Richardt, Chr. Vaagnende Vaar.

II. Vaagnende Vaar.

Hvor er det dog en dejlig Tid
der nu igjen er kommen hid
med sine tusind Løfter,
der melde sig i Skov og Vang,
om Stenten og om Mosespang,
fra Gjærder og fra Grøfter!

Den sidste Snee i Stykker smaa
som Blegetøj paa Engen laa
og opad Digets Side;
men nu er Blegen taget ind,
hver Trevl af Vintrens Væv og Spind,
hver Stump af Lagner hvide.

Med Solskin Rugen mætter sig
og retter sig og tætter sig
og lover gyldne Dage;
og avindsyg paa Himlens Skrud,
hver Jordklimp klækker Stjerner ud
for ej at staa tilbage.

345

Og Sivet, som har ventet spændt
alt i sit vaade Element
paa hvad det skulde vorde,
har godt forstaaet Lysets Vink
og fanger nu de første Blink
med Spidsen af sin Kaarde.

Og i det høje Fugleslot,
hvor Loftet nys blev strøget blaat
og for hver Skyplet friet,
der er en Flagren to og to,
en Pynten op, en Sætten Bo,
som blev Alverden viet.

Og Vaaren er en Vielse,
en Kræfternes Befrielse
til Føden og til Vorden.
Da Stormens Orgelpibe taug,
en Skaber-Røst sit Amen gav:
Bliv frugtbar, opfyld Jorden!

Ja der er Bryllup overalt,
trindtom til Liv der bliver kaldt,
til Knop og Kart og Kime,
hvert Frø, hvert Æg i Mark og Muld,
det mindste Skum i Mosens Hul
kun bier paa sin Time.