VII.
Vaarens Fylde.
✂
Nu drysser det med fine Dun,
og Luften er saa lind og lun,
og Kabelejen skinner;
Kastanien har sin Blomstertop,
selv Asken graa er vaagnet op,
og Kransens Sløjfe binder!
✂
Hver Gyde har sin grønne Bræm,
hver Grøftevold sit Skyggegjem
af hele Bregne-Bylter;
og i det sorte Mosekjær
er baade El og Stork ifærd
med Øvelser paa Stylter.
✂
I Frembrud staar den hvide Tjørn,
Snedronningen blandt Skovens Børn,
og de Konvaller søde;
og Hybenrosens Torneskaft
sig fylder med saa mild en Kraft
til Væld af Morgenrøde.
✂
Frugthaven er i Hvidt og Rødt,
og Græssets Tæppe ligger strøet
med Æbleblomster favre;
Syren og Guldregn favnes tyst,
mens Vin og Vedbend har en Dyst,
om hvem der bedst kan klavre.
✂
Og nu er Frøen heel komplet,
den gi'er sit Kvæk, og gjør sit Sæt,
emancipért fra Halen;
og Dagen er saa dejlig lang,
og Luften fuld af Sol og Sang
fra Lærken ned til Svalen.
✂
Ja med hver Blomst, hvert Blad, hvert Straa
er Somren ved at banke paa,
og melde os sit Komme -
Du underskjønne Foraarstid,
saa løfterig, saa elskovsblid,
hvor Du er hastig omme!