Richardt, Chr. Foraar. Variationer over et gammelt Thema.

Foraar.
Variationer over et gammelt Thema.

I.
Bebudelse.

Der fløjter en Solsort saa sødt, saa sødt -
hvad Glædeligt er vel den Lille mødt?
Den har seet det gravlagte Liv opstanden -
det jubler den ud under Himmelranden!

Der strøg et Pust over Steen og Stok -
den Luftning af Vaar var min Solsort nok!
Den har ikke vantro begjært at skue,
at stikke sit Næb i en grønnende Tue.

344

Og nu, under Paaskeklokkens Klang,
nu stemmer den dobbelt op sin Sang;
den ene gjør ej den anden til Skamme -
de synger egentlig om det Samme.

II.
Vaagnende Vaar.

Hvor er det dog en dejlig Tid
der nu igjen er kommen hid
med sine tusind Løfter,
der melde sig i Skov og Vang,
om Stenten og om Mosespang,
fra Gjærder og fra Grøfter!

Den sidste Snee i Stykker smaa
som Blegetøj paa Engen laa
og opad Digets Side;
men nu er Blegen taget ind,
hver Trevl af Vintrens Væv og Spind,
hver Stump af Lagner hvide.

Med Solskin Rugen mætter sig
og retter sig og tætter sig
og lover gyldne Dage;
og avindsyg paa Himlens Skrud,
hver Jordklimp klækker Stjerner ud
for ej at staa tilbage.

345

Og Sivet, som har ventet spændt
alt i sit vaade Element
paa hvad det skulde vorde,
har godt forstaaet Lysets Vink
og fanger nu de første Blink
med Spidsen af sin Kaarde.

Og i det høje Fugleslot,
hvor Loftet nys blev strøget blaat
og for hver Skyplet friet,
der er en Flagren to og to,
en Pynten op, en Sætten Bo,
som blev Alverden viet.

Og Vaaren er en Vielse,
en Kræfternes Befrielse
til Føden og til Vorden.
Da Stormens Orgelpibe taug,
en Skaber-Røst sit Amen gav:
Bliv frugtbar, opfyld Jorden!

Ja der er Bryllup overalt,
trindtom til Liv der bliver kaldt,
til Knop og Kart og Kime,
hvert Frø, hvert Æg i Mark og Muld,
det mindste Skum i Mosens Hul
kun bier paa sin Time.

346

III.
Visne Blade.

I visne Blade, Du tørre Løv,
som snart er Smaakrybets Lejestøv,
hullet og gjennemboret -
I Kasteboldte for Vind og Vejr,
hvem Undergang er svoret -
I har Eders Deel i Vaarens Sejr:
I var i Forplejnings-Koret!

I varmed troligen Lundens Smaa,
dengang end Søvnen i Øjet laa
de vaagnende Violer!
Vær end om Skovbunden lidt paa Post,
til vaagen den sig soler,
og vogt de Smaafolk for Nattefrost
i deres tynde Kjoler!

I visne Blade, I tørre Løv,
som gjemmer endnu et frugtbart Støv,
et Ved til Rosens Flamme -
I skæmmer sletikke Vaarens Krans
med Eders brune Ramme!
Den smilende Mø har dobbelt Glans
hos sin Barndoms rynkede Amme.

347

IV.
Vindenes Værk.

Stormens Konge, Luftens Drot,
skuer ned fra skysat Slot:
Gru og Gjære
maa der være,
førend Alt kan blive godt!
Nu skal Luften gjøres blid -
Majdag er jo Skiftetid!
Til November
barske Kæmper
tør I atter komme hid!

Tager fat, Sydvest, Sydost!
Brug nu I den rappe Kost
til at feje
som I pleje
bort al Skimmelhed og Rust!
Slip kun løs lidt Regn og Rusk,
skyll hver Green og vask hver Busk!
Skur hver Stamme
med det samme,
fri fra Støv hver Blomsterdusk!

Hør saa Eders næste Kald!
Blomsterstøv i Tusindtal
- klogt og rigtigt
og forsigtigt -
trindt om Land I sprede skal.
348 Bland ej sammen sygt og sundt,
før ej Ukruds-Giften rundt -
Berberissen,
blæs den vissen -
den gjør bare Hveden ondt.

Og endnu, I Venner, Et:
Frisk hver Stakkel vidt og bredt,
fyld i Luften
Blomsterduften -
det kan dog fornøje lidt!
Flittigt rens hvert Hospital,
til hver Plet er reen og sval -
Hvil saa Alle,
jeg skal kalde -
Venter mit Signal!

V.
Gaaet ud.

I Nøddegangen ud mod Hvedemarken,
hvor selv den mindste Kvist slaar ud i Grønhed,
der findes midt i al den unge Skjønhed
en nøgen Stengel, tør og haard i Barken.

Paa den vil Solen kun forgjæves skinne,
paa den vil Regnen kun forgjæves falde,
paa den vil Fuglen kun forgjæves kalde,
- dens haarde Skorpe lod sig ikke linde.

349

Der staar den, bar paa Løv, af Døden stivet,
kan ej paa Buen være med at hvælve,
kan heller ej i Nordenvinden skjælve,
- den mangler Safterne, den fattes Livet.

- Godt, om et Hjerte end formaar at bæve,
og banke og af Frygt og Længsel raabe -
thi kan det skjælve kan det ogsaa haabe,
og paa sin Lykkes Løvværk trøstig væve.

VI.
Forvandling.

Eja, nu er det Foraar,
svulmende Vaar!
Nu efter Stormens Forsyndelser
tusinde grønne Begyndelser,
nok fra ifjor til iaar!

Underfulde Forvandling:
Taage til Glans!
Taushed - til jublende Toner!
Tomhed - til blaa Anemoner!
Tørhed - til Skovenes Krans!

Styrk min Tro paa Forvandling
dybt i mig selv
350 Tro paa den ovenfra strømmende,
aldrig sit Naadevæld tømmende,
Livs-Fornyelsens Elv.

VII.
Vaarens Fylde.

Nu drysser det med fine Dun,
og Luften er saa lind og lun,
og Kabelejen skinner;
Kastanien har sin Blomstertop,
selv Asken graa er vaagnet op,
og Kransens Sløjfe binder!

Hver Gyde har sin grønne Bræm,
hver Grøftevold sit Skyggegjem
af hele Bregne-Bylter;
og i det sorte Mosekjær
er baade El og Stork ifærd
med Øvelser paa Stylter.

I Frembrud staar den hvide Tjørn,
Snedronningen blandt Skovens Børn,
og de Konvaller søde;
og Hybenrosens Torneskaft
sig fylder med saa mild en Kraft
til Væld af Morgenrøde.

351

Frugthaven er i Hvidt og Rødt,
og Græssets Tæppe ligger strøet
med Æbleblomster favre;
Syren og Guldregn favnes tyst,
mens Vin og Vedbend har en Dyst,
om hvem der bedst kan klavre.

Og nu er Frøen heel komplet,
den gi'er sit Kvæk, og gjør sit Sæt,
emancipért fra Halen;
og Dagen er saa dejlig lang,
og Luften fuld af Sol og Sang
fra Lærken ned til Svalen.

Ja med hver Blomst, hvert Blad, hvert Straa
er Somren ved at banke paa,
og melde os sit Komme -
Du underskjønne Foraarstid,
saa løfterig, saa elskovsblid,
hvor Du er hastig omme!