N. F. S. Grundtvig.

✂ Den Grundtvig, som i Anno Ti
fløj Tidens Modetro forbi,
og lod sin Torden rulle;
som var i Fædres Tro saa viss,
saa han gav Spotterne Dimiss,
ham elsker jeg tilfulde.
340 Hvor gnistrer det med høje Syn,
hvor klarer det fra Billedlyn,
som mellem Guds Profeter;
hvor svinger han sin Kasteskovl,
og glemmer baade Peer og Povl
for Paulus og Sankt Peter!

✂ Og naar mod dem, der trevle Skrift,
han holdt vort Kirkebanner stivt -
det var ej Hjernefoster;
dér staar han fast paa Luthers Grund,
som »Troen« gav i Barnemund
med Bud og Paternoster.

✂ Og raaber han i Danmark ud,
at Frihed kun er Aandens Brud,
at Tro tør Ingen tvinge, -
gid det blev hørt Alverden om,
op over Kjøl og ned til Rom,
det skulde Sandhed bringe!

✂ Og Ære ham, hvis Natteflid
til Konge-Bøgerne gav Tid,
ja til Latinen Stunder!
Som skrev dem om paa Hverdags-Maal,
og risted selv med viet Staal
om Kæmpelivet Runer!

✂ Og ham, som grov i Oldtids Ur,
og satte Mund for Hejmdals Lur,
ja dybt i Mimers Kilde!
341 Gav stundum han sit Syn i Pant,
tidt Aandens Veje saa' han grant,
og Guldkorn lod han trille.

✂ Og han, som sang os Psalmer for,
der fødtes af et Fadervor
til Davids Harpestrenge;
som tog den halve Bibelbog
og satte om paa Sangens Sprog, -
ja han skal takkes længe!

✂ Der er en anden Skjald og Præst,
som dømmer hvad han knap har læst,
og ta'r paa Sandhed Skjøde;
der gjør sig selv til Sagas Aand,
og koster med sin Pilevaand
som Levende saa Døde;

✂ en sær og underlig Skribent,
som buldrer immer løs paa Prent
mod Alt, hvad der er prentet;
som gi'r Latinen Løbepas,
og er Logiken lige hvas, -
hvis Lys han selv har hentet;

✂ hin skrankeløse Friheds Tolk,
som passer godt for Englefolk,
men slet for Folk, vi kjende, -
342 den Grundtvig kan jeg ikke med,
og han har gjort en Deel Fortræd,
skjønt meer hans Ungersvende.

✂ Og gjør han saa i Vennelag,
af Kirkens gamle Kjendings-Flag
en himmelfalden Fane, -
et Ord af Herrens egen Mund,
der ej som Han fra hellig Grund
har havt en jordisk Bane -

✂ ja lukker ude fjernt og nær
de Millioner Døbtes Hær,
hvis Tro forskjelligt klinger, -
da staar jeg ham og hans imod,
thi Duen over Jordans Flod
har ej saa snævre Vinger.

✂ Men atter, naar jeg mindes vil,
hvordan det ene Hjertes Ild
har tændt de tusind Kjerter!
hvordan ved ham Guds Frelses Ord
har fundet frugtbar Sædejord
i mange Smaafolks Hjerter!

✂ hvor mægtigt dette Orgel sang,
og dog saa sagteligen klang
som Dugg paa slagne Enge, -
343 ja, kom jeg som en Bileam,
jeg maatte dog velsigne ham
og Pilebundtet slænge!

✂ - Lidt Glimmer er i al Granit,
men det skal siges højt og frit
til gamle Grundtvigs Ære:
Slig Kors-indristet Bavtasteen,
af dem har Danmark kun havt een,
og Norden ingen flere!