Mand overbord.
✂
Gyngende skød sig Briggen
afsted med vinget Mod;
stærke Bølger rørtes,
men Farten var god.
✂
Med Skibsdreng og Skibshund
var vel en Snees ombord;
blandt dem var Jørgen Brask,
der som Jungmand for.
✂
De Andre kaldte Jørgen
en durkdreven Fyr;
i hans mørke Øjne
stak baade Barn og Dyr.
✂
- Vild og uregjerlig
han var, fra han blev fød;
Fad'ren var paa Sognet,
og Mod'ren var død.
✂
Tidlig det naged ham,
hans Fa'r var Fattiglem;
han haded hver en Lykkelig,
der ejed et Hjem.
✂
I Gaarde blev hans Pjalter
af Køteren bidt, -
at Solen skinte paa ham,
det undred ham tidt.
✂
Fugle-Reder plyndred han
som ganske lille Dreng:
han undte ikke Ungerne
den lune, lille Seng.
✂
En Mester i at lyve,
saa vel som i at slaas,
han aad sit Brød med Banden
og salted det med Trods.
✂
Selv, da han gik til Præsten,
var han uvorn og vild,
skar Ansigt bag hans Skulder,
og grinte dertil.
✂
Kun da han stod paa Kirkegulv,
og Præsten bad en Bøn,
og talte om den tabte,
men gjenfundne Søn;
✂
da plired han med Øjet, -
mon Ansigt han skar?
eller pinte ham Lyset
fra Kirkerudens Glar?
✂
- Saa kom han til en Skrædder, skulde lappe og sy. Før Maaneden var omme, han rømte af By.
✂
Tog Hyre paa en Engelskmand,
som netop skulde gaa;
lærte flinkt at koge, -
blev selv lige raa.
✂
Før Aar og Dag var omme
han havde seet sig om;
kun aldrig seet mod Himlen,
eller tænkt paa Død og Dom.
✂
Ombord han smagte Tampen,
iland des mere Grog;
ødte sit Gods med Skjøger,
eller raved i Flok.
✂
Saa laa en Stund han ledig,
kun ledig ej i Ondt;
sjoved som han kunde bedst,
og støved Havnen rundt.
✂
- Da kom han her paa Briggen,
og til en brav Kaptajn:
Jørgen saae saa sulten ud!
og var fra hans Fødeegn!
✂
Hans Ord, det var ham Solskin;
sad Knøsen tvær og mut,
talte han om Højby Strand, -
dér slog de begge Smut!
✂
Eller saae ham i Øjet,
og strøg hans brune Kind;
den Godhed varmed Jørgen
i Hjertet dybest ind.
✂
- Hver Søndag tog Kaptajnen
sin gamle Bønnebog,
og læste i Kahytten
en Text og nogle Sprog.
✂
Nødig gjorde Jørgen
Kaptajnen imod -
men endnu mere nødig
han gjaldt for from og god.
✂
Og sjeldent man ved Andagten
saae Jørgen Brask;
var han der, da stod han
koldsindig og dvask.
✂
- I Morges var Vinden
sprunget om til Nordvest;
daarlig Stund til Andagt
i denne skrappe Blæst.
✂
Dog efter gammel Vane
Kaptajnen gjorde Bøn,
og læste for af Lignelsen
om den fortabte Søn.
✂
Og Folkene de hørte,
alt som de kunde bedst;
En tænkte paa sin Kjærest,
En paa sin Lønnings-Rest.
✂
En Tredje drejed Skraaen,
og saae sig gnavent om;
de Færreste gad vente,
til Fedekalven kom.
✂
Om Skipperen blev mindre
hans Tilhører-Ring;
han vilde Ingen tvinge,
og lod som Ingenting.
✂
Han tænkte, mens han læste:
Gjør Flokken sig studs,
saa prædker jeg for Fiskene
som Sankt Antonius!
✂
Nu var han dér, hvor Sønnen
er kommet paa Vej:
»Fader! jeg har syndet
mod Himlen og mod Dig!«
✂
Da hører han omkring sig
som Hulken og Graad -
fra hvem? Fra En paa Dækket -
mon Nogen var kaad?
✂
Ned i Kahytten tumler
hans egen Jørgen Brask,
han som altid stod
saa koldsindig og dvask.
✂
Hvergang han syntes skulke
fra Søndagens Bøn,
gjennem Lysnings-Lugen
han lytted iløn.
✂
Og da igjen han hørte
om den fortabte Søn,
da saae han Landsbykirken
og hørte Præstens Bøn.
✂
Af al hans Hjertes Haardhed
som af en Muslingskal
der løste sig en Perle
ved Angerstaarens Fald.
✂
Og tusind glemte Frøkorn
skød op om Jesu Navn,
og troende han kasted sig
i Kjærlighedens Favn.
✂
Var det den samme Jørgen,
hint vantrevne Skud,
som hulked: »Jeg har syndet
mod Himlen, mod Gud!«
✂
Var det den samme Jørgen,
der rysted som et Siv,
og skrifted i Kahytten
sit jammerlige Liv?
✂
Hvem Barnet kom i Øje,
hvem Troen kom i Bryst,
alt mens hans Skipper peged
paa Naadens høje Kyst?
✂
Var det den samme Skude,
som saa slingrende for?
Ja, Skuden var den samme,
men vendt var dens Ror!
✂
- Det mørkned, og det kuled
alt meer og mere op;
Merssejl skulde rebes
af en forvoven Krop.
✂
De Andre, de trykked sig,
men Jørgen bød sig til.
Kaptajnen sagde rolig:
»Lad Jørgen, om han vil!«
✂
Og Ungersvenden entred
derop som en Kat,
og rebed og beslog
i den bælgmørke Nat.
✂
Deroppe just ved Korset,
hvor Raa krydser Mast,
der hang han som hin Røver,
Guds Kjærlighed holdt fast.
✂
Han maatte Hænderne folde
og bede Røverens Bøn:
»Tænk paa mig i dit Rige,
Du Guds eenbaarne Søn!«
✂
Det syntes ham han hørte
igjennem Stormens Brag
Frelser-Røsten svare
hint salige »Idag!«
✂
Og just da Jørgen atter
havde Foden paa Dæk,
kom en fraadende Braadsø
og skylled ham væk.
✂
Det hørtes knap i Bølgen
den sagte Smule Pladsk;
Rorgængeren saae udefter:
»Dér gik nok Jørgen Brask!«
✂
Men hvem stod til at redde
i denne barske Sø!
Briggen maatte fremad,
og Jørgen maatte dø.
✂
»Mand overbord« fløj Buddet
fra Rios hede Strand, -
jeg tænker, mellem Guds Engle
det klang som »Sjæl iland!«