✂

INDHOLD AF ANDEN DEEL.

• Billedtexter 1-3:

  • 1. Overraskelse ............ 1
  • 2. Betids ...... ........ 2
  • 3. Patient .............. 4
• En Valplads ............... 7
• Hugormen ................ 11
• Pigen ved Brønden. ...... ...... 12
• I Schweiz ................. 12
• Sejrs-Bud ................ 14
• Paradisets Fugle .............. 20
• En Længsel ............... 21
• Jakob i Hebron.............. 22
• Judith, et bibelsk Heltedigt i ni Sange .... 29
• Bønnen.................. 64
• Takken................ . 65
• Peters Befrielse ............. 65
• Areopagos. .............. 71
• Bosporos ................ 73
• Ved Tanganika-Søen ............ 91
• Missions-Psalme .............. 97
• Paaskemorgen ............... 98
• Det ubekjendte Land ............. 100
• Snestorm i Maj ............... 109
• Til Overvejelse ............... 111
VI
• Sønderjydens Sang ..............118
• Foraars Gry. ...............120
• Opfarten til Upsal. .............122
• Ved Dannemora ..............127
• Til Nordens Ungdom ............129
• Fjeld og Dal ...............130
• Frembrud ................135
• Ved Kysthospitalets Indvielse ..........138
• Ved Emmaus-Kirkens Indvielse . . . . .. . . .141
• Stævns .................144

• Mindesange 1-3 :

  • † Frederik Hammerich ..........147
  • † H. N. Clausen ............148
  • † Fred. Paludan-Miiller ..........150
• Ved Aften ................152
• Vinter og Vaar ..............153
• Drot og Folk ...............156
• Nattergalen ................157

• Billedtexter 1 - 5:

  • Nisse-Frieri ..............158
  • Hund og Krage .............160
  • Tamt og Vildt .............162
  • Naar jeg bli'r stor ............164
  • Pigen med Katten ............166
• Møllen og Kirken .............167
• I Høst .................168
• Korn i Hus. ...............170
• Ved Allehelgens-Tid. ............173
• Ved Vierwaldstädter Søen ...........175
• Kamar .................176

• Festsange 1-4:

  • Til H. C. Andersen ...........179
  • Ved Indvielsen af N. Zahles Skoler ......180
  • Ved Præsten P. A. Fengers Embeds-Jubilæum . .182
  • Til Santal-Missionæren H. P. Børresen .....183
• Mumie-Kornet ...............185
• Spørgsmaal ................186
VII
• Den trange Vej ............ .187
• Gjertrud Rask ............ . .188
• Glem og husk ..............191
• Effata ...............192
• Træet og Grenene .............193
• Bethanien. ............195
• Asenindens Føl .......... ...197
• Røveren paa Korset .............199
• Vasen ..................201
• Spirerne ............ ....204
• Præstevalget. .......... ...205
• Vinterens Begravelse. ...........218
• Et Møde i Rom ......... ....220
• For Kjøbenhavns Universitet .... ....239
• For Studenterne ........ ....244
• Ved Promotionsfesten ...... ....245
• Sverig-Norges Universiteter ... . . . .253
• Ved Studenter-Sangforeningens Fest ....254
• Ved Indvielsen af Fredericias nye Skolebygning . . .258
• Danmark.................260
• Paragraf 5 ........ .......261
• C. Ploug ......... .......262
• C. Hostrup ................264
• Ved Helligaands-Kirkens Fornye' ........266
• Til H. L. Martensen. ... ........268

• Mindesange 1-3:

  • † Rudolf Frimodt ............271
  • † Gotfred Benjamin Rod .........273
  • † Peter Arnold Heise . .........274
• Maanebroen ...... .........276
• Hvad hjalp det mig ... .........277
• Christus-Troen .... .........278
• Bøn og Arbejd.... .........279
• Kjærlighed ..... ..........281
• Matthæus..... ..........282
• Paulus i Cæsarea . ..........284
• Ydre Mission ... ..........289
VIII
• Indre Mission ...............290
• Spejling .................292
• Foraar begynder ..............293
• Børn ..................295

• Af en Opera 1-3 :

  • Laugenes Fanetog ............297
  • Sang ................299
  • I Kongens Kjøkken ...........300
• Fyens Hegn ................303
• Uglen og Smaafuglene ............305
• Mit Piletræ ................307
• Herodes' Død ...............308
• I Bergen 1-3. ..............311
• Mand overbord. ..............322
• Luther i Worms ..............330
• De tvende Taarne. .............334
• Hans Kryger ...............336
• Steen Steensen Blicher ............337
• N. F. S. Grundtvig .............339

• Foraar 1-7:

  • Bebudelse ...............343
  • Vaagnende Vaar. ............344
  • Visne Blade ..............346
  • Vindenes Værk .............347
  • Gaaet ud ...............348
  • Forvandling ..............349
  • Vaarens Fylde .............350
• Hvad Tiden fordrer .............351
• Hvem er Han?. ..............353
• Derfor! .................356
• Salvingen i Bethania .............357

• Mindesange 1-4:

  • † Martin Hammerich ...........359
  • † H. L. Martensen ............360
  • Enkedronning Caroline Amalie .......362
  • N. F. S. Grundtvig ...........363
• Missionshuset »Bethania« ...........364
IX
• Tyendeliv ................ 366
• Tro og Gjerning .............. 367
• Under fremmed Navn ............ 367
• Pløjetid ................. 368

• Fra Aarets Tider 1-5:

  • Koldt Foraar.............. 369
  • Somrens Farvel ............. 370
  • Ved Juletid .............. 373
  • Efter Snestorm ............. 376
  • Skovens Saga ............. 377
• Til Kong Christian IX ............380
• For Danmark ............... 382
• Til Kongen ................ 383

• Festsange 1-3:

  • For Universitetet ...........385
  • Velgjørenheds-Selskabets Skole ......386
  • Forlæggernes Skaal .........388

• Billedtexter 1-3

  • Ubudne Gjæster. ............ 390
  • Tiggeri ............. . 391
  • Dørvogteren ............ 392
• Rejsebrev ................ 394

✂

Billedtexter.

✂

En Valplads.

✂ Der kæmped en Damper med Storm og Nød,
med Vandenes Gru.
Passagererne daaned og Lasten flød;
kun Røgsøjlen tappert i Luften skød, -
den kæmped endnu.

✂ Maskinen den blanded sin gungrende Røst
med det brølende Havs,
saa stønned den dybt som et rallende Bryst,
saa gav det et Brag som en Torden i Høst,
og saa blev den taus.

8

✂ Den maatte vel synge sin Svanesang,
den stækkede Fugl;
den basked med stumpede Vingefang; -
hvor skulde man hen med halvanden Stang,
og stoppede Hjul!

✂ En Hagl af Eder der fløj om Dæk,
med Graad besvart.
Kaptajnen var rolig i al den Skræk:
»Maskinmester, gik der paa Damprøret Bræk,
saa lap i en Fart!«

✂ Nej stop, Kaptajn, nu siger jeg stop,
der er Maade med Alt!
Det var jo at skolde sig levende op, -
langt heller maa Hajerne slaas om min Krop,
naar det skal være galt.

✂ Kaptajnen taug. Man saae paa hans Blik,
han søgte en Mand.
Saa spurgte han endelig: hvor er Dick?
»Ja hvor? Hvis han nu i Maskinen gik,
det maa han om, han.«

✂ Og Svanen vælted sin syge Barm
i Havets Seng,
som vilde den svale sin magtløse Harm, -
da bæved med Et gjennem Stormenes Larm
som en brummende Streng.

✂ Hvad var det? mig synes Maskinen gaar,
Kaptajn, er det sandt?
9 sit vante Drejeslag Stemplet slaar -
»Javel er det sandt, vi er frelst, hun gaar,
hun gaar galant!

✂ Og han, den sværtede Djævel dèr
er vor Redningsmand!
Hvad han har gjort, det er Ære værd, -
næst Gud er det ham vi kan takke her,
hans jævne Forstand.«

✂ Af Lugen en sortsmudset Maskinist
tilsyne kom.
Han saae noget ud som en lynramt Kvist,
han slæbte sig frem, saa sank han tilsidst
mod Rælingen om.

✂ Han hilste Kaptajnen, - og smilede lidt
i al sin Vee:
»Ja nu har jeg ærligt med Damprøret slidt!
all right Herr Kaptajn - kun ikke med Mit,
kan De noksom see.

✂ Jeg tænkte jo vel, den stjal mit Liv
den Damp og Glød;
det var dog en nyttig Tidsfordriv, -
Vorherre være med mig - glem ikke min Viv!«
- Saa var han død.

✂ Af sig selv var han gaaet mod Ild og Vand
den Farens Dyst;
det gjaldt ham at frelse de mange Mand, -
10 mon Stormen havde sig lagt paastand,
der blev saa tyst.

✂ Men i ham var Maskinen gaaet istaa
den ædle Sjæl;
lidt Køjeklæder at hvile paa,
saa sænkte de ham i det dybe Blaa,
med kort Farvel.

✂ Kun Flaget fulgte; det sænkte sig
mod Bølgens Dyb;
det stjernesaaede hans sidste Vej,
saa var han borte, hos Dybets Haj,
hos Havets Kryb.

✂ De stirred efter, mens Skibet brød
sin vaade Sti;
Skumlilier op over Graven skød,
et Par medlidende Taarer flød,
saa var det forbi.

✂ Maanedsdagen efter laa »Svanen« i Havn.
I den gabende Krans
paa Bryggen stod en Kone med et Barn i sin Favn.
Hendes Øje det søgte, hun nævnte et Navn,
det Navn, det var hans.

✂ Snart stod hun ombord, hun spurgte om Dick,
de Nærmeste veg,
overalt blev hun ene, tilside de gik,
11 da fik hun sit Svar af Kaptajnens Blik,
hun blev saa bleg.

✂ EtHaandtryk, - med Haandtrykket fulgte en Pung.
Hun brast i Graad.
»Det lette Dig lidt din Vej saa tung!
Til ham har vi Gjæld, baade Gammel og Ung,
for hans mandige Daad.

✂ Der er mange Slags Valpladser her paa Jord,
hvor det Livet har gjældt,
der er Valpladser ogsaa i Rummet ombord,
og siig kun din Dreng, naar han selv bliver stor,
hans Fa'r var en Helt!«

✂

Hugormen.

✂ Den Lille laa og leged
i Lyngen den røde.
Da kom der en Hugorm;
den bed, - og hun døde.

✂ En Kalk af bitter Smerte
maa vi Mennesker drikke;
Nogle faae den draabeviis,
men Ingen faaer den ikke.

12

✂ Nu hviler hun derude
paa Kirkegaardsvangen.
Bedre bidt af Ormen,
end lokket af Slangen.

✂

Pigen ved Brønden.

✂ Hver Dag jeg maa til Brønden
og fylde Vand i Spanden.
Men i mig er Maalet fuldt,
det strømmer over Randen.

✂ Og Aaget maa jeg bære
paa mine Skuldre trætte.
Men et Aag jeg bærer paa,
som knuger meer end dette.

✂ Jeg lægger Kors i Spanden,
at ej det flyder over.
Du, som lagde Kors paa mig,
stil Du mit Hjertes Vover!

✂

I Schweiz.

✂ Jeg laa paa den grønne Matte,
nær Fyrreskovens Bryn,
jeg saae de skiftende Aldre
i et og samme Syn:
13 Hvor taus, med ludende Pande,
den Snefjeldsgubbe stod,
saae jeg de springende Vande
i Skovens Manddom blande
sit lystige Ungdomsmod.

✂ Hvor gjerne vilde jeg dele
af al den Skjønhed ud
til dem, som haardt maa trælle,
og tro sig glemt af Gud!
Hvor gjerne vilde jeg lede
den Sundhedsfylde ind
i mangen en ussel Rede,
hvor fugtig Kuld eller Hede
gjør gusten Barnets Kind.

✂ Ja de som stuves derhjemme
fra Kvist til Kjælderens Hul,
de skulde herop paa Bjerget,
og vaske sig for Kul!
og løsne Lungernes Skimmel
i Græssets krydrede Duft,
og see denne Blomstervrimmel,
og komme lidt nær Guds Himmel
i Alperosens Luft!

✂ Og de, som daglig maa døje
Maskinens snurrende Gang,
de skulde ha'e Lov at høre
en Bjergstrøms brusende Sang!
De skulde ha'e Lov at følge
det sælsomt vexlende Spil,
14 dens Fald, dens Krumninger vilde,
heelt op, hvor Strømmen er Kilde,
heelt op, hvor Floden blev til.

✂ Men alle de bange Hjerter
og alle de syge Sind,
dem vilde jeg trøstig vise
et Højfjelds straalende Tind!
De skulde ved Solbjerg skue
det skumle knugende Fjeld
mod Himlens lysende Bue
i vilde Rosers Lue,
i gyldne Straalevæld!

✂ Da skulde de see det Tunge
i gjennemsigtigt Skjær,
og see det Mørke lyse,
og see det Fjerne nær, -
og Haab skulde atter fødes
i Sjælens dybe Grund,
og lyse Minder mødes
i slig en Aftenrødes
forjættelsesrige Stund!

✂

Sejrs-Bud*).

I.

✂ Den havde svunget hvasse Sværd,
den lille gjæve Schweizerhær;

**) Skrevet i Foraaret 1872. 15

✂ det havde kæmpet mod Burgund,
det unge Schweiz, saa kjærnesundt, -

✂ et Folk, født op i Farens Skjød
med Sætermælk og Barkebrød,
født op ved Friheds friske Elv,
med tung Forstand paa Ordet »Skjælv!«

✂ Mod lejet Hær stod frie Mænd,
men Hyrde tidt mod Riddersvend;
og Vadmel mod en Pantsersærk,
og Køllen mod Kartoven stærk.

✂ De havde kæmpet En mod To,
men over Frygt slog Gudsfrygt Bro;
de havde kæmpet Dagen lang,
nu steg mod Himlen Sejerssang.

✂ Nu klang mod Bjerget Uris Horn
saa alpefro som ej tilforn,
og Bonden faaer sin Stormhat fuld
af Rosenobler, Sølv og Guld.

✂ De veje steenbesatte Sværd,
de tvistes orn, hvad det er værd;
de glemme fast i Sejrens Rus
at bringe Sejrens Bud til Hus.

16

II.

✂ Der er en Svend i dette Lag,
hvor Kanden byder fulde Drag,
med Et han slænger Kruset hen, -
saa iler han til Høvdingen.

✂ Han havde vundet om sit Bryst
en Bannerdug af Sejrens Høst;
selv var han ej af Silke han, -
en Vadmelskarl men heelt en Mand.

✂ »Den som sig kjækt igjennem slog,
den som en fjendtlig Fane tog,
ham har I tilsagt jo, til Løn
at maatte komme med en Bøn, -

✂ »det var saa stolt, fra Fjendens Lejr
mit Hjem at bringe Bud om Sejr!
Maa jeg vel være Budet?« - Ja!
- I samme Nu han er derfra.

✂ Han hører ikke Hornets Vink,
han seer ej Murtensøens Blink,
han glemmer Vunden i sit Bryst, -
kun frem mod Freiburg, frem mod Øst!

✂ Frem gik det som med Vingeslag, -
o hvem der dog var Fugl idag!
Hvor Andre gik, var han i Løb;
han var i Spring, hvor Andre krøb.

17

✂ De vaade Grene slog hans Kind,
da Krattets Gjenvej han slog ind;
en Torn sig i hans Ankel jog, -
han følte kun hvor Hjertet slog.

✂ Nu var han ved den brede Vej,
af Leer og Skarn en Æltedejg,
men som af Krat en Hjorts Gevir
steg snart af Dalen Freiburgs Spir.

✂ Et Kog af Sved om Panden stod,
men dette Syn gav dobbelt Mod:
Til Dalens Bund ad stejle Sti
han stormed, Gederne forbi.

III.

✂ I Freiburg ender man sin Dag,
man venter men man frygter Slag.
Man stænger Boden indenfra,
men Angsten kryber ind endda.

✂ I Kirken, som sin hugne Pragt
har end saa kry mod Skyen rakt,
dèr messes travlt om Landefred,
men Angsten læser Messen med.

✂ Saa flokker sig en broget Ring
om Gadestevnets Kildespring;
men Angsten melder sig paastand,
og Hertug Carl er Bussemand.

18

✂ Da slog til Lyd en Gubbe graa:
»Hvad Ammesnak jeg høre maa!
Schweiz er Burgund for haard en Bid, -
I glemmer Tell og Winkelried!

✂ »En Schweizer stoler først paa Gud,
saa paa sig selv og paa sit Skud;
dø kan han, men han flygter ej, -
og for min Walther svarer jeg!«

✂ Just som han taler Modets Ord,
en Bæven gjennem Alle foer:
Er det et Blændværk, er det ham?
Dèr er din Walther, fly't med Skam!

✂ Den Gamle blegner som en Død,
han stirrer ud i Solen rød,
mens hele Skaren stum og lam
har sine Øjne vendt mod ham, -

✂ mod ham, som sætter frem i Løb,
som er i Spring, hvor Andre krøb, -
som nu fra Strømmens vaade Steen
højt vinker med en Lindegreen!

✂ Hans Hastværk er en Flygtnings Hast,
en Helts - det stolte Hovedkast,
en Lykkeligs - det Smil, hvormed
han staar paa Strømmens østre Bred.

19

✂ »Sejr, Sejr! og taget Fjendens Lejr!«
Og anden Gang han stønner »Sejr!«
Endnu et »Sejr!« fra Læben kom,
det hvisked han, - saa sank han om.

✂ Bag Silken rød end mere rødt
hans Vunde havde lønlig blødt,
og mens han løb med Sejrens Bud,
løb med hans Blod hans Livskraft ud.

✂ Et Hav af Jubel bølged frem,
det var jo Sejr for Land og Hjem,
men som engang det røde Hav
den veg, den stivnede, den taug.

✂ Den Gamle, han hvis Tab var størst,
den Gamle tog tilorde først:
»Tak Ham, som vore Fjender slog,
tak Gud, som baade gav og tog!

✂ »Drag Kvisten af den kolde Haand,
og plant saa her den friske Vaand!
Da skal engang en mægtig Lind
fortælle om hans Schweizersind!

✂ »Da skal fra Løvets Tunger smaa
hver Vaar om ham en Hvisken gaa,
mens Fuglesangen klinger blødt,
og Lindeblomsten dufter sødt,

20

✂ »og lære Jer den Heltelyst,
med aaben Vunde i dit Bryst,
naar Mørket om din Sjæl slaar Lejr,
at gaa herfra med Raabet Sejr!«

✂

Paradisets Fugle.

✂ Toner, I som mægtig svulme
og faaer Taaren til at rinde,
lægge Mildhed om den Blinde,
og de bittre Smerter dulme;

✂ Toner, I som mellem Grave
løfte Savnet mod Guds Himmel, -
I er vist den Fuglevrimmel,
som var med i Edens Have!

✂ Fra den grønne Palmes Krone
sødt I sang for Mand og Kvinde;
først da Sukket lød derinde,
lød den første Vemodstone.

✂ Og paa Brødens mørke Aften
fløj I med og delte Skammen,
og I skifted Fuglehammen,
men ej Røsten eller Kraften.

21

✂ Hver Gang Luftens Strømme gynge,
og dens lette Bølger bruse,
det er Vingerne, der suse,
det er Toner, der vil synge!

✂ Og naar Støvet i sin Trængsel
finder Edens Gitter lukket,
er det Jer, der løsne Sukket,
Jer, der tolke Sjælens Længsel!

✂ Men en Gang i Naadens Sale
skal I vel, med nyfødt Vinge,
om Guds Trone Eder svinge
og de Salige husvale.

✂

En Længsel.

✂ Jeg længes stundum efter Sorgen,
og mest i Glædens vaagne Ruus;
thi jeg har følt i Troens Morgen,
at den er Porten til Guds Hus.

✂ Men Sorgen, jeg kan længes efter,
er ikke den med Skyldens Braadd,
men den, der baaret giver Kræfter,
og som var alle Vidners Lod.

22

✂ Ja den, der kommer som en Gave
fra alle gode Gavers Sted,
som ikke knuger mig til Slave,
men løfter mig til Sjælefred;

✂ der ikke bringer Mulm og Mørke,
men vejer Døgnet i sit Lys,
ja lyser op med Lynets Styrke,
og gløder gjennem Dødens Gys.

✂ - Jeg længes stundum efter Sorgen,
dog tør jeg ikke kalde den;
thi kun i Troens stærke Morgen
kom Sorgen til mig som en Ven.

✂

Jakob i Hebron.

✂ Over Hebrons grønne Dale,
over Hyrdelejrens Telte
Kvelden sænker sine Skygger;
Bjerget luer dunkelrødt.
Trindt om Brønden er der Travlhed
med at vande Faar og Geder;
unge Mødre sladdre lystigt,
medens Smaabørn sove sødt.

✂ »Held os, Kværnen ej staar stille!
Vi har Korn for tyve Dage, -
23 inden den Tid Jakobs Sønner
bringe meer fra Nilens Bredd;
mildnes vil Ægyptens Herre,
naar han seer de skjønne Dadler,
al den Myrrha, al den Balsam,
vore Æsler havde med.«

✂ - Men hvor Terebinthen skygger
over Høvdingsteltets Flige,
sidder gammel, mæt af Dage,
Jakob, ene med sig selv.
Mere hvidt end Kjortlens Folder,
hvidere end Hovedklædet,
bølger over Brystet Skjægget,
blankt som Skummet i en Elv.

✂ Øjet fæster han mod Jorden,
det seer ud som om han tallte
Palmemaattens tætte Fletværk
Led for Led til Tidsfordriv;
men det Fletværk han forfølger,
det er det, hvis Led er Timer,
som har Aar og Dag til Linjer,
og hvis Heelhed er et Liv.

✂ Dagene forbi ham glide:
fra han fly'de Faderteltet,
fra hans Hyrdetid ved Euphrat,
til han mødte Broder sin;
fra han færdedes ved Sichem,
til hans Kummers-Aar i Hebron -
24 Hvor er Rachel? Hvor er Joseph?
Ak, og nu min Benjamin!

✂ Hvorfor er jeg dog saa ussel!
Hvorfor mægter ikke Haanden
længer styre Mulens Tøjler;
- ak, da laa jeg ikke her
sammenkrøben i min Hule,
lig en gammel tandløs Løve,
hvem det unge Kuld maa bringe
Føden, den han knap er værd.

✂ Mirjam, Aksa! Piger alle!
Er det tyst endnu i Sønder?
Ingen Støvsky, ingen Raaben?
»Fader, vent dem ej i Kveld!«
Vent dem ikke - altsaa vente,
vente det er hungre, tørste,
vente, det er som at læskes
ved et stængt og stoppet Væld!

✂ Og med dybe Suk han hvisker:
Reder da mit Leje, Piger!
- Men lad Svende holde Udkik,
tænde Blus ved Dam og Brønd.
Bring mig Benjamins den Yngste,
at min Haand ham kan velsigne,
led mig saa til Alterstenen,
at jeg holde kan min Bøn!

25

✂ Og paa Sønnedøttre støttet,
løfter han de trætte Hænder,
løfter saa med dem sit Hjerte
til sin Fader Isaks Gud:
Herre, som til denne Time
har os rigeligen mættet,
fri min Sjæl fra Angstens Tørke,
skik med Morgenduggen Bud!

✂ Og han seer mod Nattens Himmel,
seer de samme Tvillingstjerner,
som har svaret ham saa ofte,
naar han spurgte dem om Vej;
og det tykkes ham, de blinke
tindrende som Josephs Øjne.
Vaagen drømmer han om Joseph,
halve Nat han slumrer ej.

✂ Morgensolen klar oprinder
over Hebrons grønne Dale;
al den vante Larm i Lejren
voxer dobbelt op igjen.
Fryderaab i Luften skingre:
Eja, der er vore Brødre,
Eja, der er vore Fædre,
Eja, der er vore Mænd!

✂ See, hvor langt sig Toget vinder
frem i brudte Slangebugter -
der er Vogne med ifølge,
Himmel, om det ej var dem,
26 om det var en Kjøbmandsskare,
Nej, o Nej - de svinge Lansen,
seer I Juda's sorte Fole,
seer I? - O velkommen hjem!

✂ Og der viftes og der vinkes,
og der favnes og der kysses,
og der frittes og der spørges,
de kan aldrig høre nok;
og de kostelige Vogne,
Hjulene som gyldne Sole,
de beføles, de beundres
af den hele Hyrdeflok.

✂ - Men bag Teltets tætte Folder
slumred end den Gamle rolig,
da til deres Faders Leje
Jakobs Sønner stille treen.
Lyset vækker ham af Blunde,
og da op han slaar sit Øje,
seer han Benjamin, dem Alle -
ak, nu fattes der kun Een!

✂ Dog har Gjensynsglæden Magten.
»Fik I Korn?« den Gamle spørger.
»Tifold meer end vi begjærte:
Korn og hver Ægyptens Skat!
Ja, thi Landets høje Herre,
Fader, det er - Ordet tøver -
det er Joseph! Joseph lever!«
Blegner da den Gamle brat.

27

✂ Stum paa Sønnerne han stirrer,
al den gamle Smerte vaagner,
Saaret bryder op med Vælde,
men i Øjet skrevet staar:
Joseph lever! Vanvidstale!
Lever Rachel, lever Lea,
kan de Døde gaa af Grave, -
slaa mig ikke Saar i Saar!

✂ »Fader, see de rige Gaver,
disse Tæpper, disse Vifter,
denne Kjortels Purpurbræmme!« -
Ingen Kjortel vil jeg see!
Engang har jeg seet en Kjortel,
bræmmet af hans Blod det røde,
selv I bragte mig den blodig,
hvilken Rædsel, hvilken Vee!

✂ »Fader, Fader, vi bedrog Dig,
vi har solgt ham til Ægypten.
Gedekiddet lod vi slagte,
dypped Kjortlen i dets Blod!«
- Vildsomt Gubbens Tanker blandes:
Sælge Joseph til Ægypten,
kjøbe Korn - og sælge Joseph,
hvordan fik I dertil Mod!

✂ I bedrog mig! Blus og Bleghed
brydes i den Gamles Aasyn.
I bedrog mig - kan I ikke
da bedrage mig igjen!
28 Fadervredens sære Kræfter
rejser ham af Lejet - Haanden
løfter han som til Forbanden, -
synker i det Samme hen.

✂ En Erindring har ham lammet,
en Erindring fra hans Ungdom:
Hvem lod Gedekiddet slagte
og en Løgn om Haanden bandt?
Hvem misundte vel sin Broder,
hvem bedrog sin gamle Fader, -
Jakobs Røst til Esaus Hænder!
- Herre, hvor Du husker grant!

✂ Som et Marmorbilled hviler
han i sine Sønners Hænder.
Men da op han slaar sit Øje,
længer ej han tvivle vil:
Juda vinked: sorte Slaver
neje dybt for Josephs Fader,
og de gyldenblanke Vogne
lyse som en Glædesild.

✂ Og en Taarestrøm der triller
fra de gamle, trætte Øjne,
og han hulker, smiler, laller,
som et Barn i Glæden ør:
Joseph lever, har I hørt det!
Raab det ned i Rachels Tue!
Joseph lever - jeg vil drage
hen at see ham, før jeg døer!

29

✂

Judith.
Et bibelsk Heltedigt i ni Sange.

Indledning.

✂ Fjenden er i Landet. Assur vælter
frem som i Skum, som Libanons Elv,
naar Sneen smelter;
svømmer over Tyrus' og Sidons Egne,
rister sin Sejr i Klippens Bryst,
ved det blaanende Hav, mens Fjender blegne.
Ingen staar imod. Over Naphtalis Bjerg,
over Sebulons byggrønne Sletter,
skrider sejersdrukken, sejersbedøvet
Høvdingen frem.
Endnu nogle Dage, nogle Nætter,
og Jerusalem skal neje sig i Støvet.
Hvem hindrer ham, hvem?
Alle de ved Havsiden frygte,
Ammon og Midian knæle;
og, kunde han røve Templets Kar, -
Edom er rede til at hæle.
30 En eneste lille Stad,
her ved Slaaen for Judæ Bjerge,
den Klipperede hist,
ussel blandt uselige Dværge,
trodser ham, ham Holopkernes!
Paa Klippen er Bethulia Herre,
den kan Hulvejen spærre,
han kan ikke rulle Taarn til dens Mur,
bryde løs med Vædder eller Kile,
ikke naae dem med Spyd eller Pile.
Men hungre dem ud, det kan han,
og tørste dem ud, det vil han,
stoppe Kilder og Brønde, til de stønne!

✂ Han hader dette Folk, den Muldyrs-Race,
stædigt uden Ende;
og her er ingen Offerlund at brænde,
ingen Gudestøtter at kvase, -
Men bi!
Paa Sletten slaar han Lejr,
lænker sin Vognborg om den,
sætter afhugne Hoveder i Stak,
snart bringer han Ba-al flere, -
saa skal Ba-al bringe ham igjen sin Tak!

✂ - I Bethulia er Jammer og Taarer.
»Holder ud Brødre, holder ud!«
klinger fra Zion Angstens Bud;
men Brødet bliver knappere og knappere,
og Armene slappere og slappere.
31 »Kun en lille Stund endnu, fem Dage endnu!«
har Øversten tryglet den gispende Flok,
- Ja, Ja, men saa er det nok,
heller bløde end suites tildøde!
Har Jehova glemt os i sin Vælde,
saa hellere Assurs Trælle!

✂ I Bethulia er Mænd ikke længere Mænd,
men en Kvinde
har de derinde:
Judith!

I.
Judith.

✂ Judith fra sin Solsejls-Svale
stirrer over Bjerg og Dale!
Solen synker i sin Pragt!
Tung er hendes Aasyns Tale,
Sæk og Aske hendes Dragt.

✂ Der var dem, der hende lasted,
at hun Enkens Slør ej kasted,
hun saa ung, saa skjøn, saa rig!
Det var godt hun ikke hasted, -
Isra'l blev en Enke lig!

✂ Isra'l kom i Sørgestanden;
hvor er Armen, hvor er Manden,
som vil løfte Frelsens Sværd?
32 Kalken snart er fyldt til Randen,
see dog Assurs Værk, see her!

✂ Folketomme Dal og Høje!
Marker, som kun Gribbe pløje!
lutter gyldne Jammersyn!
Judiths taaredunkle Øje
skyder smertelige Lyn.

✂ »Vingaardshegnet har de hærget,
vore Druer har de bjerget,
vore Kilder har de kvalt!
Palme-Kæmpen har de dværget, -
Sol, hvor skummelt har Du malt!

✂ Og naar endnu nogle Gange
vore golde, svedne Vange
Du har laant dit Purpurskjær,
saa skal vilde Hedningsange
larme om vort Fristed her!

✂ Saa skal Helligdommen skjændes,
saa skal Lovens Rulle brændes,
lyse paa vor Trællestand,
Mænd og Børn i Lænker sendes
til de fjerne Floders Land!

✂ Saa skal Assurs lystne Helte
flænge løs hvert Jomfrubælte,
kaste Lod om deres Rov,
haane os i deres Telte,
mens de haane Herrens Lov!

33

✂ - Isra'ls Gud! Er det din Villen?
Gjør et Underværk, lad Kilden
strømme op mod Klippens Top!
Eller lad om Tempel-Pillen
Ax og Druer skyde op!

✂ Eller Herre, - dennesinde
gjør dit Under ved en Kvinde!
Gjør en Klinge af et Siv!
Jeg vil lyde Dig iblinde,
skjænk mig denne Tigers Liv!

✂ Bland i mig Rebekkas Snildhed,
Davids Mod og Ja-els Vildhed!
Blænd hans Øje, dumm hans Aand!
Giv i Nattens lumre Stilhed
Isra'ls Fjende i min Haand!

✂ Giv mig Hævnens Sværd at bære!
Tag mit Liv, men skaan min Ære,
fri mig af hans Favntags Garn, -
skal jeg dø, saa lad det være
som et trofast Isra'ls Barn!«

✂ - Og af sine Syn bedøvet,
kaster hun sig brat i Støvet,
ligger stille som en Død;
svaler saa mod Vindru'løvet
Pandens feberhede Glød.

✂ Men den bange Smerte læges,
og det syge Hjerte kvæges
34 under Bønnens stærke Kamp;
og mens Læberne bevæges,
svinder Angsten som en Damp.

II.
Opbrud.

✂ Ej med Angsten Judith strider;
stærk hun rejser sig fra Bøn.
Første Gang i lange Tider
vil hun atter være skjøn!
Sløret hun tilside slaar,
ryster Asken af sit Haar,
kalder paa sin Fruerpige,
sanker sine Smykker rige.

✂ Badevand den Gamle øser
af de sidste Nætters Regn;
Judith Sækkesnoren løser,
slænger hen hvert Sorgens Tegn, -
»Nu Farvel min Enkedragt,
Du har lært mig holde Vagt,
Du var mig et graanet Pantser
mod mig selv og mine Sanser!«

✂ Og i ambrasvangre Vande
dykker hun med sælsom Lyst;
stiger dog med skyfuld Pande,
folder Linet om sit Bryst.
35 »Nu, Adina, søg mig ud,
hvad jeg bar engang som Brud!
Glem ej Bæltet, - det skal binde
fastere min Husbonds Minde!«

✂ Og den Gamle Bæltet blanker,
til dets Stene skyde Lyn.
Andensteds er Judiths Tanker,
hun har underlige Syn!
I det røde Aftenskjær
vejer hun sin Faders Sværd,
hugger det mod Sengestokken,
mens Adina salver Lokken.

✂ Og for Spejlets Sølv hun hefter
Slør om sine Lokkers Hær;
tegner Brynets Buer efter,
til de ligne krumme Sværd.
Kindens hede Purpurglød
trænger ej til Sminken rød, -
Øjets Nat, saa mørk at skue,
gjemmer fjernt sin Lynildslue.

✂ Nu hun Skulderklædet fæster,
vævet af violblaa Uld;
og den brune Arm faaer Gjæster,
Slanger af det røde Guld;
under Sløret hendes Haar
perletungt mod Kjortlen slaar, -
Hvem kan denne Dronning kjende?
Er det Judith, er det hende!

36

✂ - Rastløs gjennem Sværmens Bølger
iler hun ved Aftenrød
hendes Fruerpige følger
med sin Vinsæk, Meel og Brød.
Snart ved Stadens Port de staa:
»Skyd nu fra den tunge Slaa!«
- Og de Ældste hende signer,
tykkes hun en Engel ligner.

✂ Længe de fra Muren stirre;
de kan følge hendes Gang,
høre Ankelringen klirre
mod en Steen paa Stien trang.
Nu er hun i Dalens Bund!
Nu ved vor Olivenlund!
Fjernt endnu de hende kjende, -
Isra'ls Gud, Du styrke hende!

✂ Dagens sidste Lysning svinder,
brat i Mørke Dalen er;
tyst de hvidttilslørte Kvinder
svæve frem som Spøgelser.
Tomme Brønde tæt forbi
løber deres Fares Sti;
mod et Vagtblus i det Fjerne
iler Judith med sin Terne.

37

III.
Hos Vagten.

✂ »Flammende Baal
og Klang af Staal
og Vrinsk i Kvelden silde,
Skytter paa Vagt
i fremmed Dragt, -
nu er vi, hvor vi vilde!
Nu Isral's Hævner, vær Du os god
giv Kvindesnildhed
og Mandemod!

✂ Vender Du om
Adina? Kom
vi To maa holde sammen!
Alt hvad er mit
skal være dit«, -
da foer en Pil fra Flammen!
Den suste blindt i den blinde Nat,
»Hvem der? Ha Spejdere!
Grib dem brat!«

✂ Rystende, bleg,
den Gamle skreg,
men hvisked til sin Frue:
Stol kun paa mig,
jeg følger dig
som Skyggen Solens Lue!
»Ej, det er Kvindfolk, der er To,
de længes efter os,
kan I tro!«

38

✂ Hornene klang;
fra Lejren sang
dem Svar paa Svar imøde;
sikker paa Fod
ung Judith stod,
i Skjær af Luer røde,
midt i en Kreds af barske Mænd
med medisk Kogger
og Sværd ved Lænd.

✂ »Hvor vil Du hen?«
Til Høvdingen!
»Og hun?« Hun er min Terne!
»Hvor er Du fra?«
Bethulia,
bag Kløften i det Fjerne!
»En jødisk Kvinde i Assurs Lejr?«
Vise Jer vil jeg
Vej til Sejr!

✂ Mederen taug.
Et Vink han gav:
»Rag op I dèr i Baalet!«
Undres han maa,
nu først han saae
sin Fange klart bestraalet.
For hendes Dejlighed er han kold,
men Guldet tager hans Sjæl i Sold.

✂ »Sig mig dog Et:
Hvad har Dig ledt
39 paa slige Veje vilde?«
Svared saa hun
af Hjertensgrund:
Jeg undveg nys med Snille!
Mig og min Slægt der skete Ondt,
det vil jeg hævne
Verden rundt!

✂ »Skee som Du vil!
Ved Ba-als Ild,
Storteltet skal Du skue!
Hundrede Mand
skal føre an
for slig højbaaren Frue.
Ingen skal vove at volde Dig Harm, -
Svende, henter
en Kvindekarm!«

✂ En kostelig Ring
af syrisk Sving
drog Judith af sit Bælte;
den gav hun ham, -
foer saa med Bram
forbi de hundred Telte,
med hvide Muler, i Fakkelglans,
med Cymbler og Horn,
som til en Dans.

40

IV.
Mødet.

✂ Paa smaragdbesatte Løjbænk
Holopkernes Dagen ender
spiller Terning med Bagoas,
med sin højtbetroede Tjener.

✂ Østens Myg med lange Braadde
kjækt om Teltets Herre summe,
føre Krig mod Assurs Høvding,
svirre om hans Sværd det krumme.

✂ Travlt Bagoas har med Viften, -
da der høres Klang af Bjælder,
og en Slave dem det sene,
sære Fange-Optog melder.

✂ - Alt i Høvdingsteltets Forhal
stander Judith med sin Terne;
mangt et Øje seer med Undren
Isra'ls nye, skjønne Stjerne.

✂ Mangen Læbe lønligt hvisker:
Er i Isra'l slige Kvinder,
visselig det er paatide,
vi fra Mændene dem vinder!

✂ - Tys! nu løftes Purpurhænget,
Blus der bæres frem i dyre,
udgraveerte Sølverlamper,
smykt' med Ba-als Vingetyre.

41

✂ Og af Indreteltets Løndom
træder, - tramper meer end træder,
høj af Væxt og stærk af Lemmer,
Holophernes, Assurs Hæder.

✂ Busket Brynet er som Gribbens,
Blikket grumt, i graadig Flammen;
tykke, morbærdunkle Lokker
af et Guldbaand holdes sammen.

✂ Om hans Kjortels side Folder
bredt sig bløde Snore slynge,
der det steenbesatte Krumsværd
blinker i sin Silkegynge.

✂ Alt i Teltets Gab han raaber
Hvem er Du, Hund af en Kvinde?
løfter Lampen, seer og studser:
Hvem er Du, min Herskerinde?

✂ Rejs Dig Skjønne! - Hej Bagoas,
bring et frynset Purpurhynde!
Bring os Vin og syrisk Bagværk!
Nu kan Fredens Værk begynde.

✂ »Tilgiv Herre«, svarer Fangen,
»hvad min Sult og Tørst tør stille
har jeg selv bragt med i Lejren,
saadan som min Gud det vilde.

✂ »Mine Landsmænd i Bethulia,
de har haanet Herrens Skikke:
42 Skue-Brød og Offer-Olie
har de ikke ladet ligge;

✂ »men i Hungersnødens Vaande
delet ud med frække Hænder,
hvad til Helligdommens Præster
i Jerusalem vi sender;

✂ »mine Landsmænd hist paa Klippen,
de har haanet Herrens Skikke;
derfor Herren dem vil haane,
Klippen deres Blod skal drikke!

✂ »og det siger jeg min Herre,
- mig min Gud gav Fremsynsgave -
inden Femtedagen lider,
kan Du kalke deres Grave!

✂ »Deres Synd jeg ej vil dele, -
derfor, Herre, giv os Svage
Fristed her, til Dommen falder!
Giv os saa med Fred at drage!«

✂ - Med et listigt Blink til Siden,
som Bagoas tro bevarer,
Holophernes stryger Skjægget,
og med Kongemine svarer:

✂ »Viist, forstandigt har Du talet,
klogt det var til os at flygte!
I den store Konges Telte
har Du Ingenting at frygte!

43

✂ »Frit Du vandre kan i Lejren,
trøstigt dine Offre bringe, -
hvis et Haar Dig Nogen krummer,
skal hans eget Hoved springe!

✂ »Og opfyldes, hvad Du sagde,
skal med Gaver bort Du rejse, -
er din Gud en Ven af Ba-al,
skal han selv hos Ba-al knejse!

✂ »Nu Bagoas, før dem begge
til mit Søjletelt med Ære,
der hvor mine Skatte gjemmes,
der bør ogsaa Perlen være!«

✂ - Judith dybt sit Hoved bøjer,
kysser mygt hans Kjortels Sømme:
»Først naar Femtedagen lider,
Du din Tjenerinde dømme!«

V.
I Lejren.

✂ I Naboteltet,
hvor Skatten gjemmes
af Offerskaaler
og Drikkekar,
hvor blanke Brynjer
44 og blanke Bidsler
er hængt paa Søjlerne
Par ved Par,
der slumrer Judith
med samt sin Terne,
til Natten blegner
for Østens Stjerne.

✂ Mens Morgenvagten
sin Tube rører,
de tættilslørte
tilsammen gaa,
forbi, hvor Teltenes
Kobberkongler
rødgyldent blinke
mod Luften blaa, -
forbi, hvor Rytterne
Manken flette
paa deres Gangere,
fuglelette.

✂ Forbi de yderste
Vagters Gjærde,
til Faaredammen
ved Bjergets Fod;
der knæler Judith
mod Syd, mod Zion,
og gjør for ureen
Berøring Bod,
gjør sine Tvætninger
som hun plejer,
45 og gjør en brændende
Bøn om Sejer.

✂ Og langsomt begge
tilbage vandre,
mens Øjet spejder
bag Slørets Flig
hvert Fanemærke
og Tal paa Vogne, -
ak hvor er Assur
mod Isra'l rig!
Ja Rovfugls-Vingen
slaar lange Skygger, -
men Klippeduen
paa Klippen bygger!

✂ - Tre Morg'ner gaa de
den samme Vandring,
slet Ingen hindre dem
tør deri;
snart kjender Judith
hvert Fletværksgjærde,
hvert Offeralter,
hver Vej og Sti;
den fjerde Morgen
er Alt i Røre:
Til Ba-als Alter
de Kranse føre.

✂ Fest skal der være
og Offergilde,
46 Vinsække fyldes
med gavmild Haand;
og Teltets Stænger,
og Skyttens Bue,
og Hestens Hale
faae broget Baand;
de høje Filthuer
trindt bestjernes;
og Kiddet slagtes,
og Hveden kværnes.

✂ Mod Kveld det lakker;
med Blus og Fakler
til Offergildet
gaar Hob ved Hob.
Fra Teltet Kvinderne
høre Larmen,
Berustes Latter
og vilde Raab, -
da løftes Tæppernes
gyldne Læder,
og ind Bagoas
ærbødig træder.

✂ »Mens Folket larmer
har Holophernes
i Høvdingsteltet
sin egen Fest;
den høje Herre
har sendt sin Tjener
at byde Skjønhed
47 og Mod til Gjæst!
Og skal han ikke
forgjæves bede,
er Bærestolen
alt for Dig rede.«

✂ Der gaar et Ryk
gjennem Judiths Lemmer,
da hun staar op
fra sit Pantherskind:
»Gaa, tak din Herre
for al hans Naade,
jeg kommer hastig
som Havets Vind;
lad mig blot smykke mig
som sig sømmer!
mens om min Lykke
jeg vaagen drømmer!«

✂ Bagoas fjerner sig.
Judith stirrer
som i en mørkladen,
fjelddyb Brønd:
»Nu kalder Hedningen
paa sit Offer,
nu vil han høste
sin Godheds Løn, -
nej ikke Hedningen,
Herren kalder,
og ikke Judith
men Kæmpen falder.

48

✂ »Gift tog jeg med mig
i Ringens Gjemme,
for mig at værge
mod ublu Vold, -
nej ikke saadan,
gjem den Adina!
vær Du, o Herre,
min Æres Skjold!
for den som troer Dig
og vil Dig bede,
har Du din Vædder
i Busken rede!«

✂ Mod Kobbersøjlen
hun Brystet knuger,
som vil hun tvinge
sit Hjertes Slag;
men brat hun slipper den
marmorrolig,
som om hun angred,
at hun var svag;
hun ruller ud sine
Lokkers Bølger,
Adina fæster
de blanke Søljer.

✂ Skjøn vil hun være
som ingensinde,
og Øreperlen
skal nikke huldt;
og Myrrhadusken
49 skal sprede Vellugt,
og Brystets Maane
skal skinne fuldt.
»Adina, glem ej
min Ankelkjæde!
Tys - hold i Nat Dig
hver Time rede!«

VI.
Gildet.

✂ Bag Storteltets Forhæng,
dèr kappes i Drik
Flodlandets Høvdinge,
med søvnige Nik.
De kappes om at prale,
de kan sig ikke styre,
de stanges som Væddere,
de brøle som Tyre.

✂ I bulede Bægre
gaar Tærningen rundt,
snart gjælder det en Hjelm,
snart et persisk Pilebundt;
de klumpe sig paa Gulvet
mellem væltede Kander,
den Vindende hujer,
den Tabende bander.

50

✂ »Nu Ven Holophernes,
hvad sætter Du ud?
Giv den, som nu vinder,
Jødinden til Brud!«
Nej! hvæser han og sparker
til Fadene tomme,
men min skal hun være,
før Natten er omme!

✂ Med Lempe jeg lokked
den Fjelddue vild,
jeg strø'de med Smaakorn,
nu hører hun mig til!
Vil I see hendes Skjønhed,
saa see, og saa pak Jer!
og saa for Gang og Komme
siger jeg Tak Jer?

✂ - Der løftes et Tæppe:
hun staar i sin Glans,
en svulmende Rose
i Tidslernes Krans.
»Der er hun, der er hun,
den Bjergenes Dronning!«
De smidske som Bjørnen,
der vejrede Honning.

✂ Og som naar Bjørnen danser
til Mesterens Pidsk,
tee de en Stund sig høvisk
ved deres Herres Disk.
51 Saa vakle de af Teltet
som skridende Stene.
Et Vink - nu er Judith
med Holophernes ene.

VII.
I Natten.

✂ Den sidste Larm af Vaabenklirren tier.
De slukte Lamper ligge spredt paa Gulvet
og bore deres Sølvernæb i Sandet;
men Indreteltets Forhæng er forsvundet,
og over Lejet brænder der et Blus.

✂ Det skumrer, - og det skumrer og for Judith,
da Alt er bleven tyst derudenfor;
om Bistand raaber hendes Hjertes Banken,
da om sit Liv hun Kæmpens Jernarm føler,
da vildt han knuger hende til sit Hjerte,
og hvisker: »Judith, nu er Natten vor,
og mange skjønne Nætter efter denne,
thi ikkesandt, du vrager ej min Elskov, -
med mig Du over Tusinder skal herske!«
Hun skjænker for ham. Vinen ned han skyller,
mens til sin egen Drik hun sparsomt nipper.

✂ »Jeg er den store Konges bedste Mand,
men Judith, jeg er vel saa stor som han!
52 Han sad i Ro ved Tigris' blanke Strømme,
mens jeg har lænket Trælle til hans Trone.
Var Du ved Havet nogensinde, Judith,
derude ved det druedunkle Hav,
hvor Tyrus' Skipper pejler Libanon, -
dèr lod han hugge ind i Fjeldets Stene
højt over Bølgens Dyb, i Billedskrift
sit Kongenavn og al sin Hærs Bedrift;
men den Bedrift var min! Hvis Haand er stærkest,
den Haand, der tvinger Folk paa Folk i Støvet,
hvad eller hans, der sidder roligt hjemme,
og la'r sin Tjener skrive op derom?
Han bærer Magtens Sværd, og Kongens Pragt,
men jeg har meer, thi jeg har Sværdets Magt, -
Ja, seer Du Judith, naar i Sejersvælde,
i Sejersvælde!
jeg holder Indtog ad de hundred Porte,
saa vipper jeg hans Tronstol overende
og sætter Kongehuen om min Tinding
og Holophernes' Navn i Klipperammen,
og der skal vore Navne prale sammen,
- thi Du skal være Dronning, Herskerinde,
med Slaver og Slavinder for din Skammel,
og hver en Ædelsteen, og hvert et Hoved,
Du blot vil pege paa, skal være dit!«

✂ »»Og hvad jeg peger paa skal være mit!
Drik, stolte Høvding, drik! Siig end engang,
at Du vil skjænke mig min Fjendes Hoved,
og tøm et Bæger Vin til Pant derpaa!««
53 Og famlende sit sidste Vid han sanker.
»Alt for dit Favntag, Judith! - Med hans Hoved
jeg skjænker Dig et Fad af drevet Sølv,
hans egen Vægt, ja hans og din tilsammen,
saa Du kan see, om dertil Du har Mod,
din Fjendes Hoved i hans eget Blod,
det sværger jeg ved Ba'l!
Kom skjønne Judith,
Du Dalens Blomst, plant Dig ved Fjeldets Side,
slyng Armen om din Ven,
og lad mig aande dine Læbers Ild!«

✂ »»Jeg planter alt min Haand i dine Lokker,
see hvor jeg tæmmer dem, de sorte Snoge!
og som din Fremtids stolte Herskerinde
jeg drikker Dig det sidste Bæger til, -
det tømme vi paa vore Fjenders Rædsel,
det sidste Bæger!««

✂ »Ja det sidste, Judith,
og saa, -« han vil sin Arm om hende slynge,
men Armen segner som en knækket Raa,
og Bægret triller raslende i Sandet,
og Vinen sprøjter over Judiths Lin.
Et Dyr, - et Dyr af Vin og Elskovsbrynde,
han tumler maalløs paa sin Sengehynde.

✂ - Kysk som hun kom, hun rejser sig af Lejet,
river af Søjlen ned hans krumme Slagsværd,
og staar et Øjeblik i Tanker fangen,
54 saa ubevægelig som Herrens Engel,
før han de Faldne drev af Paradiset.

✂ Hun lytter, - hører kun sit Hjertes Banken; -
»Mon ej Bagoas lurer udenfor?
Nej - som han sagde - nu er Natten vor,
nu eller aldrig! - Ingen Skjælven - Ja-el,
som hamred Naglen i din Fjendes Tinding,
laan mig dit Mod! Nej Du, al Isra'ls Herre,
laan mig din Kraft, og fyld mig med din Aand,
fæld Isra'ls Fjende ved en Kvindes Haand!
- Sover han? Ja! vellystigt smiler Munden,
de hvide Rovdyrstænder graadigt blinke,
men Armen hænger slapt om Sengefjælen,
tung som en frugtbetynget Green fra Træet.
Krumseglen dirrer i min Haand, - hvi saa?
Nej nu er Frugten moden til at plukkes,
og om end Saften sprøjter som Granatens,
saasnart man ridser i dens Kjød, - den maa!
Du har jo skjænket mig min Fjendes Hoved, -
saa far til dine Fædres Skygger ned,
Du Fjende af min Gud, mit Folk, min Fred!«

✂ Et Hvin i Luften. - »Lad nu Hævnen komme,
lad vilde Heste flænge mig tildøde,
og lad dem mærke mig med deres Pile, -
Isra'l er frelst! I dette brustne Hjerte
al Assur havde tændt sin bedste Kjerte.
55 Tys, Ingen rører sig - Adina, svar!
Adinal - Jo, hun venter tro, den Gamle, -
Dèr! - ingen Kysten! I din Druepose
saa god en Byrde aldrig før Du bar!
Bort fra den lumre Dunst af Blod og Vin,
bort gjennem Kløften, ud hvor Sarons Rose
den Herre lover, som er din og min!
Frisk frem i Natten! I dens svale Skygge
Du bærer Isra'ls Sejr og Judiths Lykke!«

VIII.
Hjemad!

✂ Fra de blodbestænkte Hynder
hun med bortvendt Blik sig skynder,
slænger hen det røde Sværd.
Tys! fra Druknes hæse Lunge
Hymner end hun hører sjunge,
- »nu, Adina, Tand for Tunge!
det er bedst vi skilles her!

✂ »Snig Dig sagte og forblommet
bort igjen som Du er kommet,
vàr for Alt din dyre Sæk!
Duk Dig mellem Teltets Pløkke,
- jeg har løsnet her en Løkke -
list saa varsomt frem et Stykke,
mød mig ved den tørre Bæk!«

56

✂ Ternen som en Kat sig dukker.
Judith Lampeblusset slukker,
trækker Kamrets Forhæng for;
famler sig igjennem Teltet,
- Himmel, hvad var det jeg vælted!
rørte Nogen mig ved Bæltet, -
nej, det var kun Tæppets Snor!

✂ Ud mod Baalet hun sig vover,
ud hvor Nattevagten sover,
- ha, Bagoas vaager end!
Da hun over Tærsklen triner,
listigt han i Skjægget griner,
men faaer Svar af strænge Miner:
Stille! væk ham ikke, Ven!

✂ Svenden bøjer sig og smiler.
Frem i Mulmet Judith iler,
snubler over tabte Spyd;
famler møjsomt frem til Bækken,
øger med sit Fodtrin Skrækken
i den Gamle, som med Sækken
skjælver ved den mindste Lyd.

✂ Dristig Gjenvej Judith skyder
gjennem Lejrens tomme Gyder, -
hilses af en søvnig Flok;
gyser, da hun ved sin Side
stablet seer en Pyramide:
Dræbte Landsmænds dødninghvide
Hoveder med Lok ved Lok.

57

✂ »Ak, hvor disse Fjed er strænge,
hvor det varer længe, længe!
Judith, gik Du ikke vild?
Hører Du den sære Snøften, -
er der Ingen der i Grøften?«
Judith trøster: Snart bag Kløften
gaar det ad Bethulia til!

✂ Men hvor Lejrens Vognborg endes,
hvor de sidste Vagtblus kjendes,
mens det lysner svagt i Øst,
skimter hun et Hoved dukke
fra et hegnet Indelukke,
hører hun et »Stop, Du Smukke!«
fra en Krigers drukne Røst.

✂ Stærke Judith, stedt i Vaande,
mærker alt hans Vindunst-Aande
om sin kolde Kind og Mund, -
hvisker: »Gamle, il til Vagten,
Meder er han efter Dragten, -
tag det Armbaand, mind om Pagten,
kjøb os Hjælp i denne Stund!«

✂ Og med Ryg mod Naboteltet,
river hun ham Kniv af Bæltet,
truer ham paa nære Hold, -
mens Adina fremad vakler,
stønner mod de røde Fakler:
Hjælp os værgeløse Stakler,
mod din Krigers ublu Vold!

58

✂ Judith har sig fra ham vristet;
hæst han laller, overlistet,
»vil Du stange mig, Du Lam!«
Vildt han efter hende rækker, -
da et Slag til Jord ham strækker;
stærke Reb hans Vildskab stækker,
Bueskytter baste ham.

✂ Nu har Judith atter Magten:
dèr er Høvdingen for Vagten,
ham, hun gav de gyldne Baand!
Barsk fra Fangen han sig vender;
vel ham Faklens Flimren blænder,
grant hans Falkeblik dog kjender,
der er Blod paa Judiths Haand!

✂ Og hvad dèr fra Sækken drypper,
det er ej den havblaa Cyper, -
det er ikke Vin, men Blod!
Men den gyldne Ring, der skinner
paa hans Arm, ham Tungen binder,
den er Isra'ls hvide Kvinder
i hans Hu en Talsmand god.

✂ Og da Judith fast sig tvinger,
gi'r ham Vink og Tegn: vi bringer
blodigt Offer Isra'ls Gud!
Ej han undres, ej han truer,
det er ham, som lønligt gruer:
Blod ved første Morgenluer,
det er Dødens visse Bud!

59

✂ - Tyst igjen mod Bjergets Side
som i Offergang de skride,
til en Kratskov dølger dem;
og mens Panthren i det Fjerne
glammer hæst mod Morgnens Stjerne,
hvisker Judith til sin Terne:
Her er Stien! fremad, frem!

✂ Ak, hvor bæver hun den Gamle,
naar de løse Stene ramle
gungrende i Kløftens Grund;
ved hver opskræmt Fugl hun gyser,
om sin Byrde Haanden fryser, -
dog hvor Fruersløret lyser,
tro hun følger som en Hund.

✂ Men i Judith jubler Hjertet,
hendes egen Hjemdal er det,
som nu lysner svagt i Øst:
Tak, o Herre, Du hvis Hænder
gav os Nat og Mulm til Venner,
rev os ud af Løvens Tænder, -
evig love Dig min Røst!

IX.
I Bethulia.

✂ Rask de stige,
tyst de hige
mod den skjoldbehængte Mur;
kan hun blot en Vending spare,
60 trodser Judith Brinkens Fare,
flyver til sit Ørnebur.
Op over Hjordens stejle, stride,
stenede Sti om Klippens Side, -
hør nu hilser dem en Lur!

✂ Skjolde blinke,
Lanser vinke,
man har sporet deres Gang;
Porten med de rustne Fløje
aabner dem sit Naaleøje, -
Barmen bliver Judith trang:
Vandt hun ej højt, som højt hun voved!
Bringer hun ikke Kæmpens Hoved,
som da David Slyngen svang!

✂ Unge, Gamle,
snart sig samle,
Spørgsmaal falde tæt som Snee:
Judith, Du vor stolte Kvinde,
kommer Du som Frelserinde,
skal engang vi atter lee?
Bringer Du Brød og Haab om Sejer?
- Tøvende hun sit Bytte vejer:
Her er Brød og Sejer, - see!
Sværmen spotter.

✂ Tyst hun blotter
Holophernes i hans Blod:
Over stive, slukte Øjne
barsk end Brynene sig højne,
61 end har Læben trodsigt Mod!
Over hans brudte Hals, den brede,
knuder der sig en Øglerede
af et Haar i størknet Blod.

✂ Kvinder segne,
Svende blegne,
stirre som i vaagent Blund:
Fuld af Rædsel Isra'ls Piger
skotte fra den slagne Tiger
op mod Judiths tause Mund,
see hendes Aasyn: en Heltindes!
atter et Aasyn: Isra'ls Fjendes,
blegt som deres Kalkfjelds Bund.

✂ »Ja, I Ældste,
fri og frelste
har os Herren bragt igjen!
Hovedløs som Høvdingskroppen
ligger nu derude Troppen, -
vrist nu dristig Sværd fra Lænd!
Op, skikker Bud til Karmels Strande,
tænder paa Tabor Blus og Brande,
flokker alle Isra'ls Mænd!

✂ »Fald som Gribbe
fra vor Klippe
over Assurs dorske Lejr!
Var I ogsaa Ti mod Tusend, -
mens de raver end i Rusen,
slaa dem som et vældigt Vejr!
62 mejer dem ned med skarpe Sværde,
kom saa og rejs vort Vingaardsgjærde,
Isra'ls Gud vil give Sejr!«

✂ Ildfuldt Tilraab hende svarer,
hun har Helte gjort af Harer;

✂ og før Sol staar højt paa Himmel,
er paa Vej en væbnet Vrimmel,

✂ myldre frem af Kløft og Huler
alle Isra'ls gjemte Smuler;

✂ bryde gjennem Værn og Volde,
før der mures til med Skjolde;

✂ vække dem paa dorske Senge
med en Klang af Buestrenge;

✂ jage dem som Vildt i Lunde,
slaa dem ned som galne Hunde;

✂ bringe hjem til deres Rede
Korn og Sølv og Øxne fede,

✂ bringe Judith, det de loved,
Fad til Holophernes' Hoved.

✂ - »Tak I unge Isra'ls Helte,
Tak for Sejren!
Tak for Sølv fra Assurs Telte!

63

✂ Vier det til Herrens Ære!
Hans var Kraften,
hans skal ogsaa Byttet være!

✂ Før I røre Sejers-Trommen,
før I hvile,
bringer det til Helligdommen!

✂ Ingen Larm maa Luften bryde!
Lader Harper,
lader Sang og Cymbel lyde!

✂ Hedningteltet har jeg gjæstet, -
dèr Jehova
har sin Tjenerinde fæstet!

✂ I hans Højsals svale Skygger,
for hans Alter
vil jeg lægge mine Smykker!

✂ Bringer did mit Sørgeklæde,
Isra'ls Kvinder!
dèr er Judiths Enkesæde!

64

✂

Bønnen.

✂ Naar Jorden stønner blussende og hed,
og ingen Sky sin Svalhed vil nedaande,
da hyller den i Slør sig som en Nonne,
de hvide Taager vidne hvad den led.

✂ Men see, de samme Taager synke ned
og falde kvægende paa al dens Vaande;
nu faaer den Svaling af sin egen Aande,
som bringer Blomsterkalken Duggens Fred.

✂ Saa stiger Bønnen fra det bange Hjerte,
der brænder hedere end Jordens Bryst,
i Bøn det aander ud sin Nød og Smerte;

✂ da daler den igjen med Aandens Trøst:
den samme Bøn, der steg i Nattens Stille,
blev ved Guds Faderfavn en Fredens Kilde.

65

✂

Takken.

✂ Naar jeg tænker paa Langfredagssorgen,
Herre, paa den Sjælekval Du led,
ja fra Julenat til Paaskemorgen,
hvad din Kjærlighed igjennemstred;
stirrer saa paany mod Korsets Bakke, -
maa jeg sukke: hvordan skal jeg takke!

✂ Men som Børnene, der Intet eje,
aldrig deres Gavers Udspring veje,
men til Festens-Bordet glade springe,
og hvad selv de modtog trøstigt bringe, -

✂ saadan vil Du, vi i Fryd og Smerte
være skal vor Faders Børneflok!
Giv os da et reent og trofast Hjerte,
som i Dig og Dit har altid nok:
Herre, giv os, hvad vi ikke have,
og hvad selv Du gav, - tag det i Gave!

✂

Peters Befrielse.

I.

✂ I Fangelænker Peter laa,
og sov saa sødelig paa Straa
som Barnet paa sin Pude.
Han havde talt i Jesu Navn,
66 thi hviler han i Jesu Favn
og glemmer Alt derude;
han drømmer om sin Barndoms Plet,
solblinkende Genezareth!
han hører Bølgesange:

✂ Nu skal Du. Sjæle fange!
Han seer og hører meer og meer,
og overalt han Jesus seer,
sin Drot og Mester kjære!
Han følger ham til Bjergets Top
med Jakob og Johannes op,
hvor der er godt at være;
han synes, han endnu kan see
i Straaleglans de høje Tre, -
men Glansen slukkes ikke,
nu blænder den hans Blikke!

✂ Det lysner som fra Englekor, -
er han endnu deroppe? Hvor
er da hans tvende Venner?
Den Ene dræbt, den Anden fjern!
To Stridsmænd klædt' i Staal og Jern,
er lænket til hans Hænder;
de sove baade højt og haardt,
for dem er Natten dunkelsort,
den Lysglans fra det Høje
er kun for Peters Øje.

✂ Ja Lyset har fra Herren Bud,
Guds Engel nu vil fri ham ud,
67 han skal ej Kalken tømme!
Han hører Englerøsten: Kom,
stat op og bind din Kjortel om!
ham tykkes, det er Drømme;
der gaar en Bæven gjennem ham
som Rorets Ryk for Bølgens Kam,
og for hans Sjæl det lyner, -
ham tykkes, det er Syner!

✂ Og han rejser sig af Leje
brat og strax,
som en Høstmand, der skal meje
modne Ax.

✂ Og som sorte Snoge glide
uden Larm
alle Lænker fra hans Side,
fra hans Arm.

✂ Og han kiltrer Kjortlens Folder
som ved Dag,
binder paa sig sine Saaler
og sit Slag;

✂ drømmer, han skal ud at vandre
med en Ven:
Herren kalder ham til andre
Egne hen.

✂ En usynlig Haand ham drager,
mens han fly'r;
68 Døren springer op og knager,
Ingen kny'r.

✂ Vagten som i Marmor hugget
nikker stumt,
over Skjoldet sammenbukket
tæt og krumt.

✂ Gjennem Fængselsbuegangen,
frit ved Mod,
som isøvne flytter Fangen
Fod for Fod.

✂ Som en Sol gjør Englens Øje
Dag af Nat;
Peter følger, - Portens Fløje
vige brat.

✂ Over Tempelgadens Stene
Vejen gaar, -
til med Et han heelt alene
stille staar.

✂ Sælsomt stirre Simons Blikke
som i Spind,
som naar frosne Vande drikke
Maaneskin.

✂ Nu først mærker han den svale
Nattevind,
nu først vaagner han af Dvale,
kold om Kind.

69

✂ Nu først til sig selv han kommer,
bryder ud:
Visselig fra Død og Dommer
tog mig Gud!

✂ Fjernt han hører Romerluren
sanke Vagt,
skimter over Fæstningsmuren
Templets Pragt;

✂ haster gjennem Gyder lange
frem og frem,
til han staar for sine bange
Brødres Hjem;

✂ og mens dèr de sende Bønner
for hans Fred,
banker han, saa Døren stønner
højt derved.

✂ Og de hilse ham forskrækket
som en Aand,
til omsider han faaer rækket
dem sin Haand.

✂ Da faaer Bønnen dobbelt Vinger,
Haabet Frugt,
og de øjne Herrens Finger
i hans Flugt!

70

✂ Og mens Vagterne besværge
Satans Værk, -
Peter er bag Judæ Bjerge,
fri og stærk.

II.

✂ Ak Simon, lænkelagt som Du
jeg er i al min Sjæl og Hu,
i Jern jeg maa mig vride;
thi Sorg og Angst, de Bødler to,
de vil sig ikke fra mig sno,
de sove ved min Side;
min Synd har smeddet mine Baand, -
dog troer jeg fast, Guds gode Aand
vil mig af Fængslet tvinge,
saa Jern og Bolte springe!
Ja laa jeg midt i Fjendefavn,
men sov som Du i Jesu Navn,
da skulde Lænken falde;
og fulgte jeg kun dine Fjed,
da fulgte nok en Engel med
og sprængte Skodder alle;
saa selve Dødens Port saa trang
sprang op engang med Sejersklang
til saligt Vennemøde,
hvor Livets Roser gløde!

71

✂

Areopagos.

✂ Hvor Athenens Mure slippe
tætved Tempelhøjens Fod,
ligger der en øde Klippe,
skyllet tom af Tidens Flod:
Højnet i det hede Sand
som et Vrag paa nøgne Strand,
bar og uden Blomsterhækker,
Areopagos sig strækker.

✂ Hellas' gamle Dommersæde,
hvor i Nattens Højtidsstund
den Beskyldte maatte træde
paa sin Gjernings nøgne Grund!
End til Højens lave Tind
gaa de halvt forhugne Trin,
skaarne ud i Klippegangen:
Livets sidste Trin for Mangen.

✂ Staden er i Søvnens Dvale,
vaagent er kun Straffens Staal,
gylden Taushed, Sølver-Tale
lægger Lod i Retfærds Skaal.
Men da Hellas' Retfærd svandt,
og da Vantro Taager spandt,
traadte op paa denne Svale
Taleren fra Tarsos' Dale.

✂ Helt for alle Troens Helte,
stærke Paulos, det var Dig,
72 som om Natten virked Telte,
og om Dagen slumred ej;
spændte ud paa knudret Felt
Troens lyse Kongetelt,
det som svaler Hjertets Brande,
skygger syndefuret Pande.

✂ Paulos taler - Øjet glider
mellem Gudestøtter ud -
om Vankundighedens Tider,
om »den ubekjendte Gud«;
af den gamle Domstol gror
det Forargelsernes Ord:
Der er En, som er opstanden,
Han er Dommer, ingen Anden!

✂ Paulos taler, Spiren lægges
til en lille Menighed;
tidt i Storm hans Plantning knækkes,
kaster dog sit Frø i Fred.
Hellas gaar mod dybe Fald,
og først seent det rejses skal,
vidt dog over Hav og Fjelde
fløj Apostlens Ord med Vælde.

✂ Men de gamle Afgudshære
fandt sig mangt et nyt Athen:
Altre for den tomme Ære
rejstes uden Offersteen;
Kjødet og det kjære Selv
fik sig nye Tempelhvælv, -
73 dog fra dunkle Hjertekroge
blinker der en Kirkelaage.

✂ Ja, i mange trætte Sjæle
end en lønlig Sti der gaar
som en Rest af Trappefjæle,
hugne ud i Barndoms Aar,
mod et Areopagos,
Tungens Nægtelse til Trods,
mod et stille Dommersæde,
hvor Erindringerne græde.

✂ Paulos med dit stærke, klare,
elvefriske Christusbud,
tal igjen til denne Skare
om den ubekjendte Gud!
Røst fra Areopagos,
tal til dem og tal til os!
Lær os tro, og lær os stride,
lær os elske, lær os lide!

✂

Bosporos.
Blade af Constantinopels Krønike.

✂ Bosporos, skjønne,
drømmerige, blanke,
straalende Sund!
Højene grønne,
Spirene de slanke
kysser din Mund!
74 Vimpler og Faner,
Pinjer og Plataner
kranse dit Spejl;
Asien og Europa
see dine Sejl.

✂ Ja, fra den Morgen
Argønauterskaren
styred mod Øst, trodsende Faren
paa en fjern, forborgen,
guldsvanger Kyst,
stime og stimle,
flokke sig og vrimle
Folkene her;
Asien og Europa
mødes med Sværd.

✂ Persiens Racer
her sig søge Hvile,
telte sig Hjem;
Skyther og Thracer
sende deres Pile
trodsigt mod dem.
Snart fra det Fjerne
Alexanders Stjerne
stiger med Glans,
og i Straaleskjæret
skimtes Byzans.

✂ Langvejs det øjnes,
»Gyldenhornet« blinker,
75 raaber sit: Kom!
Syvfold det højnes,
lokkende det vinker
syvhøjet Rom.
Bosporos kalder
nye Kejserhaller
frem i sit Ly:
Constantin den Store
bygger sin By.

✂ Alt fra Nicæa
bar hans Herskerpande
Tanken derom:
Som en Nymphæa
over tvende Vande
trone mit Rom!
Roma, Du skumle,
dine Bølger mumle
hvad jeg forbrød, -
Bosporos har Fremtids
Kraft i sit Skjød!

✂ See med sin Lanse
ridser han i Sandet
Murenes Ring.
Jubel og Kranse!
Englehaand har dannet
Linjernes Sving!
Marmorne blanke,
Tempelsøjler ranke
sankes med Sans;
76 og Constantinopel
staar i sin Glans.

✂ Klingende Lyrer,
Psalmesang og Offer
vie dens Sted;
christne Martyrer,
græske Philosopher
følges i Fred.
Mangen en Christen,
nys paa Fangelisten,
slæbte sig did,
krøblet under Kampens
vejrhaarde Tid.

✂ Oldtiden munder
som en Strøm i Havet,
Oldtiden døer;
Gother og Hunner,
hele Folketravet
Gravgrøntet strør.
Længe dog spores
Constantin den Stores
Murkrone stærk;
Asien og Europa
prise hans Værk.

✂ Bosporos' rappe
Bølgetoppe stige,
svulmende ungt;
77 men i det slappe,
frihedsfjendske Rige
aandes der tungt;
Templer blev søndred,
Gudestøtter plyndred,
Storheden traadt;
Alle blev de Christne,
ak, men hvor smaat!

✂ Taaren, som dugged
Martyrblodets Roser,
tørred i Hast;
Troen er slukket,
kun dens Tande oser,
mættet med Last.
Munkene kjævle,
Skriftens Ord de trævle,
Traad efter Traad,
flette dem til Svøber,
hvasse af Braad.

✂ Visnet er Styrken,
da den ikke vandes
længer med Blod;
som i en Ørken
præker en Johannes
Anger og Bod.
Frygtløs han maler,
»gyldenmundet« taler
Sandhedens Helt;
derfor maa han dø i
Fremmedes Telt.

78

✂ Hvad i sin Vælde
Kejserhaanden stempler,
gjælder for Tro.
Folket skal trælle!
Lad dem da faae Templer,
Bøn giver Ro!
Intet skal spares,
Kunst skal aabenbares,
Marmor skal snee!
Ingen Sankt Sophias
Mage skal see!

✂ Villigt der lydes;
tusind travle Hænder
flux tage fat.
Pragt-Søjler brydes;
Land-Præfekten sender
Marmor i Skat:
Kariens - hvidligt;
phrygisk - som naar tidligt
Dagningen gryr;
celtisk - sort som Natten;
stjernet Porphyr.

✂ Hvalvet en Himmel,
hvorfra Englen kigger
streng og dog huld!
Muren en Vrimmel
Billedmosaiker,
grunded i Guld!
Kejseren skuer,
79 under Templets Buer,
fuldbragt sin Plan:
»Salomo! Du faldt for
Justinian!«

✂ - Blank som en Stjerne,
paa Sophias Kuppel
Guldkorset staar.
Men fra det Fjerne
Saracenens Jubel
Bosporos naaer.
Halvmaanens Øje
fra Judæas Høje
blinker mod Sky;
Asien og Europa
skilles paany.

✂ Pilgrimen stønner.
Alle Korsets Stammer
svare med Gny.
Virak og Bønner,
Sværdeklang og Flammer
hvirvle mod Sky.
Bosporos' Bølge
saae det lange Følge
drage forbi;
da var den Europas
Korsfarersti.

✂ Vesterlands Helte
slaa ved disse Vande
80 Korsfarer-Lejr;
tusinde Telte
deres Farver blande,
blinke til Sejr.
Endnu sig hvælver,
end for Vinden skjælver
Gotfreds Platan,
skygger som en mægtig,
løvdannet Khan.

✂ Vidt over Jorden
som med Guldglans blænder
Myklegaards Navn;
Væringen vender
hid fra høje Norden
Bidsel og Stavn.
Bosporos' Borge
faae fra gamle Norge
Værge og Vagt,
Fjeldet maatte skjærme
Kejserens Magt.

✂ Skjæggede Svende
bænkes i de ranke
Pragtsøjlers Ring;
Kinderne brænde,
Gyldenbægre blanke
vandre omkring.
Bjørneskindskoften
over Silketoften
slænges iflæng;
81 Bjarkemaalet runger
til Lyrens Streng.

✂ Ej dog for Hyren
Nordens Kraft de øde;
Slaget er Fest!
Luren mod Lyren!
Klangen af det røde
Kobber er bedst!
Sværdene meje,
Vikingøxer feje
Blaamandens Dæk;
vidt er Harald Norske
Øhavets Skræk.

✂ Ogsaa en Mylder
fra de danske Vange
hid sætter Stavn;
Kejseren bange
hører, hvor de hylder
Ejegods Navn.
Langvejs fra Lejre
Jul kan Erik fejre
blandt sine Mænd;
sødt den danske Tunge
klang ham igjen.

✂ Kort dog han raster,
han, hvem Danmarks Bonde
elsked saa tro;
længselsfuld haster
82 han mod Kedrons Lunde,
har ikke Ro.
Væringen vinker,
lønligt Taaren blinker,
falder i Hav,
da Kong Erik glider
bort, - til sin Grav.

✂ Korset har sejret;
lange Valfartsskarer
Bosporos naaer.
Mangelund fejret,
Sigurd Jorsalfarer
mellem dem staar.
Fyret han pejler,
statelig han sejler
»Guldhornet« ind;
Silkesejlet praler
for Asiens Vind.

✂ Ankeret falder;
over Purpur tramper
Konningens Hest.
Lysthornet gjalder,
Fakkelblus og Lamper
lyse til Fest.
Gjæstebaand knyttes,
rige Gaver byttes,
Vaaben og Guld;
Helgenbeen gjør Sigurds
Skatkiste fuld.

83

✂ - Tiderne skifte.
Stolt Venezias Snækker
Bosporos naae;
Korsfaner vifte, -
men bag Skjolderækker
Fjender der staa.
Dandolos Flaade,
længe som en Gaade,
ændred sin Kurs:
hundrede Galejer
lægge tilmurs.

✂ Stormfaklen lyser,
Taarnene de ramle,
Murkroner strøs.
Grækeren fnyser,
synker i den gamle
Fejghedens Døs.
Tvedragt i Staden,
Krystere paa Gaden,
Sejren gjør let;
og Sankt Marcos Løve
fraadser sig mæt.

✂ Statuer brage,
Altergjemmer knækkes,
Sølvet maa frem!
Guldvinget Drage,
Sigurds Kongesnækkes,
slæbe de hjem.
Roms Litanier
84 Sankt Sophia vier,
Paven er glad;
Græker og Latiner
kappes i Had.

✂ Nedad det lakker,
ja mod Hellas' Aften;
Natten er næst.
Udbrændt er Kraften,
snart kun Slam og Slakker
findes til Rest.
Myklegaard maaler
Guld i sine Skaaler
rigt som tilforn;
men derinde stinger
mangen en Torn.

✂ Kiv og Processer,
Gjæstebud for Ganen,
Væddemaalsfærd!
Optog og Messer, -
saa til Rendebanen:
Førstemand der!
Alle vil mores;
Constantin den Stores
mægtige Stad
ligner et moderne
Spillehus-Bad.

85

✂ Stundum vel Syner
i de lange Nætter
truende steg:
Bajazeth lyner!
- Mareridtet letter:
Bajazeth veg!
Kort dog er Glæden,
Andre kom isteden,
kjække som han;
snart er Hellas' Kejser
Drot uden Land.

✂ - Bosporos ruller,
boltrer sig og skummer,
blaaner mod Maj;
Krigslarm og Bulder,
Bjældehorn og Trommer
følge dens Vej:
Rivende vælte
Sultan Mahmuds Helte
frem som en Flod;
Klingerne fra Varna
rødme af Blod.

✂ Grækerne skikke
Breve rundt i Skare:
See dog vor Nød!
Fyrsterne - drikke
paa Barbarens snare
Skjændsel og Død!
Riddere spage
86 ved Turnering tage
Tyrker til Maal; -
for Hellenen Ingen
løfter sit Staal.

✂ Angst gjør dem kjække;
ivrigt de berede
flydende Ild;
Muren de spække;
»Hornet« med en Kjæde
spærre de til.
Folket, det arme,
i sin sidste Varme
opblusser brat,
som en Sol der gløder
højest mod Nat.

✂ I Sankt Sophia
Børn og Kvinder favne
Altrenes Fod;
Jomfru Maria,
alle Helgennavne
love de Bod.
Murene brage;
fyrretyve Dage
holdt de dog Stand,
Constantin, den sidste,
staar som en Mand.

✂ Sultanen spejder,
med et Blik som Ravnens
87 efter sit Rov;
frugtløse Fejder
førte han mod Havnens
sejlhængte Skov.
Kjæderne spærre,
Grækeren er Herre
endnu tilvands:
»Lad saa vore Skibe
komme tillands!«

✂ Jernskinner lægges,
favnelange Bjælker
gjøres istand;
snart som paa Kjælker
Skibene kan trækkes
tyst over Land.
Tversover Odden
sejler hele Flaaden,
sikker for Skjær; -
Grækerne de bæve,
Stormen er nær.

✂ Vædderne hamre,
Slyngestenen hviner,
Sværdet gjør lyst;
Saarede jamre,
Tyrk og Byzantiner
krystes i Dyst.
Kejseren strider,
værger som en Ridder
Fædrenes Hjem;
88 men fra Stranden myldre
Turbaner frem.

✂ Vildt Janitscharen
paa den græske Skude
nedhugger Alt;
Løven mod Haren, -
ak, thi det er ude!
Kejseren faldt!
Solfanen pranger,
Mahmud fra sin Ganger
maaler sit Rov;
først i Sankt Sophia
standser dens Hov.

✂ Ind stormer Hæren,
Hovedaltret luder
brat mod sit Fald:
»Allah's er Æren!
Ned med disse Guder,
knuses de skal!«
Vers af Koranen
hænges over Fanen,
Korset til Spee;
snart er Sankt Sophia
tyrkisk Moskee.

✂ - Trøsket og kroget,
Grækerstammen splintres.
Var da paa den
slet ikke noget
89 Skud, som kunde vintres
over igjen?
Vil i sin Vælde
Herrens Haand dem fælde
Alle som Een?
Findes der mon ingen
frugtsvanger Green?

✂ Jo! mens Han fælder,
gjemmer han en liden
Stikling fra Fald;
stedt mellem Nelder,
dog engang i Tiden
bære den skal!
Ja, mens Han tugter,
mindes han de Frugter,
Stammen dog bar:
dem og deres Sødme
sparet han har.

✂ Troligen svøbte
laa de som paa Hylde
her i Byzans;
Ingen dem kjøbte, -
nu skal deres Fylde
straale med Glans!
Nu skal de kjendes,
ud i Verden sendes,
ja som til Fest!
Tyrkerne skal jage
Platon mod Vest.

90

✂ Ordet, som klang i
Akademos' Lunde,
det skal i Ly!
Maalet, som sang i
Hellasfolkets Munde,
elskes paany!
Ja, med Hellenen
fløj fra Rædselsscenen,
ud fra sin Krog
Sokrates - og Paulos'
livssvangre Sprog.

✂ See, hvor det falder
her i Mulm og Mørke
ned som en Brand!
See, hvor det kalder
hist af Tidens Tørke
levende Vand!
Vej det sig bryder,
bugter sig og skyder
frem som en Flod,
frem - ja frem til Wartburgs
skovklædte Fod.

✂ Seklerne vandred;
endnu ejer Tyrken
Bosporos' Dør.
Brudt er dog Styrken,
91 Løbet er forandret,
Elven er tør.
Hvor Janitscharen
styrted sig i Faren,
tro mod sin Stat,
skuldrer nu for Hostien
Peras' Soldat.

✂ Som i Kaserne
Islamiten lever,
kun som i Lejr;
Sit vil han værne
men iløn han bæver,
tvivler om Sejr.
Den, der blev liden,
kan engang i Tiden
voxe sig stor,
og et luttret Hellas
arve sin Jord.

✂

Ved Tanganika-Søen.

✂ Der knalder en Champagneprop,
der klinkes, - Hvor? af hvem?
Ved Tanganika-Søen,
i Flodhestens Hjem!
Dèr tømme Bægrene
til Bunds fra Randen,
den Ene David Livingstone,
Stanley den Anden.

92

✂ Stanley er en Yankee
af Steen og af Staal:
han vilde finde Livingstone, -
saa vandt han sit Maal!
Han fandt ham som man finder
et Fnug paa et Hav,
han hilste som man hilser En,
der gik af sin Grav.

✂ Og hvem er David Livingston!
en Stormand, en Helt,
den største der har pælet
under Palmen sit Telt!
Den bedste, som har styret
sin Cano tilflods,
med Taalmod til Ballast
og med Troen til Lods.

✂ Sfinxens gamle Gaade
om Nilstrømmens Væld,
den vilde han løse,
om dertil han fik Held;
saa drog han gjennem Ørknen
den vildsomme Sti,
og hugg' sig gjennem Skoven
langs Krokodillens Hi.

✂ - Var Vandløb og Søer
da hans Tankers Vinterleje?
Nej Vandløb og Søer
kun som vordende Veje!
93 og Vej som en Hilsen
til Handelskaravaner!
og Handel for at bryde
Kulturen nye Baner!

✂ Kulturen, - ikke den,
som byder Slanger for Fisk,
i hvis Vaaben staar en Dunk
og en Slavehandler-Pidsk;
ej den, som rydder ud
al en Folkebunds Frugt,
men den som forædler
og bringer under Tugt.

✂ Hvor Flodhesten pruster
mellem kæmpehøje Siv,
dèr skulde Baad og Damper
bringe Virksomhed og Liv;
hvor Sumpen rækker Bøflen
sit giftiggrønne Græs,
skulde Høstkniven skjære
til Tusinder af Læs!

✂ Og Steppen skulde vandes,
og fra Urskovens Hang
skulde Blaarøgen hvirvle
under Latter og Sang!
Og Spydet skulde plantes
til Vinløv at sno;
og i Kampskjoldet Purken
skulde vugges til Ro.

94

✂ Og fra Taletouget Svalen
skulde kvidre om Hjem,
og Varer skulde tuskes,
og Tanker med dem!
og Steenkul og Elfenbeen,
og Sorte med Hvide
skulde lejres og bænkes
Side om Side!

✂ - Er dermed saa tilende
David Livingstones Drøm?
Nej her først gaar i Dybden
den stærke Tankestrøm:
De sortbrune Skarer
over Afrikas Jord,
dem vilde han bringe
det gamle Korsets Ord!

✂ Hvad hjalp det, om de lærte
paa Fransk at staa og gaa,
paa Tydsk at føre Krig,
og paa Engelsk Væven slaa!
Om selv de blev i Mørket
med baade Sjæl og Aand,
paany var kun Glasperler
bytted dem i Haand.

✂ Nej, Stjernen fra Bethlehem,
hans eget Hjertes Skat,
dens Lys skulde tændes
over Afrikas Nat!
95 Uldhaaret skulde vædes
fra Døberens Skaal, -
dermed han begyndte,
det var hans Endemaal!

✂ Vær tryg, David Livingstone,
saa skeer det engang,
fra Steppen og fra Skoven
skal lyde Julesang!
Vær tryg, David Livingstone, -
Du selv er et Siv,
men dine stærke Drømme
har ustandseligt Liv.

✂ Maaskee skal Korset haanes
i den gamle Verdens Ring,
og Alterlys slukkes,
og om Fonten holdes Thing;
maaskee skal Christus svøbes
i Klude igjen,
og meest faae Tak af Fiskere
og ulærde Mænd; -

✂ men prædikes skal han
den hele Verden rundt,
og Livstræet plantes
hos det til Godt og Ondt, -
thi før har Jorden ikke fyldt
sit mærkede Maal,
før tændes ikke Ved
til det store Phønix-Baal!

96

✂ De kan vælge og vrage,
sige Nej eller Ja,
forarges eller tro,
slaa sig til eller fra,
men prædikes skal han,
og Ordet om hans Fred
skal høres ved Nil,
som ved Tanganikas Bred!

✂ - Saa Lykke paa Rejsen
utrættelige Mand!
Jeg undte Dig et Vaarpust
fra Englands grønne Strand,
jeg undte Dig et Favntag
af dine Piger smaa,
jeg undte Dig, at snart
Du tilhavns maatte naae!

✂ Men hvad enten Du skal lægge
i Ørken dine Been,
eller Du faaer i Hjemmet
din hvide Marmorsteen, -
dit Hjertes bedste Tanker
skal sætte Blomst og Blad,
og Julestjernen spejles
i Søen, hvor I sad!

✂

Missions-Psalme.

✂ Dit Rige komme, Fader vor!
med Lys og Fred og Styrke
til Alle, som er udenfor
i Hedenskabets Mørke.

✂ Og vær med dine Sendebud,
som mellem Is og Flammer
gik ud at pode dine Skud
paa Verdens vilde Stammer!

✂ Hold Du dem fast i Naadens Pagt,
saa dine Børn de ligne,
og slappes Haanden, giv den Magt
til Fjender selv at signe!

✂ Giv Tungen Ild, saa Fredens Ord
maa finde aabne Dørre!
Gjør Haabet lyst, gjør Troen stor,
gjør Kjærligheden større!

✂ Gjør Hjertet i dem frit og kjækt,
at ej de overmandes,
forviss dem om, de er i Slægt
med Paulus og Johannes!

✂ Styrk Foden, til i Jesu Navn
paa Dragekuld at træde,
og lær dem gaa i Dødens Favn
med Stefans Juleglæde!

98

✂

Paaskemorgen.

✂ Du lyse Morgens Frydebud,
af Frydebud det største:
Da Herren gik af Graven ud,
da gik han som den Første!
De mange, mange Brødre smaa,
saamange som ham fulgte,
de skal engang som han opstaa,
hvor Graven saa dem dulgte.

✂ Det skjøre, skrøbelige Kjød,
lad det i Mulden dukke,
lad bunde dybt i Havets Skjød
min Askes sidste Fnugge,
og lad dem vejres om som Løv
for alle Verdens Vinde, -
Han som har Adam skabt af Støv,
vil nok sit Livskorn finde, -

✂ og raabe til den bange Jord:
Giv hid hvad Du har røvet!
og lade sine Englekor
omsmelte Sjælestøvet,
og aande paa os med sin Aand,
mens alle Stjerner ramle,
og aande os et Klædemon,
et nyt og dog det gamle.

✂ Ja hvad der i dit Øjes Glans
var Gjenskin fra det Høje,
99 og hvad i Smilets Sejerskrans
Du vandt i Kamp og Møje,
og hvad i Pandens Sarkophag
var Gravskrift over Kjødet,
og hvad der i dit Aasyns Drag
blev til, naar Hjertet gløded, -

✂ det er for stærkt for Ormens Tand,
det leve vil og vaage,
det lyser over Gravens Rand
og gjennem Dødens Taage,
det voxer op til idel Fred,
til uforkrænket Fylde,
det skal en bedre Legemhed
i Livets Land omhylle.

✂ Den Blindes Øje, det skal see,
den Døves Øre høre,
den Halte ad sin Krykke lee,
den Stumme Ordet føre;
men døv for denne Verdens Lyst,
med Støvets Tunger stumme,
skal den Forløste i sit Bryst
Guds Aand i Reenhed rumme.

✂ Og naar da Jordens Maal er fyldt,
mens Dybets Flammer buldre,
og Hver har lagt sin Syndebylt
paa Jesu stærke Skuldre;
naar Alt hvad der er kvindefødt
har prist den Kvindefødte,
100 naar Alt er Liv, og det kun dødt, som al Guds Naade ødte, -

✂ naar Eet i Kjærlighedens Baand
alt Levende da vorder,
og Fjende rækker Fjende Haand,
den Myrdede sin Morder;
naar Gud har hørt hver Tolders Bøn,
saa han for Tronen stedes,
og hver fortabt, men funden Søn
i Faderhuset glædes, -

✂ da skal vi atter sees igjen
med meer end Josephs Glæde,
og Haand i Haand, og Ven med Ven
for Herrens Aasyn træde;
da skal vi atter kjendes ved,
vi Børn af Syndesorgen,
og kjende Ham, der gav os Fred
hin store Paaskemorgen!

✂

Det ubekjendte Land.

I.

✂ Paa Havet Caravellen
sig nejer som en Spaan;
i Stavnen staar Columbus
og skygger med sin Haand;
101 han stirrer og han stirrer:
kun Luft og kun Vand!
»Pinta« forude, -
men ak - ikke Land!

✂ Og alt som Bølgen hamrer
mod Skibets Plankebund,
det dønner i hans Hjerte,
det bæver om hans Mund;
han stævner ind til Regnskab
Alt hvad han bad og stred,
de stolte, søde Drømme!
den beeske Virk'lighed!

✂ »De knurred og de banded,
de bad og de besvor,
jeg skulde hjemad styre
og vende Skibets Ror;
og kunde de blot finde
til Spanien uden mig,
forlængst de havde slængt mig
i Gabet paa en Haj!

✂ »Og var med Provianten
det ej saa snart forbi,
jeg havde maattet føje
det vilde Compagni;
Frist fik jeg til imorgen, -
imorgen den Dag
er Skuden maaskee holden nok,
men al min Lykke Vrag.

102

✂ »Imorgen har jeg lovet
at vende om med Skam;
og Drengene skal pibe,
og raabe: det er ham,
den halvgale Skipper,
som vilde vesterpaa,
for den Vej til Indien, -
til Indien! at naae.

✂ »Og naar saa Kongen fritter
om Guld og om Metal,
har knap jeg som en Pilgrim
min stakkels Muslingskal;
og naar saa Isabella
begjærer Paafuglfjer,
da maa jeg skamfuld tie,
mens hele Hoffet leer!

✂ »Er det da Galmandsgjerning,
Sejladsen jeg tog for?
Og kan den ej forliges
med Tro og Fadervor?
Har Arbejd og Beregning,
har Møje jeg spart?
Har Gud jeg ikke tryglet
om Held for min Fart?

✂ »Hvor har jeg ikke gransket
ved Nat og ved Dag,
og gaaet Tiggervandring
for mig og min Sag!
103 lagt Planer, som sprængtes,
og nye begyndt, -
og længtes og længtes,
og paa Rustningen skyndt!

✂ »Og er det da kun Fabel
mit drømte Vesterland,
med Guld og Kryderier
paa fjerne Palmestrand?
Nej, Nej, det maa saa være:
Hvis Jorden er rund,
da maa jeg Asien pejle
over Hav, gjennem Sund!

✂ »Og har ej dunkle Frasagn
bestyrket min Dom?
Og har ej selve Havet
ynglet Tanker derom?
Har svømmende Stammer,
har øxebidt Ved
ej klarlig bragt os Melding
om Land i Vesterled?

✂ »Jo! Jo! det er, det er der!
Og skal jeg først faae Ro
i disse grønne Bølger, -
jeg bliver ved min Tro!«
Han maaler paa Kvadranten,
af Længsel berust;
og atter ud han stirrer,
men faaer kun salte Pust.

104

✂ »Og dog - hin lille Flyver
med de brogede Fjer, -
hvor skulde den vel komme fra,
om Land var ikke nær?
Og see - mon nu jeg skuffes -
det ligner et Lys!«
Den stærke Søens Kæmpe
fornemmer som et Gys.

✂ Og Nattens Stjerner blinke,
hans Venner i Nød;
det tykkes ham, de vinke
til Andet end til Død.
Ja, hvisker han, og knæler:
Velsigner Du min Stavn,
skal Kysten, jeg aner,
bære Frelserens Navn!

✂ Endnu engang han maaler,
og gjør sit Bestik;
endnu engang han sender
mod Himlen sit Blik,
mod Korset det lille,
mod Karlsvognens Hjul,
mod Kassiopeias store,
stille Sommerfugl.

✂ Og fremad glider Skuden
for ønskelig Vind;
Columbus, han ruller sig
i Sovetæppet ind.
105 Han drømmer om sin Barndom,
om Genuas Strand,
og om det violblaa
Middelhavs-Vand.

✂ Nu sanker han Smaasteen,
og nynner tyst dertil;
nu dypper han Aaren
som i flydende Ild;
nu har med Barbaresken
han en vovelig Dyst, -
halvhøjt han kommanderer;
det gaar i hans Bryst.

✂ »Klart Skib! og Lunten rede!
gjør lyst til en Dravat!
Dér er han os paa Siden, -
ja bi, Kammerat!
Til Luvart med Roret,
og skik ham saa Bud,
Fyr Manne!« - da dønner der
et rungende Skud.

✂ Han vælter sig paa Lejet.
»End et! det var ret, -«
men farer i det Samme
tilvejrs med et Sæt:
»Signalet fra Pinta!
Land - store Himmel - Land!
Jesu Maria -
paa Dækket alle Mand!«

106

✂ Men ej han havde nødig
at purre dem ud;
hvert Øre havde fanget
det lykkesvangre Skud.
De faldt ham for Fode,
den stærke Havets Ørn;
de solbrændte Gutter,
de hulked som Børn.

✂ Og under de buskede,
gnistrende Bryn
sig Synsnerven spænder
og skyder Lyn paa Lyn:
Ja, Ja! dér i Kimingen
blegner en Strand,
ej Skybanker længer, -
det forjættede Land!

✂ Den snor sig, den krummer sig
den skovkranste Kyst;
og Morgensolen blinker
paa Sandet med Lyst;
og Landbrisen bringer
saa kryddret en Duft, -
aldrig drak Columbus
sødere Luft!

✂ Og aldrig han følte sig
meer mægtig og fri, -
han aner ej de Lænker,
som han skal smeddes i.
107 Og Ankeret kastes
og bunder imag, -
Haab og Opfyldelse,
de mødtes den Dag.

✂ Hans hvide Haar det flagrer
fra højen Agterstavn,
han glemmer al sin Møje,
sit Suk og sine Savn;
som Moses fra Bjerget
han skuer viden ud,
og knælende han stammer
en Takkesang til Gud.

✂ Og Storbaaden sænkes,
og Aaren plasker rap,
mens Banner-Løven spiler
sin guldgridske Lab, -
og snart under Palmen,
i Stænk fra salten Sø,
Columbus kysser Støvet
paa »Hellig Frelsers« Ø.

II.

✂ »O vidste jeg blot, der bag Graven var Land, -
men hvem har bragt os Bud fraden fremmede Strand ?
Columbus førte Frugter ad Havets vaade Vej,
men hvem harseeten Blomst fraden himmelske Maj?

108

✂ »Vel gaar der en Saga fra Bryst og til Bryst,
en Længsel, der maner mig en hinsides Kyst;
vel hviskes det trindt, at Tilværelsens Land
gaar langt, langt ud over Støvets Strand;

✂ »Vel møder mig paa Verdensstrømningens Hav
en Flok, der lod haant om den gabende Grav,
en øxebidt Skare, der smiled i Død,
hvis Øje bar Glans som af Morgenens Glød;

✂ »Og dog hvad jeg aned og hørte og saae,
kan det mod min nagende Tvivl forslaa!
O vidste jeg blot, der bag Graven var Land, -
men hvem har bragt Bud fra den ukjendte Strand?«

✂ - Og mener Du da, fra dit eget tørre Sand
at kunne faae isigte Evighedens Land?
Far ud hvor de hvide Skumliljer gro, -
i Livets Bølgegang prøves Tro!

✂ Columbus han aned, han hørte, han saae, -
og fastere og fastere blev Troen derpaa;
men da han først troede, han havde ikke Ro,
før kjækt han havde vovet sig ud paa sin Tro.

✂ O let kun dit Anker, kast Linerne los!
Hver muddergjemt Pæl, lad den hugges til Ros!
Lær Sømandskab først paa Genezaret Sø,
men styr saa din Kaas mod den ukjendte Ø!

109

✂ Og, hvad Du saa skal døje af Modvind og Nød,
far trøstig ud paa Dybet i Farernes Skjød;
og, har Du ogsaa oprørske Tanker ombord,
bed Ham, den Opstandne, tage Tag i dit Ror !

✂ Ja, om Du tør hejse hans Korsflag i Stavn,
og bede om Bør i hans hellige Navn,
og tage hans Ord til din styrende Naal,
og være ham lydig i Tro og i Taal, -

✂ da skal engang dit Hjerte faae Lov at raabe » Land!«
da skal Du som Columbus faae see din Palmestrand;
ja just i samme Time din Støvdragt maa dø,
skal selv Du sætte Foden paa Hellig Frelsers Ø!

✂

Snestorm i Maj.
(1871.)

✂ Snee paa Tage midt i Maj,
ikke langt fra selve Pintse!
Foraar, skammer Du Dig ej,
vil nu Du med Rimfrost glinse?
Løvspring, drøveligt at see:
Grønne Busk med Bær af Snee!
Over spæde, lyse Blade
vinterlige Isvandsbade!

✂ Stormen med sin rappe Kost
fejed grumt de fejre Sale;
110 dunet Løv fik tidlig Rust,
kan af Livserfaring prale;
Snee med Æbleblomsters Snee
hvirvles om, en Ynk at see!
Mangen Fugl kan ej sig svinge,
ligger dér med kvæstet Vinge.

✂ - Danmarks Ungdom! Du som kjækt
fremad fløj med Vejr i Lungen,
Sangens, Haabets unge Slægt,
har Du meer end Sang paa Tungen?
Snee fra Dannevirkes Nat
faldt paa unge Sjæle brat;
ogsaa dem har Vaaren daaret,
ogsaa de fik Rim i Haaret.

✂ Men saavist den kolde Maj
ofte gav den fulde Lade,
veed og Stormens Herre Vej
til at bøde Stormens Skade:
For de mange Haab som brast,
for det Mod, som taug i Hast,
har en Alvorssæd Han givet,
der skal sætte Ax i Livet.

✂ Sæd til Alvor sjælefro,
Sæd til Brød for Aand og Hjerte,
Sæd til Taalmod, Sæd til Tro,
til at bære Savn og Smerte!
Kolde Maj, saa storm kun fort,
sidst Du komme vil tilkort, -
111 lad kun Tvivlens Rimfrost glinse,
der vil komme dog en Pintse!

✂

Til Overvejelse*).

✂ »Dreng! stig op paa Klippetinden!
skærp dit Øje, sku mod Vinden,
om Du skimte kan en Sky!«
- saadan lød Profetens Tale,
da i Sarons tørre Dale
Luften laa saa tung som Bly.

✂ - Danske! er det ej paa Tide,
at og vi bør skue vide?
Er her ikke Tørke nok?
Er ej Luften fuld af Kvælen,
skrumper ikke Folkesjælen
som en vissen Blomsterstok?

✂ Højt til Vejrs, I danske Drenge!
Sku saa langt, og sku saa længe,
til I Synet gjemme maa!

**) Skrevet i Høsten 1877; meddelt i »Fædrelandet« iste November. 112

✂ Højt til Vejrs paa Mindets Banker,
ja saa højt, saa Døgnets Tanker
tykkes Eder Fluer smaa!

✂ Og hvad seer I saa deroppe
blandt vor Oldtids Alpetoppe,
har de ogsaa Blod for Bær?
Kraften knejser uden Skjælven!
Troskab blomstrer rigt om Elven;
Luften er saa stærk og skjær!

✂ See, hvor sig mod Fjernet tegner
Heltekuld som Rolf og Regner,
staa de end i Taageskrud!
Og hos første, lave Kirke
Thyra ved sit Dannevirke!
Og med Bretlands-Kronen Knud!

✂ Længer ned - en Skov af Helte,
mellem dem, der turde vælte
Svantevit med Absalon!
Og hvor Korsets Banner vajer,
seer I ej, det faldt med Sejer
i den unge Volmers Haand!

✂ Voxer kroget Kongestammen, -
stryges Aaget ej og Skammen
af ved Grevens Sengestok?
113 Blinker ej i nyfødt Morgen
trefold Glans om Kongeborgen
fra Margretes lyse Lok?

✂ Og hvor Dannebroge vifter
i de lange Navneskifter
fra den første Christian,
luer ej, naar Faren er der,
altid op de danske Hjerter,
som da »Volden« var vort Land!

✂ Og fra Hav og Belt og Sunde,
sjunges ej af Bølgemunde
Drapet om vor Sømandsflok!
Hvo vil efter Navne søge -
alt fra Kongedyb til Kjøge
skummer det med Kranse nok!

✂ Dog endnu i vore Dage
skreves der en Heltesage
af den tapre Landsoldat, -
ogsaa, da paa Dybbølskansen
tung han gik i Dødningdansen
med den hvinende Granat.

✂ Stig saa ned fra Mindets Højder,
ned, hvor endnu Droslen fløjter,
hvad den sang ved Lejregaard!
114 ned, hvor valmukranset Rugen
lægger meer end Gyldendugen,
lægger Brødet paa vort Bord!

✂ Og hvad seer I saa hernede,
bag den gode Rug og Hvede?
Skjellet flyttet! Danmark deelt!
Trods vort Frederits og Isted,
alt det vundne atter mistet -
læs dog Danmarks Saga heelt!

✂ Ja, trods Minderne, som tindre,
Riget selv blev altid mindre, -
lad det ikke gaa i Glem!
Og med snevret Landeskranke,
snevert Syn og snever Tanke
kroer sig i vort Fædrehjem.

✂ Hvor er al vor gamle, kjække
Pile-Sejghed i at strække
Kvisten ud, saa snart vi kan?
Blev vort Land saa trang en Tue,
saa vi kun har Borgestue,
men ej længer Fædreland?

✂ Skal det nu da ej bedrøve,
at som Flensborgs døde Løve
Danmark selv er sønderflængt,
først af Fjendens Rovdyrstænder, -
saa ved vore egne Hænder
spaltet, tvedeelt, næsten spræng!l

115

✂ Skal det længer ej opmande,
jage Skyggen fra vor Pande,
den Bevidsthed: vi var tro!
Den Bevidsthed: efter Evne
har vi bødet Hul og Revne,
taarnet op vor Fædrebo!

✂ Fra vi sidst for Livet fægted,
hvad har Folkeaanden mægtet
i de lange tretten Aar?
Paa hverandre har vi skældet,
sunget, flaget, karrussellet,
leflet med det aabne Saar;

✂ snakket op om Holger Danske,
og i Mangt om ikke ganske
gjort af Folkeaanden Krop!
skilt os ad i tvende Folde!
revet ned de gamle Volde,
ingen nye bygget op!

✂ Hvor er Styrkebæltet smeddet,
og vor Fremtids Brynje leddet?
Hvor er Viljen vakt af Blund?
- Danmark, som om Sundhed drømte,
for den bittre Skaal, Du tømte,
fik Du lutter Skaaler kun!

116

✂ Er det virkelig os Danske,
kan et Folk sig saa forvanske
eller varsler det om Død?
Er det os fra Ott'ogfyrre,
som i Faren kun blev større,
Et i Lyst og Et i Nød?

✂ Har I glemt de skjønne Dage,
da vi kunde meer end flage,
inden Kjærlighed blev kold?
Dengang vi med Manddomsstaalet
satte over Oprørsbaalet
kjækt paa Enighedens Skjold?

✂ Vil I rejse dennesinde
Ebbesen et Æreminde,
byg det ej af Steen og Malm!
Smelt ham ind i Sjæl og Hjerte,
til I mindes Danmarks Smerte
meer end som et vissent Halm!

✂ Til I see, vor værste Fjende
har vi hos os selv herinde,
ført af kullet Avind an:
Her i Madstræb, hist i Magtstræb,
her i ladt og lystsygt Pragtstræb,
her i raadvild Uforstand

✂ Til I see, at Holstergreven,
hvem vort Land er pantsat bleven,
nu har Egennyttens Navn!
117 Til I see, at Neldebladet
nutildags er Hjemmehadet,
fostret i vor egen Favn!

✂ Der er Noget, værdt at fælde,
med et Mod at overvælde,
tændt af enig Kjærlighedl
Noget, der skal ta'es ved Lokken,
rammes over Sengestokken;
Folkeaandens Skifting led!
Har vi tømret Skib og Skanse,
hvæsset Pil og skæftet Lanse
Haand i Haand paa Fædres Viis,
da er Tiden til at bygge
- kranset af en bedre Lykke -
Steen for ham fra Nørreriis.

✂ Danske, Danske, tænk dog efter!
Værn dog, værg af alle Kræfter
Kjærlighedens Grundlovsbud!
Kjærlighedens Grundlovsorden, -
nu kun ingen Skaaler for den,
men et Arbejd, gjort i Gud!

✂ Brødre! Søstre! Unge! Gamle!
Er det ej paa Tid at samle
Alle, som vil Danmark vel;
118 kaste Politikens Pjalter,
hente ved vor Barndoms Alter
Bod for Slægtens Syndegjæld.

✂ Slænge bort de hadske Lanser,
klæde os i Troens Panser,
gjorde os med Aandens Sværd,
luttre selve Hjertekilden,
og med fast og enig Villen
tage fat vor Sønnefærd?

✂ Da skal Tørken atter vige,
og i Danmarks gamle Rige
Livet blomstre op igjen;
og som hist i Sarons Dale
skal fra Himlens høje Sale
vælde ned Velsignelsen!

✂

Sønderjydens Sang.
(1878.)

✂ Saa langt og saa længe som Magt er bleven Ret,
skal Herreloven lydig vi være;
men aldrig skal det siges, at Læben blev træt
af Sønderjydens Længsel frem at bære;
saa længe der er Segl for hvad gyldne Penne skrev,
saa vil vi give Kejseren hvad Kejserens blev, -
men Hjertet maa han ikke begjære!

119

✂ Vor Fader udi Himlen, dit er vort Hjerte først,
dit Kongsord ej som Menneskers rystes!
Du vække selv herinde den Hunger og Tørst,
som stilles ej, hvor rigt der saa høstes:
Du lære os at bære baade Modgang og Kors!
Og giv, vi maa i Nød, ved vort gamle Fadervor's
velsignede Barne-Bøn trøstes!

✂ Vort Fædreland paa Jorden, dit er vort Hjerte næst; -
o maatte dine Sønner Du samle!
Men end i Moderhuset blev Søn og Datter Gjæst,
maa lege Fremmed hos sin Barndoms Skamle!
Det Maal, der hvisler om os, det er saa udenlandsk;
dog Skov og Fjord og Banke, de tale gammelt Dansk,
og vi, vi vil blive ved det Gamle!

✂ Og, blev det vort Kald: imod Stormflodens Magt
at staa som gamle Danmarks Bølgebryder!
og om de tusind Grave at holde Nattevagt!
og blive ved at være Sønderjyder!
nuvel, - for Tid og Time, for Lykken raader Gud,
men hvad vi kan, det vil vi: i Haab holde ud,
saa længe sin Vaarknop Bøgen skyder!

✂ Det love vi hinanden: at staa som en Mur,
saa langt som Barnet »Landsoldaten« traller!
Og, kan vi kun sjunge som fangen Fugl i Bur,
vi veed, vor Sang faaer Svar fra andre Haller!
120 Det love vi hinanden: med Tro og med Taal,
som Alter-Ild at vogte vort søde Modersmaal,
til Dannebrog igjen fra Himlen falder!

✂

Foraars-Gry.

✂ Gjern Kane nu og Kjelke!
Thi Vintren stunder mod sin Grav -
en Snee med grønne Stilke
Han til Farvel os gav!
Af Vinterhvidt og Foraarsgrønt
er »Gjækkens« Draabe vældet -
paa Skjellet,
der passer den saa kjønt.

✂ Hvor gaar det nu paa Marken?
Ja, er vi gjennem Storm og Slud,
som Noahs Dyr af Arken
vil Kvæget komme ud.
Kun Lammene bag Diget staa
alt under Haslens Rakler -
de Stakler,
de fryse vist, de Smaa!

✂ Men Foraar Kysten prajer!
See Skorstenspiben hist og her
har for sin sorte Fejer
sin lille sorte Stær!
121 Og Storken snart os gjæste vil,
han kommer paa sin Aarsdag -
Skjærtorsdag!
Pas paa, det slaar vist til!

✂ Og Viben flittigt tripper
i Agerreen paa tynde Been,
hvor nyfødt Græsset pipper
om Markens Kæmpesteen.
Ad gamle Minder blæser den,
den hilser dem med Piben -
Ja Viben
har mangen Følgesvend.

✂ Den tørre, tørre Stengel,
der tegned til den visse Død,
blev rørt af Vaarens Engel,
og grønne Livstegn skød!
Mon de vil skyde friske Skud,
de tørre Ønskekviste -
o vidste
vi blot, at de sprang ud!

✂ Men Foraar er i Luften,
og kraftigt vælder Lyset ud,
og blaa Violers Duften
er Haabets tyste Bud!
Og Lærken synger op som bedst,
den hilser fra sin Kupel
med Jubel
Opstandelsernes Fest!

122

✂

Opfarten til Upsal.
(Et Dagbogsblad fra Studentermødet i Juni 1875.)

✂ Frisk afsted, med Sang og Klang!
Sæt machinen kun i Gang!
Kort Farvel til Slægt og Venner,
Rejsen den er ej saa lang!
Ej, saa vi skal træffes her, -
Lutter Venner fjernt og nær!
Der er Ploug, og der er Bille, -
ikke ilde Selskab her!
Barfod! Velmødt med Kokarde paa Huen!
Længe leve Ungdomsluen,
Held vor glade Færd!

✂ Vaj nu Dannebrog fra Stavn,
Malmö aabner os sin Favn!
Frem mod Banegaardens Sfærer,
Søen tærer som en Ravn!
Kolde Varer, varme Ord, -
kun et Holdt, og saa ombord!
Broderlig fordeelt i Baasen,
sætter Kaasen vi mod Nord.
Lundagård hilser, og snart os forlyster
Øresundets Dobbeltrøster
i et skjønne Kor.

✂ Aften i den grønne Park,
Myldren som i Noahs Ark!
Men lidt Søvn maa vi ha'e reddet,
væk mig med et lille Spark!
123 Vægtren tuder som en Hund,
altid dog en Smule Blund, -
Tak for den Gang, vi maa rulle!
Hils de hulde flickor kun!
- Der har vi Ask'en! - I Lundagårds Linde,
Tak for Fartens første Minde, -
nu mod Odins Lund!

✂ Ringsjö med sin Bøgelund
hviler som i Morgenblund;
men med Bøgen faaer det Ende,
vi kan kjende Sverigs Grund!
Klippen blotter os sit Bryst,
hvilken Aas, hvor solbelyst!
Røde Fyrr blandt hvide Birke,
som en Kirkegaard saa tyst!
Hil Jer, I Smålandets blaanende Øjne, -
var vi ikke saa forfløjne,
blev vi her med Lyst!

✂ Alfvesta, et heelt Kvarteer!
Her er Smørrebrød med meer, -
kan De skaffe os lidt Kaffe?
Tyve Øre - se så der!
Hvor vi nu tog paa med Et!
hvor vor Hest maa være svedt,
som den render, som den brænder,
godt at den skal puste lidt!
Säfsjö med Væde! Og Nässj'ö med Æde!
Sidebanen vi betræde,
der er lige hedt!

124

✂ Lille vakre Aneby,
Dig vi bør en Fane sy,
for din Punsch og for dit lette,
saare nette Granely!
Ny Stationer, - atter fort!
Hurra: Indkvarteringskort!
just i Antal som vort Mandtal, -
hvor er Wandal? Svundet bort?
- Linköping, Tak! »Onkel Adam« skall lefva!
Skade kun, for os som Eva
Paradis var kort!

✂ Fremad! - Saa Hurra! »Hvorfor?«
Denne köping, det er Norrl
Find din Vært, og nip til Saften,
denne Aften den er vor!
Gjæstfri Stad ved Søens Barm,
med den friske Vandfaldslarm,
med dit Skoleslot paa Bakken,
Dig skal Takken bringes varm!
Strömsholmen vinker med Blus og med Boller,
og det yngste Norden holder
Holmgang uden Harm.

✂ Se Godmorgen, frisk og glad!
Frem igjen i Bunterad!
Saa Farvel, Norrkoping leve!
Tak Du gjæve Liljeblad!
Holla, vi blev Tre i Dag,
vi fik Fjeldfolk under Tag!
De er med os fra imorges,
125 op med Norges gamle Flag!
Landskabet her maa I Nordmænd da elske,
- ret som i det Søndenfjeldske,
kun i mindre Drag!

✂ Rask Cathrinehohn forbi!
»Her er ellers Spisen!«
Gjern kun Du med hele Suiten
Appetiten, det vil vi!
- Sol, hvor Du er mild og rund!
Jeg er smeltet mange Pund!
Sparreholm, i dine Skove
gad jeg sove mig et Blund!
Gnästa! Velkommen I dampende Gryder!
Her er Lax for tørre Jyder,
Flasker uden Bund!

✂ Velbekomme, En og Hver!
Nu til Vejrs paa Højen der!
Vore Sang're er paa Pletten,
med Kvartetten alt i Færd.
Hvilken Lejr paa Bakkens Hæng,
som en blomsterbroget Eng:
Hvide Møsser, norske Luer,
Silkehuer - Alt iflæng!
Hør nu hvor Tonerne rulle mod Søen,
smelte hen i sagte Døen
som en Harpes Streng.

✂ Men det piber infernalsk;
var det a, saa var det falsk!
126 Hesten slider i sin Strikke,
den er ikke musikalsk!
Allemand i Jer Koupee, -
hej, Sektionen Nummer tre!
Frem mod Stockholm l det skal lønne
sig den skjønne Stad at see!
- Her er Södertelje! og nu kan Du vælge,
Kringler eller pepparkakor?
Kringler, maa jeg be'e!

✂ Hvad var det? En Tunnelvæg!
Klippen knustes som et Æg!
Her er snevert nok at fare,
vogt nu bare Barfods Skjæg!
Men det lysner som i Gry,
vi er midt i Stockholms By!
Seer Du Spiret? Ja derhenne, -
og af Mennesker en Sky!
Nej, hvor de vifte fra Tag og fra Huse!
Paa Stationen ind vi bruse, -
Vips, saa bort paany!

✂ Blev vi flere Vogne? Kors,
alle dem fra Helsingfors!
Men vor Damphest, maa jeg sige,
er et lige lydigt Hors!
- Gjør paa Kringlerne nu Kaal,
tøm din Rejseflaske - Skaal!
Over Up lands jevne Vider
Toget glider som en Aal!
Nej, hvor jeg seer ud! Lad mig laane din Børste!
127 Med det Første, med det Første
er vi ved vort Maal!

✂ Seer I Fyrisaaen hist?
Der er Upsal, det er vist!
»Held da Sommeren og Stunden,«
Odinslunden er som sidst!
Nu tør Ingen være træt,
Hurra, Hurra l - det var ret!
Her det sneer med hvide Møsser,
og det drysser med Buket!
Broderlig Varme i Ynglingebarme!
Her er Maalet, - spring i Baalet,
Krakes unge Ætt!

✂

Ved Dannemora.
(Den 5. Juni 1875.)

✂ En Urskov uden Kroner,
og uden Fuglesang,
med Malm for Anemoner,
med Steen for grønne Vang!
Du kolde, mørke Øde,
hvor ingen Lysalf bor,
har til vort Ungdomsmøde
din Løndom intet Ord?

✂ Jo, - Dybets røde Flamme
os tyst fortælle vil,
128 at Ild var Jordens Amme,
at end hun dier Ild!
Og vi, om vi vil vinde
i Livets Kæmpespil,
da maa vi dybest inde
bevare Aandens Ild!

✂ Og det er Staalets Lære:
at altfor hidsig Brand
kan hærde, men fortære,
som Lidenskaben kan;
men svales det og glødes
i stærke Tvillingbad,
saa mild en Kraft der fødes
som Kjærlighed af Had!

✂ Og Slaggerne de mørke
den simple Viisdom har:
at, vil Du vinde Styrke
og vorde brugbart Kar,
da maa Du ej hoffærdig
gaa Smeltningen forbi, -
til Kar er Du først værdig,
naar Du er slaggefri!

✂ - Men fra de dybe Malme
der gaar en Klokkeklang,
der stiger op en Psalme
mod Birkens lyse Hang!
Den jubler, at i Krypten
er Himlen lige nær:
129 »Ja, fo'r jeg ned i Dybden,
min Gud, da var Du dér!«

✂

Til Nordens Ungdom.
(Den 7. Juni 1875.)

✂ Godt I Unge, lydt at sjunge
Nordens Lov paa Nordens Tunge,
spinde Mindets gyldne Traad!
Godt at hige mod den fjerne,
altid klare Haabets Stjerne,
bedre dog vor Arv at værne
Dag for Dag ved møjsom Daad!
Godt at hædre bolde Fædre, -
ligne dem er altid bedre,
rede Nuets Vadmeltraad!

✂ Anden Bane, anden Vane, -
Dampens Hest har afløst Grane,
vi maa slaa som Tidens Børn!
Olafs Sværd blev Ordets Klinge;
Mora Steen er sat paa Thinge;
og paa Kjærlighedens Vinge
flyver bedst Margretes Ørn:
Andre Tide, andre Stride -
trofast elske, kæmpe, lide
skal endnu dog Nordens Børn.

130

✂ Haand paa Værket, Maalet mærket!
Frem - om ikke pantsersærket -
frem mod Lys og frem i Aand!
Frem i meer end i at age!
Kun i Tro og Haab tilbage
til de gamle Pintsedage,
ellers fremad Haand i Haand!
Gav ej Dværge Kæmper Værge?
Vel, saa vil vi Smaa, vi Dværge,
smede Skjold for Nordens Aand!

✂

Fjeld og Dal.
Norges Ungdom tilegnet.

✂ Fjeld og Dal er Mand og Kvinde!
Tusind blanke Baand dem binde,
knytte Bræ til grønne Vang.
Meer og meer de sammenleves, -
lad dem sjunge, lad dem steves
en højstemt Vexelsang!

✂

Fjeldet.

✂ Mig kan Ingen overmande!
Jeg staar fast, med oprejst Pande,
er jeg gammel end og gold!
Isen er mit blanke Pantser,
Fon og Snestorm mine Lanser,
og jeg trænger ej til Skjold!

131

✂

Dalen.

✂ Va'r da vel paa mine Bønner:
Skjærm de Døttre, værg de Sønner,
som blev til i Dalens Skjød!
Din er Kraften, min er Varmen,
jeg har vugget dem paa Armen,
mig de ligget har ved Barmen,
før jeg gav dem dagligt Brød!

✂

Fjeldet.

✂ Det var mig, der lærte Gutten
dristig Villen, rask Beslutten,
Farens Leg i Ny og Næ!
sikkre Trin paa Maristier,
rappe Kast paa grønne Lier,
mens han hang mig end paa Knæ!

✂

Dalen.

✂ Det var mig, der lærte Jenten
bie tyst, i stille Venten
paa den birkelyse Vaar,
og mens Elven tumled Stokken,
lærte hende træde Rokken,
lærte hende flette Lokken,
blommed hendes gule Haar.
Jeg har sjunget hende Viser,
Kvad om alle fagre Diser,
under Birkens Jomfruslør;
gav dem Elvens Blink i Øje,
Sneens kyske Lin bag Trøje,
132 lærte dem itide bøje
Nakken under Kirkedør.

✂

Fjeldet.

✂ Jeg har rakt dem Somrens Glæde,
Sæterliv og Dronningsæde
hos de gyldenrøde Bær!

✂

Dalen.

✂ Ja, men Vaarens Triller ømme,
Høstens maanelyse Drømme,
Julefart paa frosne Strømme!
al den Fryd min Gave er.

✂

Fjeldet.

✂ Hvem har slynget Skjær og Holme
ud i Nordenhavets Mulme?
Det var Kjød og Been af Mit!
For at lokke, for at drage
Fjeldets Søn, tilhavs at tage
paa de lange Bølgeridt!

✂

Dalen.

✂ Du! Ja Du var selv den Haarde,
som jog Sønnerne af Gaarde, -
hvem har atter kaldt dem hjem?
Strakte jeg mig ej mod Norden,
taus mod al din Vredestorden,
rakte jeg mig ej mod Fjorden,
for paany at vinke dem?

133

✂ Lod jeg ikke Luften blidnes,
lod jeg ikke Hæggen hvidnes
for at dufte dem imod?
Gav jeg ej i Vestens Vige
som et lille Sydens Rige,
at de bedre skulde hige
mod den Strand, som de forlod?

✂ Naar de rev sig fra mit Hjerte, -
gav jeg efter for min Smerte?
Blev jeg veg i al min Vee?
Sang og Fele lod jeg røre,
mens mig Barmen laa i Snøre;
hvisked Mø og Viv i Øre:
Læg din Længsel under Snee!

✂

Fjeldet.

✂ Kvindeprat og Taareskvalder!
»Viking« vore Sønner kalder,
al vor Storhed kom fra Hav!
Men hos mig de prøved Pilen,
hvæssed mod min Skulder Bilen,
før de Skuden fik i Trav.

✂

Dalen.

✂ Du var altid barsk og sturen!
Du gav altid Svar paa Luren,
og lod Bavnen holde Dom!

✂

Fjeldet.

✂ Hvem gav Sigurd Heltekransen?

134

✂

Dalen.

✂ Hvem gav Eisten Hjemmesansen?

✂

Fjeldet.

✂ Hvem gav Olaf Helgenglansen?

✂

Dalen.

✂ Det var vi nok begge om!
Det var mig, der under Birke
stavsat fik den første Kirke,
bar den første Klokkeklang:
fik alt flere Svar tilbage,
blandede med Trostens Klage;
væved saa en Olafs-Sage,
fuld af Kors og Psalmesang!

✂

Fjeldet.

✂ Jeg har blandet Gny i Psalmen,
Sværdestaal i Klokkemalmen,
jeg var med ved Stiklestad!

✂

Dalen.

✂ Du med dine Hedninghunde
maatte dog mod Korset stunde!
Blodet lod dem ikke blunde,
Kjærlighed tog Væxt af Had.

✂

Fjeldet.

✂ Gjem kun dine Klokkerøster!
Skredets Bragen mig forlyster,
135 ellers er min Højtid stum!
Men naar Sol paa Bræen blinker,
er det mig, der Stjernen vinker
i det øde Himmelrum!

✂ - Dalen tier, Fjeldet brummer;
deres Vexelsang forstummer.
Elven lægger Omkvæd til!
Elven, deres hjertekaarne,
altid kjække Førstebaarne
tysser ej sit Harpespil.

✂ Og det Omkvæd, Elven sjunger
med de tusind Bølgetunger, -
lad det mægtigt bruse frem!
Fjeld og Dal tilsammen bygge
Norges Lykke!
Derfor Ære være dem!

✂

Frembrud.

✂ Uberegnelige Maj -
skal vi atter i Kavaj?
Anemoner blaa og hvide,
ellers som ved Vintertide!
Endnu ingen grønnet Bøg!
Gjøgeurt, men ingen Gjøg.

136

✂ Intet tæt og løvrigt Skjul,
ingen broget Sommerfugl
Sneglen kun har Alt i Orden,
Frøen er endnu i Vorden!
Storkefar dem maalede,
fandt dem lidt for aalede.

✂ Skynd Dig, skynd Dig varme Sol,
ellers fryser hver Viol!
Nøjes ej med fagre Strimler
Crocus, Tusindskjøn og Prim'ler, -
det er Dig vi vente paa,
baade vi og Skovens Smaa!

✂ - Hvadfornoget, er det sandt?
Det var virkelig galant!
Som et Elskovsord, der længe
mangled Mod til frem at trænge,
vælder Varmen Slag i Slag, -
puh, hvor det er lunt idag!

✂ Nu en Smule Regn i Nat,
da vil Alting vaagne brat,
og imorgen alle Knopper
være meer end gyldne Pupper,
da vil alle Skovene
naae til Løvspring sovende.

✂ - Bøgen i sit Døbe-Skrud, -
Eja, nu maa vi derud!
Ja lidt Grønt fra Fadderstadsen
137 maa vi have hjem til Vasen
Og lidt Lysning om vort Flag, -
Danmark er saa ungt idag!

✂ Alt saa rigt, og Alt saa nyt,
nys af Regnen overgydt!
Hvor der før var nøgne Ribber,
trindt det pibler nu og pipper,
lukker sig saa underskjønt
i et Hvalv af Lysegrønt!

✂ Og i Bunden, lad os see,
hvad der gjemte sig bag Snee:
efter Stormens Gruligheder
tusind grønne Muligheder!
i en Fart og paa en Stus
tusind søde Blomsterpus!

✂ Gaaseurt og Løvetand!
Bukkeblad og Baldrian!
Stjernepragt med Varianter!
Og de dér er Jordbærplanter!
Bukkargrønt i hele Læs!
Fuglemælk og Fuglegræs!
Steenbræk l Storkenæb! og Nelde -
Nej jeg kan ej længer tælle,
lad dem vælde, lad dem vælde!

138

✂

Ved Kysthospitalets Indvielse.
(17. Oktober 1875.)

I.

✂ »Paa Refsnæs Havets Vind
skal gaa de vilde Veje!
Paa Refsnæs Hjort og Hind
skal aldrig søge Leje!
Paa Refsnæs Eg og Bøg
skal aldrig vorde to, -
kun fattigt Hundeløg
hos Lyng og Torne gro!«

✂ Saa flyver os iløn
det gamle Ord imøde:
»Thi dér har Dagmars Søn
for Pilen maattet bløde!«
Og visselig vi veed,
det Ord har fanget Magt:
Paa Refsnæs Vinden vred
har ødet Lundens Pragt!

✂ Men, hvor et Kongebarn
paa Næsseskovens Tue
sank brat i Dødens Garn
for Skyttens vrange Bue,
der skal nu Danmarks Børn
faae Kvægelse for Vee,
bag Refsnæs' Krat og Tjørn
igjen mod Solen lee!

139

✂ Der flyver mangen Pil fra skjulte Strenge,
som døder Barnets Smil i Vuggesenge;
lig Svamp i Mosegrund, af Slægtens Brøde
der voxer op en ond, en farlig Grøde.

✂ Men Lægedom der boer i Luftens Strømme,
i Havets Flom, i Lysets Favntag ømme;
fra Vand og Luft og Lys en Kraft der vælder,
som skræmmer Dødens Gys og Fjenden fælder.

✂ Og vil ej Bøgen sine Kroner hvælve,
maa fattigt Løg hos Marehalmen skjælve, -
paa Refsnæs skal paany, trods Vindens Klage,
sig hvælve Tag og Ly for vore Svage.

✂ Thi hilse vi vor Gaard bag Klintens Banker,
som Bøgens Knop i Vaar med lyse Tanker!
Du steg af Medynks Favn, hvor Bølger larme,
saa vox i Jesu Navn ved Hjerters Varme!

II.

✂ Kattegattets Bølger blaa
tag nu vel mod vore Smaa!
Gyng dem som en Ællingflok,
duk dem baade Lød og Lok!
Skyl dem Rav og Tang igrams,
Sagn og Sange hist fra Sams!
Rul dem ind de blanke Stene!
140 Trøst dem, naar de tro sig ene!
Og naar Dagen falder lang,
syng dem op en frejdig Sang!
- Bølger alle, Bølger blaa,
syng og leg med vore Smaa!

✂ Men for Alting Bølger blaa,
bringer Sundhed vore Smaa!
Tag dem moderligt i Favn!
Kvæg dem, styrk dem, gjør dem Gavn!
Rul dem Liv og Karskhed ind,
rødn den lille blege Kind!
Stram de slappe Nervetraade!
Gjør de Bange bølgekaade!
Og i Pagt med Sol og Sand,
rul os Sundhed ind paa Land!
- Bølger alle, Bølger blaa,
kvæger, læger vore Smaa!

✂ Men Du som Maagen mader,
og væver Liljens Særk,
ja Du, vor Gud og Fader,
gjør Du din Bølge stærk!
Din Engel Vandet røre
som ved Bethesda Dam,
og Karskhed til os føread stejle Bølgekam!

✂ Og rør saa vore Hjerter
ved din og Sønnens Aand,
141 til Andres Nød og Smerter
at række hjælpsom Haand!
Giv Samariten Frænder,
gjør Kjærligheden stærk,
og sign med dine Hænder
det Kjærlighedens Værk!

✂

Ved Emmaus-Kirkens Indvielse.
(31. December 1876.)

I.

✂ »See, jeg er Herrens Tjenerinde!«
saa lød Marias stille Ord;
og tjene Herren allesinde,
det vil hvert Kirkehus paa Jord.
Saa vær med Aandens Kraft os nær, -
o Jesus, vrag ej Krybben her!

✂ Og vandre dine Frelserveje,
gjør atter dine Jordefjed!
Bring Karskhed til de Syges Leje,
og bring de Bange Trøst og Fred!
Og giv i Tjenerinde-Haand
her Sømmen af dit Klædemon!

142

II.

✂ Og væk hver Sjæl, som blunder
giv Magt din Frelses Ord!
Og gjør din Naades Under
ved Font og Alterbord!
Da skal vor Kirke liden,
om Du vil bygge med!
sig voxe stor med Tiden,
og vorde rig paa Fred.

✂ Ja, Tro og Haab, de Taarne
skal løfte sig mod Sky,
og stige himmelbaarne
til trætte Svalers Ly!
Og Kjærlighed, den Bue,
som hvælver sig saa bredt,
skal skjærme Altrets Lue,
og binde Alt til Et!

✂ Ja bliv, bliv hos os Mester,
hos hver en sorgfuld Sjæl!
Tag os til dine Gjæster,
Du, som gjør Alting vel!
Og hvergang Taarer trille
i dette Bedehus,
da gjør det til et lille
velsignet Emmaus!

143

III.

✂ Spejdende mod Himmelranden,
Aaret staar med Snee om Panden,
som en gammel Simeon!
tager og det Ny' i Favnen, -
spørger dog med Tvivl og Savnen,
hvad det gjemmer i sin Haand?

✂ Men vi Gamle og vi Unge,
som fik Fadervor paa Tunge,
som til Takkesang fik Røst, -
o vi veed, hvad Han vil bringe,
Han, om hvem de Klokker ringe,
som idag fik Tungen løst.

✂ Julebud om Lys og Glæde!
Paaskehaab for dem, der græde!
Pintsekraft fra Livets Land!
Trøst for alle dem, som sørge!
Svar til alle dem, som spørge!
Fred, der overgaar Forstand!

✂ - Hjælp os da, mens Tider bølge,
til med Jesus at slaa Følge,
Du vort lille Kirkely!
Saa hos Ham vi maatte skares,
naar engang han aabenbares
ved det store Nytaars-Ny!

144

✂

Stævns.
Storehedinge Menighed tilegnet.

✂ Du som saa højt Dig bryster
som Sjællands Fremmerstævn,
med bratte Klintekyster,
men ellers mild og jævn!
Med Gjorslevs Bøgeskove,
med Højstrups Egehang, -
Dig Stævns, Dig vil jeg love,
Dig synger jeg en Sang!

✂ Imellem tvende Vande
Du skyder frem dit Bryst;
om dine nordre Strande
gaar Gny af Heltedyst!
Og stolt saa kan Du være
af dine Præstemænd:
Peer Syv, han gjør Dig Ære,
med Sorterup hans Ven!

✂ Og vel kan Svalen flagre,
om bedre Plet i Nord,
og vel er dine Agre
et rudret Tavlebord;
men Ruden, den er spækket
med Kløverblomsten sød;
og Bordet, det er dækket:
hver Tavle bærer Brød!

✂ Hvor tidt har Du mig baaret,
Du hvide Lilledal,
145 igjennem Klinteskaaret
til Sundets Havfrusal!
Og Højerup, Du lille,
hvor staar Du klippefast,
Du skal vist ikke trille
for Stormens vrede Kast!

✂ Ja dejligt er paa Næsset
ved grønne Bølgespejl,
naar Maanen nys har hvæsset
sin skjære Sølversegl,
og naar sit Sølv den fletter
og drysser ud saa rigt,
saa Møen Sløret letter
og hilser søsterligt.

✂ Og naar den hulde Maane
til andre Egne flyr,
da blinker hid fra Skaane
mod Stævns de røde Fyr;
de gamle Fjendekyster,
de hjælpes broderlig,
mod Havets Rovdyrslyster
at føre Lysets Krig.

✂ Thi Havet, som kan trille
saa fromt mod hviden Sand,
og blidt i Solen spille, -
det har sin Rovdyrstand!
det har sin hule Brølen,
sin Klo med graadigt Tag;
146 da gjælder ingen Nølen,
skal ej der saa's med Vrag!

✂ Saa lær ved Stranden Raskhed
I unge Mænd af Stævns!
Lad fare Døs og Dvaskhed,
vær langsom kun til Hævns!
Og vandrer I bag Ploven
i denne rige Muld,
glem ej, det er fra oven
at Laden bliver fuld!

✂ Og I, som Kransen binder
for Mandens Drøm og Daad,
I ejegode Kvinder,
før meer end Naal og Traad!
Baldyr med danske Minder
det bløde Barnesind!
og, væver I og spinder,
da væver Gudsfrygt ind!

✂ Ja gjør som Kirkeboen,
der er paa Klinten sat:
flyt længer ind i Troen
hver hellig Julenat!
saa Kjærlighed maa raade,
og Haabet blomstre frem, -
Gud signe med sin Naade
Jert vindomsuste Hjem!

147

✂

Mindesange.

✂

Ved Aften.
(Til et Beethovensk Thema.)

✂ Solen sank, og Vinden taug,
Stilhed aander Land og Hav,
tyst blev ogsaa Lundens Kor, -
saa Godnat, Du tause Jord!

✂ Blændværk er dog al din Fred,
kun et Skjær i Vesterled!
skriger ej fra Nattens Favn
Synd og Ufred, Sorg og Savn?

✂ »Tys, tal sagte, sagte Søn?
Styrr mig ej min Aftenbøn!
Naar min sidste Sol gaar ned,
luttres ogsaa jeg til Fred.«

153

✂

Vinter og Vaar.

✂ Vaar og Vinter føre Krig
hver fra sine Lejre,
og der kæmpes drabelig -
hvem af dem vil sejre?
Lad kun Vaar og Vinter stride - o vi vide,
Solen er paa Vaarens Side!

✂ Jagende fra Vest og Øst
paa de vilde Heste
Vintrens Fortrav kom i Høst,
Stormens Krigslur blæste:
Blademuren faldt for Luren
brat som Kananiter-Muren.

✂ Løvkastellets Fuglehær
angst maa Pladsen rømme;
Ravn og Krage plyndre der,
Provianten tømme.
De gik over flux til Fjenden,
de var Spejdere forinden.

✂ Saa - der har vi Vintren selv,
Mørket er hans Kaabe;
i hans Aasyn staar der: skjælv!
her tør Ingen haabe!
Grave tues, Livet kues,
selv den useligste Flues.

154

✂ Blænkernes den hvide Flok
deres Kjæde spænder;
nu har Vintren Fremgang nok
Land faldt i hans Hænder.
Frosten knager, Skytset brager,
med sin Jernhaand Alt han tager.

✂ Bølgerne gjør Modstand vel,
fraade, vise Tænder:
lad en Jordklimp vorde Træl,
vi er Frihedsvenner!
Dog de spilde deres Vrede,
Vintren har sit Brokorps rede.

✂ Is og Flager lægge Bro
over fangne Bølger;
Sund og Belt maa gaa til Ro,
Livet dybt sig dølger.
Voven bukker sig og sukker
og i Fangehullet dukker.

✂ Skal da Alt i Fjendevold,
Alle vorde Trælle?
Nej! En Helt med gyldent Skjold
bryder frem med Vælde!
Lysets Hære Krig erklære,
Straalepile Luften skjære.

✂ Jævndøgn maner op til Kamp,
Luren atter tuder!
155 Jorden staar i Taagedamp,
Alting Slag bebuder.
Nedefra de Bølger hamre
bryde deres Fangekamre.

✂ See, da staar det store Slag
gjennem mange Dage,
Isen drøner Lag paa Lag,
Fæstningsmure brage.
Lysets Helte dristig vælte
alle Vintrens hvide Telte.

✂ Vintren i sin Skanse gaar
bag de høje Diger,
Frosten bider, Haglen slaar,
Fod for Fod han viger.
Straalelansen brød dog Skansen,
Solen staar i Sejersglansen.

✂ Frejdig gik den sorte Stær
frem som Vaarens Spejder:
Vintrens Efternøler-Hær
fører endnu Fejder -
men en Skok af smaa Drabanter
myldre frem fra alle Kanter.

✂ Dronning Vaar maa glæde sig;
Tvivl kun hende volder,
hvordan hun skal klæde sig,
naar hun Indtog holder?
ruggrønt Slæb med hvid Staffering
og Violer til Garnering?

156

✂ Storken skal som Marskalk gaa,
vigte sig en Smule;
saa Herolderne de smaa,
Crocus blaa og gule -
tæt bag Sabler de sig holde,
de er bange, de smaa Knolde!

✂ Saa et Kor af Spillemænd
vil i Toget komme,
Gjøgen sidst, vor gamle Ven,
med den store Tromme;
Lilien, den hvide Pige,
skal Lykønskningsverset sige.

✂ - Ja, vor Dronning kommer snart,
Solen Vejen baner!
Smaafolk hænge ud i Fart
tusind grønne Faner!
Lad kun Vaar og Vinter stride - o vi vide, Solen er paa Vaarens Side!

✂

Drot og Folk.

✂ I gamle Dage, er det os fortalt,
Kong Skjold kom vuggende paa Østresalt,
heel slumrende til Bølgetakten, -
med andre Ord: kom sovende til Magten.

✂ I vore Dage Parallelen faldt:
Kong Fredrik gjorde Gjengjæld, da det gjaldt
157 at sætte Navnet under Frihedspagten;
thi da kom Folket sovende til Magten.

✂ Kun Skade, at vi fristes til at slutte,
at vi kan komme sovende til Alt, -
det var dog vist med Sorgløshed at rutte.

✂

Nattergalen.

✂ Hvor hun dog iaftes silde
taus og henrykt lytted til
Nattergalens Elskovstrille,
Lundens søde Fløjtespil!

✂ Hun vil skue den ved Dagen,
og hun spejder i dens Skjul:
»Var af den jeg saa betagen?
Hvilken uansee'lig Fugl!

✂ Hvilke graa, beskedne Fjere,
til saa dragende en Røst!
Jævn og simpel - ikke mere,
kun et mægtigt Sangerbryst!«

✂ Gaa derud i Aften Kjære,
fryd Dig atter ved dens Sang!
Men lad Elskovs Sanger være
helst i Skygge Dagen lang!

158