Luther i Worms.

✂ For Kejser og Rige staar en Mand,
han staar i Dødsens Fare -
satte han Sjælene i Brand,
lad ham sit Ord forsvare!

✂ Igaar han var baade træt og bleg
og langt fra Aandens Vælde -
var det den sachsiske Torden-Eg?
ham vil et Vindpust fælde!

✂ Igaar han bad om Betænknings-Tid,
om han sig kunde læmpe;
inat var hans Søvn saa fast og blid -
idag han er en Kæmpe!

✂ Med En har han talt ved Kveld, ved Gry,
i Bøn af lydigt Hjerte -
nu vil han ikke for Noget kny,
det hedde Kors og Smerte!

✂ Ja skal han fare i Havdyrets Bug,
han lider paa en Større -
haver Vorherre for ham Brug,
kommer han paa det Tørre!

✂ - I Timer Luther har ventet spændt
paa Bispegaardens Trappe;
Mange har hadske Blikke ham sendt,
som vilde hans Blod de tappe.

✂ Gamle Frundsberg, den Krigsmand djærv,
har sagt ham, hvad Dyst han vover -
Andre af Smil ham rækker en Skjærv
og Hellebarder ham lover.

✂ Men selv han gjennemgaar i sit Sind
for syvende Gang sine Skrifter -
han veed, da han lukkes i Hallen ind,
sin Tro han aldrig skifter.

✂ - Det funkler fra den brogede Krans
om unge Kejserens Trone,
fra Fløjl og Hermelin gaar der Glans,
fra Hjelm og Hertugkrone.

✂ Det blinker af Guld, det rasler af Sværd
om Luthers ringe Kutte -
blot Synet af al den Herrefærd
kunde ham vel betutte.

✂ Og Pave-Legaten spørger hvast:
»Naa, Munk, vil Du gjenkalde?«
Pater Martin seer ham i Øjet fast -
en Naal kunde høres falde.

✂ »Kejserlig Naade, og Rigens Raad!
det maa jeg bekjende ærbødigt,
stundum min Pen haver havt en Braad,
meer spydsat og spids end nødigt.

✂ Men hvad jeg har udlagt af Guds Ord,
det vil og maa jeg forfægte,
at ej den Herre, paa hvem jeg troer,
mig skal for sin Fader nægte!

✂ Og hvad jeg har talt om Vold og Sned
fra Paven og hans Fæller,
det maa jeg for Folkets Skyld staa ved,
Tusinders Fred det gjælder!«

✂ Legaten drejer paa sin Barret,
og hvisker med sine Venner -
»Nej, Doktor, strængere Regnebrædt,
dit Nej eller Ja uden Men'er!«

✂ En stille Bjergsø er Luthers Blik,
skjøndt lette Krus man kjender:
»Saa skal I faae Svar, saa det har Skik,
dog uden Horn eller Tænder!

✂ Drages til Minde Vorherres Ord,
dengang de ham dømme vilde:
Hvi slaar Du mig, hvis jeg med Sandhed foer
- bevis mig, jeg talede ilde!

✂ Ej fra mit Ord vil jeg lyve mig ræd,
jeg tør ej, om jeg kunde -
fejler jeg, maa I slaa mig med
Guds Ord og klare Grunde!

✂ Men ej paa Koncil eller Pave jeg troer,
og ej hvad i Klostre skribles -
fanges jeg maa i Christi Ord
og i hans tro Disciples!«

✂ - Saa taler han, Luther, og føjer til
foruden Frygt eller Stammen:
»Med mig faaer I gjøre, hvad I vil, -
her staar jeg - Gud hjælpe mig! Amen.«

✂ Ja det var »Kætterens« Kæmpespring
til Zions Stad tilbage,
højt over Baal og Bispething
og Seklers Sagn og Sage!

✂ Og sprang han sig ind i »Rigets Acht«,
og maatte sit Liv han vove -
Vorherre skikked ham Englevagt
i Thuringer-Landets Skove.