Richardt, Chr. Koldt Foraar.

I. Koldt Foraar.

Lærken løfter sin Klokke-Røst,
at nu er Vinteren omme,
men Vinden holder sig stiv i Øst,
vil ej i Vester komme.

370

Hveden fanger saa blaagrønt Skjær,
og frem den Vaarsæd rykker;
men Nattefrosten er stadig nær,
kan gjøre slemme Ulykker!

Storken faaer kolde Fødder - lad gaa,
den er vant til Mosesølet!
Men Stæren har ondt ved at hytte de Smaa,
og Gjøgen er ganske forkølet.

Bøgen aabner sin gyldne Knop,
og hvisker: Nu maa I komme!
Nej, hold kun Søndag - luk ikke op,
før Østenvinden er omme

Men kom Du stille, milde Regn,
sæt Mark og Eng i Grøde,
at under Regnbuens skjønne Tegn
vi Sommeren kan møde!