arve-rætt
Slig utilbørlig schrifft min siæl har nu forgiætt.
Jeg bedrer mig j støff, j poenitentzis asche
Jeg mine plætter vill med bitter taare vasche
Saa tigger ieg din gunst, saa betler ieg min fred
Din Naade prisis schall j slechterss tusind leed.

Sacr: Reg: Maj:
Subjectiss:
J Worm.

✂

TIL DRONNINGEN

✂ Solmilde Lande Lius, Du begge Riigers Moder!
Omskiøndt min Lycke sang kun lyder [sørge-]Noder,
Og min Music bestaar i hierte sorgens Tact
Paa min Ruin Claveer giv dog nu lidet agt.
Tilsted mig at ieg maa mig kaste for din Throne,
Kast du een Straale ned af Naadens glimre-Crone,
Omskiøndt ieg er indlugt udj een haard Arrest,
Min Aand med 1000 Suck er dog din Throne nest.
Jgiennem lufften ieg din [Himmel-milde] Naade
Frit spørge kand, din gunst er ald min velfærds baade,
Castelletz vold og vagt kand ey forhindre mig,
Jeg naadens Tidender dog spurdte tidt fra dig.
Og denne Steds Arrest med laas og lukte Døre,
Skal ey indslutte mig ieg jo til trøst kand høre,
At Danner-Dronning er saa naadig mod een Præst,
Som ved ulyckens vold snart hafde faaêt sin rest.
Det er Guds krafftis aand, som dig til Naade skynder,
Ved aandsens hellig ild min velfærd du vel ynder,
Du staar som udj brand ved kiærlighedens ild
Med hierte trøst vi seer dit ansigt meer end mild.
Det er Guds krafftis aand, som dig til Naade egger,
At ey det Morder-Sverd mig slet i Muld nedlegger,
Jeg er nu sablet ned af Lyckens skade dolck,
Men derimod est du min velfærds Frelse-Tolck.
Din tunge Sucker-sød Demante hierter smelter,
Og du bedecker mig med gunst [bordyret] telter,
Jeg tæncker, var Du ey, ieg snart da var Caput
Jeg længe siden var ved lyckens piil nedskut.
Saa est du Soel og skiold min velfærds [liuse-]Stierne
At tale got for mig af hiertet og af hierne,
Min Lycke liv og brød staar alt udj din haand
Dend beeder ieg af dig i ydmygst muld og Sand.
319 Hver altar Tiener skal din roes til himlen føre
Fordj til Miskundhed du lod dit hierte røre
Din ære priises skal i Præsters Kirke Choor
Du hialp en Herrens Præst det er nu alles ord.
For alting beeder ieg giv frihed uden fængsel,
At ieg beholde maa min Hustrue uden længsel
Min frihed holder ieg langt dyrer end mit Liv,
Thi sucker nu min Siæl mig frihed naadigst giv.

✂

TIL GYLDENLØVE

✂ [Højbaarne] Gyldenløw, nu er jeg dømt til døde,
Og mine fødder skal de mørke bjerge støde;
Jeg er saa slet fordømt fra ære gods og liv,
Paa fingre jeg er fældt til sverd og morder-kniv.
O Hjerte Gyldenløv for Jesu død og pine
fra døden frels min sjel, frels mig og alle mine
Fra den forsmedelse, som jeg nu er tildømt, I mine dage jeg derom vel maatte drømt. O søde Gyldenløv nest Gud du est min frelse, Thi skal dig himlene med evig naade helse,
O tal tal godt for mig hoos Danerkongens bord, Hand ynder jo din røst og [hører] dine oord. O fromme Gyldenløv see ned af naadens trone, Og hør paa mine suk, see til min halv-død kone,
Som varter ved din port, som ligger hos din stool,
Blink op nu over os din Naades fryde-sool.
Kjøb mig fra døden løs ved Kongens høje naade,
Din gunst din mildhed er min sjeles evig baade,
Du est dend løve-helt, som tjener Kongen nest,
For Gylden løve-mood dig elsker Kongen mest.
O hjelp for Jesu død, hjelp mig for Jesu vunder,
I dødens afgrund lad mig ikke [slet] gaae under,
Hvad dommen haver fældt, det naaden rejse kand,
Sluk nu med naadens dugg den dødsens blussebrand.
Viltu kun tale godt, trods nogen taler ilde,
Du kand jo Kongens sind til naade-gunst formilde;
Giv mig mit liv igen, giv ære og giv fred,
Min fattig usle bo lad ingen røre ved.
Liv, ære, gods og fred for mig staar i din velde,
Du drage kand mig op af ald ulykkes fælde;
321 Viltu ej frelse mig saa siger jeg god nat,
Jeg som en martyr døer, mig griber døden fat.
Adieu hr Gyldenlev, du landsens ære-krone,
Vend naadsens øjne ned til min udsørged Kone,
Hun tigge vil sin mand af fromme Gyldenløv,
Hun tigger ær' og liv ydmygst i muld og støv.
Hun aldrig slipper dig før at du vilt bønhøre,
[Gid Himlens kraftig aand] dit hjerte vilde røre
At hjelpe mig til fred, til frihed ær' og liv,
Min frelser, min Patron, o Gyldenlev, forbliv.

✂

TIL DOCTOR THOMAS KINGO

✂ Velbaarne Kingo kom, og hør paa mine Sukke
Thi jeg til døden mon af Hierte-Sorrig dukke
Mit Hierte knuset er i Stykker og i Smald.
Fordj jeg er [fradømbt] Liv, ære, børn og kald.
Jeg først maa bede dig, du dine Øyne dækker,
For dette mit Papir, thi dine Øyne lekker
Ey finder sin Behag udi min halvdød aand
Af Modgangs løve-Foed [nedtraad] i Muld og Sand.
Et Riim foruden Riim, foruden Konst jeg digter
Paa mig Ulykkens Skud med sine Piile sigter,
Jeg snart nedsablet er, affældet udi Knæ
Af Kongens naade dog forventer ly og læe.
Lad nu din Rigdoms aand og Sukker læber dryppe,
At u-vens Smedde-tand ey længer Kiv skal yppe
Jeg een forjaget Hind af Modgangs Klappe-Jagt,
Forhaaber du af Gud til Frelse er opvagt.
Lad nu din Skialdre-Kunst steenhaarde Hierter smelte,
Flint-stive Pander du som bløden dej kand elte
Er der en Torden-Søn, som tale vil imod
Sligt Ukrud Kingo kand oprykke slet med Roed.
Til Danner-Kongen gak, som Elisæi broder
Stem ziirlig dine Ord, stem dem paa Harpe-Noder,
En Salighedsens Piil din Tunge er for mig
Fred, Frihed, liv og Brød jeg haaber vist ved dig.
Vil nogen Pladdermund din Stadighed forvende,
Og mig til Helveds Grund end dybere nedsende,
Vær du min Støde-Stav, min Jachin og Boas,
Troe at min Velfærd er slet knuset smaa som Glas.
Du er jo Løseren, løs mig af Fængsels vaande
Lad lycke, liv og Brød igien mig gaae til Haande,
Vil nogen spørge mig, hvo hjalp dig af Arrest,
Det giorde Kingo, som igien mig giord' til Præst.
323 Saa længe jeg min Aand igiennem lufften trækker,
Til takke til behag, saa længe jeg opvækker
Ald krafft, som i mig er og i min Slegte-trop
Jeg løffte skal dit Navn til ærens Spiir og Top.

✂

TIL FRUE SIDSEL GRUBBE

✂ Saa faar du Himmerig, Høybaarne Sidsel Grubbe,
For du ej vegrer dig og vil dig iche skubbe
For den betrengtes hielp, du vist udaf Guds Aand
Udj min store nød [mig] recher hielpens haand.
Saa faar du Himmerig, om det ej var for andet,
For du hielpvillig er mod hver betrengt i Landet,
Hver angist-klemte Siæl [nedfalder] dig til foed,
Thi du med hielp og raad hver Sørge-Siæl er goed.
Dit andsigt seer ieg sig til allis nød at bøye,
Til de betrengtis tarv du kaster et mildt øye,
Saa har du giort mod mig, det har min hustru sagt,
At du har talet got for os af ald din magt.
Os lychen har nedtraad i Sorgens bundløss dybe,
Men himlene dog kand Sin naade-dug neddrybe
Guds kraffte-finger har beveget mangen Siæl,
Nu at ulychens braad har bidt os i vor hæl.
Den søgte hiertet selv men himlene opvæcher
Os krafftig hielp og trøst, os kongens gundst bedecher,
Der til hialp du saa vel som du vor Moder var,
Gud giøre dig derfor til Naadens udvald kar.
Tach Tussind ær' og tach, at du dog ville ynche
Min Hustru i sin nød, der hun snart maatte synche
Udj u-lychens dynd, du hialp med ord og raad,
Dit hierte smelted blev af hendis bitter graad.
Din Honning-Søde Mund og trøstefulde læber
Tal offte got for os, hos Dronningen du stræber,
At hielpe mig til liv til ære, lyche, fred,
Til vaanlig Præste-dragt, til brød og fødested.
Dit hierte fuld af ynch, dit øye fuld af naade,
Din haand er fuld af hielp alt til min gafn og baade,
Du en Førstinde er, Princess af hielpsomhed,
Din mildheds naadegunst hver til [din] ære veed
325 Hvad meen du Præsterne og Arons kirche-skare
Vil sige, naar de hør, du hialp en Præst af fare,
En Præst saa slet fordømbt af Geislig verslig Ret.
Og en forhaanet Præst af ald ulyche mæt.
Saa lenge [Bibel er] med Alter Chor og Kirche,
Saa lenge Levi Børn din ære skal udvirche
Og kommer ieg igien til kald og ære-Brød,
Dit nafn ieg priise skal i lyche, liv og død.
Far fort, far krafftig fort, O Hierte fromme Grubbe,
At fri og frelsse mig fra modgangs stød og stubbe,
Nu sidder ieg saa fast i Sorgens henge-dynd,
Men venter Lædske-dug af kongens Naade-brynd.
J Otte ugger var ieg en Castelle-Borger,
Jeg Syttend dager har med Syttend 1000 Sorger
J Slutteried taldt, min Aand indsluttet er,
Min Siæl forknust og ieg u-lychens byrde bær.
O! bed da kongens Børn, at raabe til sin Fader,
At fengsel og arrest mig iche lenger skader,
Af kongens milde Siæl ieg venter god Pardon,
Thi kongens Naade er alleene min Ranson.
Skriv mig da paa din haand og hav mig udj Tanche,
Min Trofast Hustru tør paa dine dørre banche,
Det volder alt din gundst, hun Slipper iche før,
End kongen aabner os sin hielpis naade-dør.
Far ævig! ævig vel! Fru Sidsel Grubbe fromme,
Din Naadis store priis til Himmelen skal komme,
Tench paa en fangen Præst, og ham i minde hafv,
Det være skal din roess, naar du est lagt i Grav.

✂

MIN ALLERNAADIGSTE ARFVE HERRES
OG KONGES
EVANGELISKE PAASKE TANCKER

om den bedrøvede, Jacob og andre Smertefulde
Jesu Discipler.

✂ Er nu min Jesus Sød opstanden fra de døde,
Da vil ieg frelsse dend som Sorgen gaar til møde,
Nu Christi Lius og Liff, har døden undertraad,
Af dend bedrøved Siæl Jeg drager Sorgens braad,
Er det en Paaske-fæst, en udgang af Ægypten,
Jeg recker [ham min] Haand, som sidder fast i gryfften,
Og Sorgens henge dynd, at dødsens Morder Magt,
Ham icke Skade kand, som giver paa Gud agt,
Dend Jordiske Sabbath og huile er forgangen,
Thi skal og Sorgen gaae fra dend Som Sidder fangen,
At hand med Christo skal en Paaske hvile faae,
Og Rigets freds Sabbath med Kongen nyde maa,
Jeg seer dend Qvinde flock og dend Matrone Skare,
Gaar flux til Jesu Grafv og Agter iche fare,
Med Nardus, Alöe og dyrebare Lugt,
At Salve Jesu Liig, Som anstod dennem smucht,
Saa skal ej Fengsle Grafv og ej Arrestens Hule,
Betynge meer dend Siæl som beer om Naadens Smule,
Min Naade Nardus er, min Mildhed Alöe,
For det forkrammet bryst som føler dødzens wee,
Jeg veed saa tung en steen, oppaa hans hierte Ligger,
Ret som paa Christi Grafv, som tit min Naade tigger,
Jeg Velter Sorgens steen fra hans forkrammet bryst,
Som Sexten Ugers tiid af fengsel er for kryst,
Dend unge Engle karl ved Grafvens høire Side,
Bær gode tidinger, hand Qvinderne Lod viide.
At Christus Nyss opstod dend Lifsens Seyer-Heldt
Og [dødens] fengsel slet ved Christum var omvelt.
327 Jeg Danner Kongen vil og Vere naadens Engel
Mod dødsens flyend Lod og Modgangs Snuble gengel,
Jeg gode tidender Guds tiener skicke vill
At hand helbred og Lif ej skal saa sette till,
Jeg seer dend engle Post er iført Præste klæder,
Og Lammets hvide rock som Aron bær til hæder,
Jeg veed at Jesus har og givet Lifsens brød
Som hand forhverved oss, ved Kaarsens haarde død,
Liv, Frihed, Klæder, brød ieg dend bedrøved skiencker,
Og paa dend Levi Søn til Gunst og Naade tencker,
Hand leeder effter mig ved ydmygst bøn og buck
Og hand mig finde skall med sine Hierte Suck.
Jeg hører Qvinderne er Englens Secreterer
Att sige Peder det at Christus atter Lever
Saa skal og Jacob faae fra mig et Naade bud
Der ved hand frelses skal fra modgangs skam og skud.
Ach Naadigst Konge Lad saa dine tancker være,
Og min half døde Siæl til Lycke Liff og Ære,
Saa skal du settes paa Guds fingers tanckering
Og aldrig føle skal ulyckens stød og sting.

✂

DEND FROMME KONG DAVIDS
FORKLARING

paa sine naadige tanker over Simei og Apologie mod en
Selv-viis og knibsindet Zerujaer, kejser Sigismundo, som engang
skammelig af en Hof eller klerke-Hund blev ørebidt,
til betænkning fremstillet.

✂ Hør Flabmund, plader-pløes, og lumpen selvviis gante,
Hvad griller har du vel, Hvad estu for en Qvante,
Men du forkunkler saa mit ydmyg Naade-sind
Til stoltheds overmod Jeg kand mig bilde ind,
Du est en Hykel-mand, som paa Zervia slegter,
Thi om du beder end for Simei, dog negter
Du sandhed i din sjel, i det du nevner Ham
En døde-skyldig knekt, og giør ham spot og skam
Med skummel-skjeld og ord, som ej en Christen sømmer,
Langt mindre kongerne, som naadig alle dømmer,
Har Hand sin mund misbrugt end til at bande mig,
Gud selv har tilladt det, det ej vedkommer dig.
Og meent du jeg ej veed, at jeg bær konge-krone
I Israel, at jeg med naade af min trone
Mig bukke skal til hver, som ydmyg beder mig,
Og du ej skammer dig at vorde Sathan lig.

✂

Apologia.

Du er ej Simei, som sig i støven velter,
See til din smigre-sjel i pølen ikke smelter,
Din mund dend er jo fuld af smigger-hykle-skum
Og skamlig laased til, for Gud og Verden stum.
See hvor du lover alt af hjertet ud at rotte
Guds sandheds dristig Aand, og Herren selv at spotte,
329 Og du dog ryster ej for dommens strenge frykt,
Og din samvittighed gjør ej dit hjerte trygt
Men du, du skal dog døe, retferdighed og velde,
Som paa Guds scepter staar, skal dig til jorden felde.
Guds kroned Hoved skal af vrede bukkes ned,
At hver skal merke Hand var paa din flabmund vred.
Estu end Goliath, er du end som en løve,
Til døden skal hand dog din Hykle-sjel bedrøve,
Men du est kun et spog, en lumpen pladderpløes,
En selvviis gante, som [slaer] hierte, tunge løes.
Hos dig er Guds frykt død, du maa vel betle naade,
At Gud ej med sin food, dig madike, skal traade,
Du stimpers mennisk-orm, hvor viltu da hengaa,
Til Christum tør du ej, du dig da krympe maa.
Dog viltu hoved dit i andre skruer sette,
Og Hjerte, mund og Haand til sandheds pligt indrette,
Saa skal Gud gjøre det, at du tør blive fri;
Thi hand er Gud, ja god, naar du blir Simei.

✂

TIL GYLDENLØVE

✂ [Skydsherre] Gyldenløw, Protector, Hielpe-Støtte
Med tusend Heldte Mænd vort Land dig ey vil bytte
Jeg kommer nu for dig halv Død, halv levendis;
Thi om din krafftig Hielp ieg sucker og er vis.
Min Ungdoms Hustrue [lad din] krafftig Naade finde;
Thi see, ack see hun er en høybedrøvet Qvinde,
Viis Kongen dette vers oppaa Hands Fødsels Dag
Gud give kongen det maa være til behag.
Hielp, thi nu gielder det, at ieg ey slet skal dødes
Udj dend Spanske Søe, og udaf Bølger stødes
Ned i Afgrundens Bug og Havets huule vom,
Lad mig paa Danmarcks Jord dog faae et lidet Rom.
Jeg hører denne Dom er over mig saa feldet,
Af Havsens grumme Magt ieg bliver overveldet,
Skal min heel svage Siæl gaae til Ostindien
Jeg neppe kommer did, og aldrig hid igien.
Mit Barn da Faderløs, min Hustrue vorder Encke,
Min Moders ængsted Siæl dend grumme Død vil krencke,
For Havsens Bølge-brøel de øser Bøn og Bod
Naar som ieg levendes begraves i mit Blod.
Min Hustrues Hierte-Suck lad for din Throne stige
Min Daatters Smerte-Graad ey fra dit Ansigt vige,
Min Moders Siæle-Sorg o! leg oppaa dit Brøst,
Og see U-Løckens Hiul os alle har forkrøst.
Gunst-megtig Gyldenløw, stat nu, stat som en Løve,
At ey U-lycken skal mig fra min Hustrue røve,
Maa ieg i Dannemarck ey finde Naadens Held,
Giv mig en Hytte paa det store Dovre-Field.
Jeg heller der vil døe og udj klippen Jordes
End ieg for uden Grav af Havsens Bølger mordes,
Vær for min Velfært nu en stadig Vagt og Muur,
Drag mig udaf Arrest og udaf Fengsels Buur.
331 En krafftig, krafftig Hielp vi alle af dig vente,
En ævig Marmor Priis dit Navn da vil vi prente,
En fremmed Resident en Morder skiule kand,
Vær du Asylum mit imod dend Jndisk Strand.

✂

KONGELIG MAYTS FØDSELS-DAGS
TANKE-RIIM

✂ Priis skee dig Høye Gud, du alle Kongers Konning,
At du bevogted har mig og min Hiertens Dronning.
Med Riger, Børn og Land, fra Sathans [Riges] Magt,
Du Lifsens Konge har om mig holt Hoved-Vagt.
Nu glandset op dend Dag, og dend Lyksalig Time,
Om hvilken jeg med Lof og Tak for Gud vil riime.
Paa hvilken Jeg saae Sool for Fem og Tredve Aar,
Tak-Offer du af mig derfor jo billig faar.
Min Siæl Takoffer nu oppaa dit Altar setter,
Een Priis-Ballet jeg for min Herres Ark anretter
At hand saa skreved har mit Livis Almanack,
Des skee hans store Nafn af mig en hiertens Tak.
Røg-Offer for min Gud jeg i min Siæl antender,
Og med Skyld-Offer jeg opfylder Herrens Hænder,
Thi jeg paa denne Dag ret fødes som paa Nye,
Driff fra mig og mit Huuss Ulykkens mørke Skye.
Jeg saae din Naade nok i tusind tal at vrimle,
Og Ærens Balsom-Dug needdryppe af Guds Himle,
Du har ombundet mig med Sundhed, Liv og Fred,
At overgyde mig med Naade nu bliv ved.
Min Dronning, som udaf Høj-fyrstelige Dyder
Nep finder ligemand, min Gud du saa udpryder
Med Naadsens Smykke-Tøy og Ærens Diamant,
Som glimrer udaf got og Mildhed i hver Kandt.
Jeg seer dend Himle-Frugt af mine Lender spiire,
Du mig velsigned har med Konge-Slegter Fire,
De ere for min Siæl een Paradises Frugt,
Og Deris Dyders Nafn, som Aarons Balsom lugt.
Du Himmel Raad-Stue-Mand, mit Raad har selv oplæred
Med Viisdoms Giæve Raad, og deraf dennem æred,
333 Blant mine Raadstue-Mænd [vær] Gud en Præsident,
Saa bliver deris Raad til Herrens Priis andvendt.
Du var selv General for alle mine Troupper,
Dit sværd, mit Frelse var, mod Fiendens Morde-Kropper,
du Englernis sqvadron mig til Liv-Guarde gav,
Og du varst Admiral oppaa det brusend Hav.
Du holdte Haand i Haand, du Hafde Haand i Hanke,
Thi skal du og derfor Taksigels-Frugter sanke,
Du lagde Ring udj Senacharibis Kiefft
Og Fiendens velde Magt du Komme lood paa drifft.
Du har min Krone selv besætt med de Juveler,
Som ingen Fiende-Vold med Fiende-Lister dvæler,
Gudsfrygt, Retferdighed med Mildhed, Magt og Mood,
Du varst mod Mig og mod mit Land da meer end good.
Mit Spiir er Rettens Spiir, af Herrens Hænder fæsted,
Af fiendlig Jndfald er mit Land og ei lemlæsted,
Sætt Hæder og sætt priis oppaa mit Rettes Spiir
Giør det til Landets Gavn, og til Guds Æres Ziir.
Mit Sverd er Herrens Sverd, hand giemme Det og drage,
Som det er hans Behag, foruden Landets [klage]
Lær mine Hænder selv at spende Buens Streng,
Nedsable Fiendens Magt, og Hug ham ned i Fleng.
Mit [kaarset] Æble mig, om Christi Kaarses Ære
Og om Guds Kirkes Tarv mit Konge-Mod regiere,
Paaminder, at Guds Ord har baared hos mig Frugt,
Som give skal min Gud en velbehaglig Lugt.
Er Jeg paa denne Dag løst af Naturens Fengsel,
Og Dronning Moder selv forløst fra Smerte [trengsel],
Da vil jeg løse Een fra Fengsels Slutteri,
At hand skal giøre Frugt udj Guds Sacristie.
Jeg dend almindlig Lufft og Liv begynt at drage
Paa denne Fødsels Dag, som Gud lood sig behage;
334 Til Frihed, Frelsse, Fred Jeg Een udlade vil,
Hand til min Naades Gunst sit Haab jo setter til.
J Dødsens haarde Striid dend Naadig Gud mig skaaned,
J dend oprindlig Synd Jeg blev ej død og daaned,
Gud skienked mig mit Liv, og Kongens Ære-Navn,
Det følger mig til Grav og Himlens Hellig Havn.
Jeg den bedrøved Siæl Liv, Ære, Titul skienker,
Til Mildhed og til Gunst jeg og paa Hannem tænker,
Hand blive skal udj vor Kiere Føde-Land,
At hand ej jordes skal i dend Canarisk-Strand.
Jeg skikker ham min Gunst og Naades Alliance,
At han ej støde skal paa Cap bon Esperance,
Han har ej Kræffter til at skue Jndiens Sool,
Men tiener bedre til en Dansk Prædike-Stool.
Paa denne Naade-Dag i Konge-Børne-Klæder,
Da Dronning Moder min, i førte mig til Hæder,
Saa har Jeg og dend Magt for jeg er Herren nest,
At jeg iføre Kand Een afført Herrens Præst.
Paa denne Føde-dag min Moder mig bespiised
Af Bryste-Taffel og sin Kiærlighed udviissed,
Saa vil jeg give og dend Hungrig Siæl sit Brød,
At hand og Hands skal ej formeget lide Nøød.
Paa denne Frelse-Dag mit heele Rige glædes,
Thi skal den Angest-Siæl af Sorg ej undertrædes,
Gud selv tilgiver Synd, naar dend fortrydes Rett,
Dend Sorrig fuldis Feil er og af Mig forgiæt.
Thi hand jo bedrer sig i Støv og Muld og Aske,
Med Poenitentzes Graad sin Faut hand vil afvaske
Hand har om keered sig i Sorgens Falmet Støv,
Hand bæver og for mig, ret som en Espe-Løv.
Thi vil Jeg Løse ham, før Jeg angaar min Reise,
Til Salve-qvarde Jeg vil Himlens Gud udkeise,
Gak Page, bed ham gaa udaf dend haard Arrest,
At Jeg i Himmelen skal blive Kong og Præst.
335 Tænk, naadig Konge, tænk paa Jacob udj Naade,
Oppaa saa god een Dag, Jeg Kommen er til Maade,
Lad nu din Fødsels Dag mig vorde Frelse-Dag,
Det er min Konges Roos, det er min Guds Behag.
Lad Mig ej Smerte fuld i Fængsel sidd' at sukke,
Lad Hustroe, Moder, Barn ej slet i Graven bukke,
Vil nogen spørge mig, naar Kom du af Arrest?
Jeg fik min Frihed paa min Konges Fødsels Fest.

✂

TIL GREVINDE SOPHIA AMALIA MOTH

✂ Oplad din Naades Dør Høybaarne Moth Grevinde,
Lad mine Hierte-Suck din Hielp og Mildhed finde
Ack ønckes over mig ieg er forhat, forladt
U-Løckens krumme kløer mig hart har greben fat.
Min Siæl er hart ad død, min Aand i mig er qvælet
Af Modgangs haarde tvang, min krafft er slet udtrælet
Jeg dybt nedsiuncket er i Sorgens Henge-Dynd,
Husval min Angest Siæl udaf din Mildheds Brønd.
Dit fromme Hiertes Roes mig driver og tilskynder
At ieg bønfalder dig, som alle Mand vel ynder
Din Hielpe-villighed berømmes af hver Mund
Du tael for alle got af Siæl og Hiertens Grund.
Saa tael og got for mig som Modgang undertrygte,
Jeg ydmygst stoler paa din Fromheds Naade-Rygte
Derfor har Himlene sat dig i Glæde-Stand
At du bønhøre skal hver Hielp-begierlig Mand.
Et got Ord af din Mund kand mig hos Kongen frelse,
Thi skal dig Himmelen med ævig Naade helse,
Et got Ord af din Mund er et [Confortativ]
Der ved erlanger ieg Fred, Løcke, Brød og Liv.
Min Hustrues Hierte-Suck o! lad dig gaae til Hierte,
Haf Medynck over os udj vor Siæle-Smerte,
Vort spæde-Unge Barn, med Skrig og Øyne-Flod
Anraaber dig om Hielp, vær os da mild og god.
Derfor dit høye Navn til Stierne-Lofft skal stige;
Thj udj Fromheds Roes du neppe finder Lige
Vilt du ey hielpe mig ieg slet mistvile maa
Men hører du min Bøn af Gud du Løn skal faae.

✂

TIL KONGEN

✂ Min sønderknuset aand mit sorrigfulde hierte,
Min angistgivne Siæl ud af Guds risis snerte
Hudstrøgen kommer nu for Kongens ansigts Sool
Jeg bøjer mig i støv for Kongens Naade-stool.
Luk ej dit hierte til; tilspær ej Naadens dørre
Ak! at du vilde dog min Siælis Suk anhøre
Saa skal ej himmelen til sluttis da for dig
Naar du i dødsens kamp Gud raaber paa med skrig.
Lad hafsens morder-magt mig ej i stykker hugge
Lad mig ej qvæles af dend dødsens mørke skugge
Jeg raaber om Pardon, bøy dog din Naadis spiir
Du Jesu Contrafej, du Naadens Sool og Ziir
Kand Mosis kiep og stav dend haarde klippe bryde
At vand og strømme-flood af Stene-[hald] maa flyde
Giør ej dit hierte hart imod min Siæle-bøn
Derfor i himmelen du finder ævig løn.
Ugunst er langt fra dig, du elsker ret og Naade
Lad dig af Herrens [Aand] til gunstig hielp nu raade
Min Hustru Enke er om hun skal miste mig
Høør Naadig Konge! hvor hun skriger bitterlig.
De børn i Ninive kand Herrens hierte smelte
Med deris børne-skrig; derfor Gud Naadens telte
Udbredde over dem; jeg har et diend' barn
Lad det ej snæris nu i dødsens strikke garn
Giør det ej Faderløøst, min Hustru giør ej Enke!
Hvad Egte-skilsmis er, min Konge selv kand tenke
Eet hierte og een Siæl skal det saa skilles ad
Min trofast hustru da for sorg ej vorder glad
Gud selv os samlet har; lad Gud det baand adskille
Som Himlen bundet har alt effter Herrens ville,
Skal ieg til Synden-pool henskikkes jammerlig,
Mit barn det qvælis strax min Hustru døer af skrig.
338 Min Siæl fâr ud af suk, min aand gaar ud af smerte
Der huggis dødens saar udi mit bryst og hierte
Om ieg min Hustru skal saa sige gode nat
Kom døød, kom grumme døød, kom! kom! og grib mig fat.
Ak handle naadelig med mig og alle mine
Med naade kand du ret udj i Guds foodspor trine
Mit barn nu savner mig: for Jesu pines død!
Beviiss en naade-gunst; fri os fra havsens nød.
Du veedst, at Jacob vandt af Gud en salig sejer,
Hans bøn, hans graad og skrig, for Gud saa fyndig vejer,
Træd du da icke mig need under vredens food
Lad havsens bølge-skum ej farvis med mit blood.
Det er din ævig priis, det er din ævig ære
At du en ydmyg Siæl vilt naadig naadig være
Hvad andre styrte ned, det kand du rejse op
Dermed gaar Kongen op til ærens spitze top
Skienk mig dog et valet ud af din Naadis beger
Du alle mine saar derved saa krafftig læger
Din naadis pen-fuld blek, kand giøre mig meer glad
End suur-brynds ledske-vand, ja end det varme bad
Reis Konge lykkelig! Dig lyde lufft og landet!
Vil nogen skade dig, han vorde slet forbandet
Gud legge bidsel paa vand-bølge, hav og storm
Gak udi glædens trin! Vær naadig mod din Worm!