Richardt, Chr. Stævns.

Stævns. Storehedinge Menighed tilegnet.

Du som saa højt Dig bryster
som Sjællands Fremmerstævn,
med bratte Klintekyster,
men ellers mild og jævn!
Med Gjorslevs Bøgeskove,
med Højstrups Egehang, -
Dig Stævns, Dig vil jeg love,
Dig synger jeg en Sang!

Imellem tvende Vande
Du skyder frem dit Bryst;
om dine nordre Strande
gaar Gny af Heltedyst!
Og stolt saa kan Du være
af dine Præstemænd:
Peer Syv, han gjør Dig Ære,
med Sorterup hans Ven!

Og vel kan Svalen flagre,
om bedre Plet i Nord,
og vel er dine Agre
et rudret Tavlebord;
men Ruden, den er spækket
med Kløverblomsten sød;
og Bordet, det er dækket:
hver Tavle bærer Brød!

Hvor tidt har Du mig baaret,
Du hvide Lilledal,
145 igjennem Klinteskaaret
til Sundets Havfrusal!
Og Højerup, Du lille,
hvor staar Du klippefast,
Du skal vist ikke trille
for Stormens vrede Kast!

Ja dejligt er paa Næsset
ved grønne Bølgespejl,
naar Maanen nys har hvæsset
sin skjære Sølversegl,
og naar sit Sølv den fletter
og drysser ud saa rigt,
saa Møen Sløret letter
og hilser søsterligt.

Og naar den hulde Maane
til andre Egne flyr,
da blinker hid fra Skaane
mod Stævns de røde Fyr;
de gamle Fjendekyster,
de hjælpes broderlig,
mod Havets Rovdyrslyster
at føre Lysets Krig.

Thi Havet, som kan trille
saa fromt mod hviden Sand,
og blidt i Solen spille, -
det har sin Rovdyrstand!
det har sin hule Brølen,
sin Klo med graadigt Tag;
146 da gjælder ingen Nølen,
skal ej der saa's med Vrag!

Saa lær ved Stranden Raskhed
I unge Mænd af Stævns!
Lad fare Døs og Dvaskhed,
vær langsom kun til Hævns!
Og vandrer I bag Ploven
i denne rige Muld,
glem ej, det er fra oven
at Laden bliver fuld!

Og I, som Kransen binder
for Mandens Drøm og Daad,
I ejegode Kvinder,
før meer end Naal og Traad!
Baldyr med danske Minder
det bløde Barnesind!
og, væver I og spinder,
da væver Gudsfrygt ind!

Ja gjør som Kirkeboen,
der er paa Klinten sat:
flyt længer ind i Troen
hver hellig Julenat!
saa Kjærlighed maa raade,
og Haabet blomstre frem, -
Gud signe med sin Naade
Jert vindomsuste Hjem!

147