Richardt, Chr. Carl Ploug.

Carl Ploug. 1829-79.

I.

Jylland, Jylland var hans Vugge,
gammelt Vuggelin for Mænd,
Aaens Blink og Hedens Alvor
finder I hos ham igjen.
Stormens stærke Vingefang!
Havets høje Bølgegang!

Og som Klitten er han furet,
Tiden har ham pløjet tyst,
mangen Skramme seer I ikke,
den er gjemt i Kæmpens Bryst.
Derfor er der Vemodsdrag
i hans stærke Harpeslag.

Sandhed er det, han har villet
som en ærlig frygtløs Tolk:
Sandhed mellem Folk og Konge!
Sandhed mellem Folk og Folk!
Den gav Sangen Straaleskjær,
den gav Odden i hans Sværd!

Men den Magt, som har bevaret
ham for Egennyttens Brand,
det er Sønnekjærligheden
mod vort gamle Fædreland!
Den slog Gnister i hans Dyst,
den er Slaget i hans Bryst.

263

II.

Op da, Studenter, alle tilsammen,
hver, i hvis Minde hans Navn gaar igjen,
hver, han har døbt til Alvor og Gammen,
takker vor Høvding, vor Sanger, vor Ven!
Halvhundred Aar med Hjelmhuen aaben,
aldrig af Sadlen, altid i Vaaben,
svang han sin Pallask, sang han sin Haaben,
tro mod det Banner, han hylded som Svend.

Ja dets Indskrift er den samme,
som han hilste med Ynglingens drømmende Smil,
og hans Hjertes stærke Flamme
har »ej løjet« sin Varme, ej »lejet« sin Ild!
For Lykken raader Gud -
men Vagten holdt han ud,
og mod Tidsaandens Jætter han end er vor Thor,
»og han rammer
med sin Hammer«,
med sin blødeste Sang, med sit staalklædte Ord!

Op da, Studenter, alle tilsammen,
hver, i hvis Minde hans Navn gaar igjen,
hver, han har døbt til Alvor og Gammen,
takker vor Høvding, vor Sanger, vor Ven!
Halvhundred Aar med Hjelmhuen aaben,
aldrig af Sadlen, altid i Vaaben,
svang han sin Pallask, sang han sin Haaben,
tro mod det Banner, han hylded som Svend.

264