III.
Patient.
Motivet fra et Maleri af Jan Sten.
✂
Hvor er hun ung og yndig
som Engens Blomsterneg!
Men vildsomt Øjet brænder,
og Kinden er saa bleg;
✂
ja bleg den ene Time,
en anden Stund saa hed;
af hvide og røde Roser
et skiftende Bed.
✂
Ubuden kommer Taaren,
at smile har hun glemt;
paa Væggen hænger Cithren,
som den hun er forstemt.
✂
- Den gamle Doktor er der,
og fritter hende ud,
hun svarer som i Tanker, -
hun selv har ej sendt Bud.
✂
Der sidder hun og rækker
ham viljeløs sin Arm,
»Ja Pulsen slaar formange,
Blodstrømmen er for varm!
✂
»Vi maa kjønt gaa i Sengen,
see at faae en lille Lur,
og flittig ta'e den sure,
den kjølende Mixtur.
✂
»Og Surdejg under Fødderne
vil bringe Kvægelse;
og dernæst maa vi vogte os
for Sindsbevægelse!«
✂
Ak Doktor, siig til Strømmen,
den ej maa røre sig!
og tag tilfange Drømmen,
der overvælder Dig!
✂
Hvad skal jeg dog i Sengen,
det heder kun min Kind!
langt heller ud paa Engen
i Drømme-Maaneskin!
✂
Langt heller ud paa Dammen,
hvor Skøjteløbet gaar,
hvor Venner kredse sammen
som Svaler i Vaar!
✂
- Den gamle Læge stryger
sit graanende Skjæg,
hans kloge Øje trænger
igjennem Fold og Læg:
✂
»Her hjælper ingen Surdejg,
min lille Patient!
det er en Hjertesygdom,
hvis Navn er velbekjendt!
✂
»Men - hvem er det der banker?
Et Postbud, - og et Brev!
En vinget Dreng i Seglet, -
mon en Luftskipper skrev?«
✂
Hun snapper det med Bæven,
sluger det med et Blik;
det sees paa Barmens Bølger,
hvad Frydebud hun fik.
✂
Ak Doktor! »Hvad behager?
nu kan jeg gaa min Vej?«
Ja Ingen i Verdens Rige
er nu saa rask, som jeg!
✂
Nej jeg er syg af Glæde, -
kureer mig, om De kan!
»Lad ham der sendte Brevet,
han er den rette Mand!«
✂
Sin Vams den Gamle knapper,
letter paa sin Baret:
»Nu er jeg overflødig,
min Kunst er gjort mig let!
✂
Men har et gammelt Postbud
gjort slig Mirakelkur, -
saa har han sikkert været
en postillon d'amour!«