Richardt, Chr. Bebudelse

I. Bebudelse.

Der fløjter en Solsort saa sødt, saa sødt -
hvad Glædeligt er vel den Lille mødt?
Den har seet det gravlagte Liv opstanden -
det jubler den ud under Himmelranden!

Der strøg et Pust over Steen og Stok -
den Luftning af Vaar var min Solsort nok!
Den har ikke vantro begjært at skue,
at stikke sit Næb i en grønnende Tue.

344

Og nu, under Paaskeklokkens Klang,
nu stemmer den dobbelt op sin Sang;
den ene gjør ej den anden til Skamme -
de synger egentlig om det Samme.