II.
Somrens Farvel.

✂ Nu drager Danmarks Sommer bort,
vort Hjertes Herskerinde -
Vaggonen holder snart parat,
hvori hun vil forsvinde!
371 Ja, Storken, hendes Marskalk god,
er forud alt paa Rejse,
bestiller Dronningen Hotel,
hvor Sydens Palmer knejse.

✂ Musikken sendtes og afsted
før Storm og kolde Byger,
Træ-Blæserne, de Finker smaa,
hver Luftens flinke Stryger!
Og hendes skjønne Blomster-Hof,
de Somrens Rangs-Personer,
de hænge slemt med Hovedet,
ja tabe deres Kroner.

✂ Har hun sit Skovpalads forladt,
vil Alt i Hast forduftes, -
hvert Drapperi skal tages ned,
de traadte Tæpper luftes!
Hvert Landskabs-Billed faaer sit Slør,
selv Solens gyldne Ramme;
og mangen Skat af ædelt Frø
hengjemmes med det Samme.

✂ I Markens høje Taffelsal
Smaamusene sig dukke,
thi Bordet det er dækket af,
og Alt bag Laas og Lukke!
Men Duggen over Stub og Straa
ej tørre vil og stilles -
det sees paa al den Taareregn,
at nu skal Nogen skilles.

✂ Dog før hun siger heelt Farvel
og bort sit Aasyn vender,
hun deler ud af Bær og Frugt
med rige, runde Hænder;
hun kaster Æbler ud i Grams
paa Mossets bløde Tæpper,
og Pæren kommer bumsende
i hele halve Skjæpper.

✂ For sidste Gang i Skovens Hal
den vilde Due kurrer -
Da hviner Uglen til Signal,
mens Stormens Kjedel snurrer!
Og Sommer-Toget gaar mod Syd,
med Asters i Kupéen,
og haster Bjergene forbi,
som pudres alt af Sneen.

✂ Og Hækken vifter som den kan
med Spindelvæv for Klæde,
og Havet larmer sit Farvel,
og mange Smaafolk græde.
Saa sukke vi endnu en Stund:
ja, nu er Somren omme -
men Barnet tæller Dagene
til hendes næste Komme!