Richardt, Chr. Billedtexter 1 - 5.

Billed-Texter. Til givne Tegninger.

I. Nisse-Frieri.

Far Niss, Far Niss! her ligger jeg
alt paa min grønne Hose:
vær mindelig, sig ikke nej,
skjænk mig din kjønne Rose!

Hun er saa sød, det lille Pus,
udi sin grødgraa Trøje!
Hendes Glugger er som Aaleblus,
hendes Bryst som Jellinge-Høje!

»Og siig mig, Du Svend Viderik,
»har Du at bide og brænde?
»Er Du en Drukkendiderik,
»saa faaer Du aldrig hende?«

159

Nej, nej, Far Niss, vær I kun tryg,
jeg er en holden Frier,
har Part i Mosekonens Bryg
og Taagespinderier.

Paa Kræfter er jeg ikke lens
og dreven nok i Faget:
det var mig, der slog Boldt med Møllerens Jens,
I véd nok - over Taget!

Jeg har i min Tjeneste Lygtemænd,
naar Vinteren er over;
og til at feje Kjælderen
har jeg en Muldvarpesjover.

Jeg boer hos Kæmpen i Højen hist,
vi har en Steenstue sammen;
men han er en Dødbider, stum og trist,
mig lyster bedre Gammen!

- Far Niss, han mumler frem et Ja
og klør sig lidt i Nakken:
»Hør saa, hvad Medgift I skal ha'
»foruden Hus i Bakken!

»Dig giver jeg en Lue ny,
»saa rød som Storkens Bene;
»og hende vil jeg lade sy
»tre Hagesmækker rene.

160

»Og Huset fylder jeg med Sul
»af lækre Pindsvinstryner;
»fem Kander Porse-Øl til Jul!
»og fire Kjærulds Dyner!

»Kun ét Du sige mig endnu,
»saa skal Du faae den Lille:
»forstaar som alle Højfolk Du
»den Nissekunst at drille?«

Da lo ung Viderik Kluk i Kluk,
han skelede til Stokken:
Aa jo, Du gamle Nissebuk,
vi høre med til Flokken!

Vi har holdt Bryllup, hun og jeg,
saa ganske i det stille,
men - bare for at vise Dig,
at vi forstaar at drille!

II. Hund og Krage.

Snap, med et lækkert Been belæsset,
har netop lagt sig ned i Græsset;
bestemt forresten paa at gi'e sig Tid,
han ta'er sig just den første Bid, -
da Kragemo'er,
161 der ellers højt i Poppelpilen boer,
men, som det synes, ønsker Snap i Tale,
med Et ham napper i hans kjønne Hale, -
Skandale!
Vor Ven, som har i Tænderne sin Skat,
sig vender brat,
og nøjes foreløbig med at knurre;
men for tilbørlig at forpurre
slig Næsvished fra Revl og Krat,
han mener, der bør bjæffes lidt,
og bjæffer vredt.
Det virker; - ja men Benet dratter,
og Kragefatter,
der Ejendomsretten lidet skatter,
og kommer til som ved et Træf,
han har just ventet dette Bjæf;
og da der bjæffes atter,
vips er den sorte Skjælm afsted,
og Benet med,
i Sikkerhed paa et af Gaardens Tage;
og da jo Krage søger Mage,
har Snap den Ærgrelse at see de to
med samt en heel Deel andre sorte Ka'le,
der alle er i »Internationale«,
i Mag og Ro
slaa i hans lækre Kjødbeen Næb og Klo.
Han selv maa slikke paa sin Hale,
og døje Snips højst ondskabsfulde Tale:
»Det gik nok fløjten, Benet! trøst Dig Du,
Du har jo fire Been endnu!«

162

Tamt og vildt.

Padre Giuseppe, han er ikke magelig,
naar Livet han kan gjøre sig behagelig',
og da han tilmed troer sin Mave svagelig,
saa har han længe spekuleret paa
Forandring i sin vante Kost at faae.
En Padre, kort en Mand, som der er Aand i,
bli'r reent stupid af al den Maccaroni, -
lidt Fuglevildt, en And, en Bekkasin
med samt lidt bedre Vin,
det var for Aand og Krop som Medicin!
Han trommer paa sin Mave,
og kalder saa paa Beppo, Husets Slave.
»Hør Beppo, giv mig Hat og Paraply,
vi vil paa Jagt, kast Bøssen over Nakken,
og saa af By
hinsides Bakken
til Stranden - Du kan tro mig, dér
er mere Fuglevildt end her,
hvor knap man øjne kan en Hønsefjer.«
»Men der er vaadt ved Stranden, Far Giuseppe!«
»Saa skjørter man blot op, min gode Ven,
tænk Dig, om vi fik kapret os en Sneppe!«
- Snart er de langt fra Gaderne,
ved Stranden hist, paa Måderne,
hvor Fuglevildtet søger. Dagen gaar,
en stakkels Spurv de faaer;
men den er og det hele,
og det er grumme lidt at dele.
Hver Gang en Vildand kommer dem paa Skud,
163 vor Padre gjør et Sæt og raaber: »Skyd,
skyd Beppo, skyd!« og med sin Skjærm rumsterer,
saa Byttet echapperer,
skræmt op i Tide ved den Lyd.
Langs Stranden gaa de hjem, vor Padre vred,
og da han er saa nogenlunde fed,
badet i Sved.
Men da de komme nær ved Baadehavnen,
ret ud for Bavnen, -
lige for Næsen
af vore Jæg're viser sig et Væsen,
der svømmer som en And og er en And.
»Skyd, Beppo, skyd!« vor Far Giuseppe hvisker,
og Beppo skyder, rammer, op den fisker.
Flux, som i Anelsen om noget galt,
vor fromme Fader Byttet snapper
og Paraplyen om det sammenklapper.
Med uvant Hast han naaer sit lille Køkken,
og for sin Kogerske og Fejerske,
sin gamle Plejerske,
han priser der i høje Toner Lykken,
der vel en Stund ham vendte Ryggen,
men dog den rare Vildand bragte ham.
»Madonna!« raaber hun, »den er jo tam!«
»Da var den vilter nok, saa Skam, -
men tamt og vildt er nær i Slægt,
lad os nu bare faae den stegt!«
Som sagt, saa gjort; og brun og mør er Anden.
Den næste Morgen kommer Ejermanden,
hans Sognebarn, og kræver strax Erstatning.
Vor Padre svarer ham med Fatning:
164 »Først er den skudt som andet Vildt i Stranden;
men dernæst - har jeg denne ene Gang
af Jægertrang
gjort vildt af tamt, saa har jeg Kræfter spildt
paa her blandt Jer at gjøre tamt af vildt.
Du var en vild Krabat, min Christoforo,
og lovløs nok var mangen Gang din Moro;
men ved Madonnas Hjælp jeg fik Dig tam;
og derfor veed jeg vist, Du under ham,
din gamle Padre, dette lille Offer!«
Christoffer
klør sig bag Øret, - men da virkelig,
han havde været lovlig vild,
før han blev kirkelig,
saa slog han til,
gav med bevæget Stemme
sin Skriftefader fuld Absolution, -
og saadan slap vor Padre af sin Klemme.

IV. Naar jeg bli'r stor.

»Naar jeg bli'r stor,
saa vil jeg selv være Far og Mor!
saa vil jeg ikke sidde paa Skjødet.
saa vil jeg selv komme Smør paa Brødet,
ha' Lov at gjøre alt, hvad jeg vil,
og ha' Lov at grise mig rigtig til!

165

Naar jeg bli'r stor,
saa vil jeg -bo, hvor Rasmus boer!
lige saa tæt ved Svinestien,
saa jeg bestandig kan kige i'en, -
ja, det er sikkert, naar jeg bli'r stor,
saa vil jeg være Svinemajor.

Som Rasmus ? Nej!
Næ, jeg vil heller være Lakaj!
Saa kan jeg frit komme op at kjøre
og tjene mig mangen en dejlig Øre
og kjøbe mig Grise selv, om jeg vil, -
ja, Sukkergrise med Fløde til!

- Om fire Aar
er jeg saa stor som min store Bror!
Saa vil jeg ikke hedde den Lille,
og saa skal Peter mig aldrig drille
eller spærre mig ind i en Faarefold
og kalde mig for en Buxetrold!

Naar jeg bli'r stor,
saa skal jeg knubse min store Bror,
saa kan han tro, jeg skal ham kuske,
og »Buxetrolden« skal nok jeg huske;
siger han'et een Gang til, ja saa,
saa vil jeg ikke ha' Buxer paa!«

166

V. Pigen med Katten.

Naar kun hun har sin store røde,
utrolig søde,
fløjelsbløde
mustachesmykte Missekat,
saa vrager hun Alverdens Skat.
Hun er Slavinden, han er Herren:
hun vifter ham for slemme Myg,
hun vogter ham for Hvalpes Snerren,
i hendes Skjød er »Cæsar« tryg.
Snart bli'r Ninetta baade stor og smuk,
faaer Pil i Haaret, - mulig Pil i Hjertet,
og bli'r til dagligdags beværtet
med unge Flødeskjægges kjælne Suk, -
hvo veed! Men Et jeg ganske sikkert veed
Den gamle Flødeskjæg paa Skjødet,
paa ham hun har sin første Ømhed ødet,
han er Ninettas første Kjærlighed!