Richardt, Chr. Rejsebrev

Rejsebrev
til min Hustru.

Díssentis, i August 84.

Min egen M . . . .! det var dog en Skam,
om ej Du lidt mere fik høre,
end hvad der gjennem et Telegram
er kommet Dig for Øre:
om hvordan (ret som i en St. Veits
omhvinet og omrumlet)
jeg kom som Ilgods herned til Schweiz
- skjøndt nok lidt ør og fortumlet.

Det var som et geografisk Rids
af halve Germaner-Landet,
lige fra Holstens østlige Spids,
hvor Rylen tripped i Sandet -
forbi de gammeldags Bindingsværks-By'r
med uhyre Enge i Fronten -
indtil som et Lag af blaanende Sky'r
der kom Bjerge i Horizonten.

Mangen En kom og tog sin Plads
og veg saa igjen for en Anden,
jeg friskede op mit der-du-das,
- men hvad der boede i Manden,
om han var rød eller hvid eller graa,
Katholik eller Strauszianer,
det kunde jeg bare gjætte paa -
der var slet ingen Plads til Faner.

395

I Frankfurt tog jeg min Aftenbid
lidt eensomt mellem de Mange -
den var forresten ganske solid,
og jeg skaaled adskillige Gange.
Saa peb man os ind i Coupéen igjen,
og der var Plads til at ligge -
»Og kom til at sove?« Nej, min Ven,
det gjorde jeg netop ikke!

Du veed, hvor jeg har ønsket mig tidt
et bedre Sovehjerte -
jeg blundede lidt, jeg røgte lidt,
jeg lod mig af Kulrøg sværte -
nogle Springfyre kom fra et lille Knald
og gjorde mig ganske vaagen -
da tvættede Freiburgs Kathedral
sit Spir i Schwarzwald-Taagen.

Men det var mod Trætheden Medicin,
da fra Basel' er-Broens Buer
jeg atter gjensaae den blanke Rhin
i straalende Morgenluer -
Rhinen, hvis blide Gammelmands-Smil
os mødte ved Leydens Enge
- hvor i Vuggen den vælter sig uden Hvil,
fik jeg see om ikke saa længe.

Og Minderne vaagned for hvert Kvarteer
gjennem Schweiz's bølgende Dale:
ved de kvilrende Vande, fleer og fleer,
og ved Træhusets udskaarne Svale
396 ved de røde Nellikers byggende Hang!
og ved Jungfraus blinkende Smykke!
ved Køernes Klokker! ved Reuss's Sang -
da fornam jeg Gjensynets Lykke.

Og da atter den styrkende Luft mig hjalp
tilvejrs paa en solfyldt Tinde,
hvor i Sennhyttens Læ fra den skraanende Alp
jeg igjen saae Bræerne skinne!
og i Bjergpigens Hilsen fandt talende Spor
af trohjertet Uskyld og Ynde -
da nikked jeg til det dristige Ord:
Paa Alpen er der langt til at synde!

Nu sidder jeg her i Díssentis,
nærmere Rhin end Rhone,
og øver mig jævnt i Sprog-Exercis
i vort gamle »Condrau zur Krone«;
og nyder Hotellets gode Kost,
med Masser af smaa Foreller,
og kommer i Suppen min revne Ost,
og tømmer min Flaske Saseller.

Og i Rhin-Kløften har jeg nu sat min Fod,
- Du veed, med de mørke Graner -
hvor den skummer sig frem, den kongelige Flod,
under knejsende Partisaner!
Og en Hilsen kan jeg da bringe Dig
fra mangen en snedækt Isse!
397 og fra den dryppende Tunnel-Vej -
og saa fra de røde Grise!

De røde Grise - Du husker dem nok -
de smaa med oprejst Hale,
som kile hver Morgen forbi i Flok,
det er nogle pudsige Ka'le!
Jeg kan tænke, de var Longobarden tilpas
(de skal stamme »fra Kelternes Tider!«)
- dog i Skjoldene har de vel ikke havt Plads
til røgede Flæskesider.

- Men, har derhjemme I Travlhed havt
med Rugen at meje og binde -
hernede høster vi og paa Kraft,
naar Sæden moden vi finde!
Jeg skjær' mig en Haanclfuld Vers som bedst
- Traver til Gyldendals Lade -,
og Cabiro sidder i Kamret næst,
og tærsker løs paa sin Kladde.

Tag disse Linier fra en Egn,
hvor sammen vi har travet
i baade Solskin og Snee og Regn,
og Alpe-Runer stavet!
Men gjør det mig godt, min elskede Ven,
den Gjensynets Fryd at fornemme,
- Gudskelov, jeg Gjensynet har igjen
med Dig, og med Alle derhjemme!