Til Overvejelse*).
»Og Folket satte sig ned at æde og
at drikke, og stod op for at lege.«
2. Moseb. 32, 6.
✂
»Dreng! stig op paa Klippetinden!
skærp dit Øje, sku mod Vinden,
om Du skimte kan en Sky!«
- saadan lød Profetens Tale,
da i Sarons tørre Dale
Luften laa saa tung som Bly.
✂
- Danske! er det ej paa Tide,
at og vi bør skue vide?
Er her ikke Tørke nok?
Er ej Luften fuld af Kvælen,
skrumper ikke Folkesjælen
som en vissen Blomsterstok?
✂
Højt til Vejrs, I danske Drenge!
Sku saa langt, og sku saa længe,
til I Synet gjemme maa!
✂
Højt til Vejrs paa Mindets Banker,
ja saa højt, saa Døgnets Tanker
tykkes Eder Fluer smaa!
✂
Og hvad seer I saa deroppe
blandt vor Oldtids Alpetoppe,
har de ogsaa Blod for Bær?
Kraften knejser uden Skjælven!
Troskab blomstrer rigt om Elven;
Luften er saa stærk og skjær!
✂
See, hvor sig mod Fjernet tegner
Heltekuld som Rolf og Regner,
staa de end i Taageskrud!
Og hos første, lave Kirke
Thyra ved sit Dannevirke!
Og med Bretlands-Kronen Knud!
✂
Længer ned - en Skov af Helte,
mellem dem, der turde vælte
Svantevit med Absalon!
Og hvor Korsets Banner vajer,
seer I ej, det faldt med Sejer
i den unge Volmers Haand!
✂
Voxer kroget Kongestammen, -
stryges Aaget ej og Skammen
af ved Grevens Sengestok?
113
Blinker ej i nyfødt Morgen
trefold Glans om Kongeborgen
fra Margretes lyse Lok?
✂
Og hvor Dannebroge vifter
i de lange Navneskifter
fra den første Christian,
luer ej, naar Faren er der,
altid op de danske Hjerter,
som da »Volden« var vort Land!
✂
Og fra Hav og Belt og Sunde,
sjunges ej af Bølgemunde
Drapet om vor Sømandsflok!
Hvo vil efter Navne søge -
alt fra Kongedyb til Kjøge
skummer det med Kranse nok!
✂
Dog endnu i vore Dage
skreves der en Heltesage
af den tapre Landsoldat, -
ogsaa, da paa Dybbølskansen
tung han gik i Dødningdansen
med den hvinende Granat.
✂
Stig saa ned fra Mindets Højder,
ned, hvor endnu Droslen fløjter,
hvad den sang ved Lejregaard!
114
ned, hvor valmukranset Rugen
lægger meer end Gyldendugen,
lægger Brødet paa vort Bord!
✂
Og hvad seer I saa hernede,
bag den gode Rug og Hvede?
Skjellet flyttet! Danmark deelt!
Trods vort Frederits og Isted,
alt det vundne atter mistet -
læs dog Danmarks Saga heelt!
✂
Ja, trods Minderne, som tindre,
Riget selv blev altid mindre, -
lad det ikke gaa i Glem!
Og med snevret Landeskranke,
snevert Syn og snever Tanke
kroer sig i vort Fædrehjem.
✂
Hvor er al vor gamle, kjække
Pile-Sejghed i at strække
Kvisten ud, saa snart vi kan?
Blev vort Land saa trang en Tue,
saa vi kun har Borgestue,
men ej længer Fædreland?
✂
Skal det nu da ej bedrøve,
at som Flensborgs døde Løve
Danmark selv er sønderflængt,
først af Fjendens Rovdyrstænder, -
saa ved vore egne Hænder
spaltet, tvedeelt, næsten spræng!l
✂
Skal det længer ej opmande,
jage Skyggen fra vor Pande,
den Bevidsthed: vi var tro!
Den Bevidsthed: efter Evne
har vi bødet Hul og Revne,
taarnet op vor Fædrebo!
✂
Fra vi sidst for Livet fægted,
hvad har Folkeaanden mægtet
i de lange tretten Aar?
Paa hverandre har vi skældet,
sunget, flaget, karrussellet,
leflet med det aabne Saar;
✂
snakket op om Holger Danske,
og i Mangt om ikke ganske
gjort af Folkeaanden Krop!
skilt os ad i tvende Folde!
revet ned de gamle Volde,
ingen nye bygget op!
✂
Hvor er Styrkebæltet smeddet,
og vor Fremtids Brynje leddet?
Hvor er Viljen vakt af Blund?
- Danmark, som om Sundhed drømte,
for den bittre Skaal, Du tømte,
fik Du lutter Skaaler kun!
✂
Er det virkelig os Danske,
kan et Folk sig saa forvanske
eller varsler det om Død?
Er det os fra Ott'ogfyrre,
som i Faren kun blev større,
Et i Lyst og Et i Nød?
✂
Har I glemt de skjønne Dage,
da vi kunde meer end flage,
inden Kjærlighed blev kold?
Dengang vi med Manddomsstaalet
satte over Oprørsbaalet
kjækt paa Enighedens Skjold?
✂
Vil I rejse dennesinde
Ebbesen et Æreminde,
byg det ej af Steen og Malm!
Smelt ham ind i Sjæl og Hjerte,
til I mindes Danmarks Smerte
meer end som et vissent Halm!
✂
Til I see, vor værste Fjende
har vi hos os selv herinde,
ført af kullet Avind an:
Her i Madstræb, hist i Magtstræb,
her i ladt og lystsygt Pragtstræb,
her i raadvild Uforstand
✂
Til I see, at Holstergreven,
hvem vort Land er pantsat bleven,
nu har Egennyttens Navn!
117
Til I see, at Neldebladet
nutildags er Hjemmehadet,
fostret i vor egen Favn!
✂
Der er Noget, værdt at fælde,
med et Mod at overvælde,
tændt af enig Kjærlighedl
Noget, der skal ta'es ved Lokken,
rammes over Sengestokken;
Folkeaandens Skifting led!
Har vi tømret Skib og Skanse,
hvæsset Pil og skæftet Lanse
Haand i Haand paa Fædres Viis,
da er Tiden til at bygge
- kranset af en bedre Lykke -
Steen for ham fra Nørreriis.
✂
Danske, Danske, tænk dog efter!
Værn dog, værg af alle Kræfter
Kjærlighedens Grundlovsbud!
Kjærlighedens Grundlovsorden, -
nu kun ingen Skaaler for den,
men et Arbejd, gjort i Gud!
✂
Brødre! Søstre! Unge! Gamle!
Er det ej paa Tid at samle
Alle, som vil Danmark vel;
118
kaste Politikens Pjalter,
hente ved vor Barndoms Alter
Bod for Slægtens Syndegjæld.
✂
Slænge bort de hadske Lanser,
klæde os i Troens Panser,
gjorde os med Aandens Sværd,
luttre selve Hjertekilden,
og med fast og enig Villen
tage fat vor Sønnefærd?
✂
Da skal Tørken atter vige,
og i Danmarks gamle Rige
Livet blomstre op igjen;
og som hist i Sarons Dale
skal fra Himlens høje Sale
vælde ned Velsignelsen!