Richardt, Chr. Ved Juletid. [Den hvide Snee har lagt sig]

III. Ved Juletid.

Den hvide Snee har lagt sig
om Danmarks lave Strand,
maaskee den og har strakt sig
til Torvets Julegran -
hvor Haren gaar paa Sokker
i Risbøgens Skjul,
der ligger den i Flokker
og pynter op til Jul.

Og kvad skal ikke smykkes!
Og hvem skal ikke sees!
Og hvor skal ikke hygges,
og mellem Smaabørn lees!
thi trods al Gadeskarnets
og Mørkets Protest
er Julen altid Barnets
og Hjemmenes Fest.

Derude er der Trængsel
med Pakker og med Stads,
derhjemme er der Længsel
og travlt med Juleknas;
Deviser conciperes
med smaa Bagvaskelser,
og lunt der konspireres
om Overraskelser.

374

Fra Barnekamret høres
der Sang og Dansetrin,
og Hjertens-Ønsker føres
i Dagligstuen ind:
Bare jeg fik en Dukke
af den artige Slags -
Man lægger dem i Vugge
saa sover de strax!

Men lidt for julebroget
det kan see ud for dem,
som skal med Bane-Toget
til landlige Hjem!
Damphesten næsten stejler,
det kniber med at gaa -
saa mangen lønlig Bejler
er angst, den gaar istaa!

I Fantasier kolde
om Is og Drive-Snee
man gyser for at holde
sin Jul i en Coupé.
Men snart fra Land-Stationen
det gaar i Galop -
til Ferie-Personen
er nede med et Hop.

Og Søn og Moder krystes
i trofast Favnetag,
og Stuen latterrystes -
det gaar over Stag!
375 Og trindt i Smaafolks Huse,
hvor Loftet ligger lavt,
de Julegrøden knuse
og læske den bravt.

Ja frydes, alle Hjerter,
som sankes i et Hjem -
tænd Julelys og Kjerter,
og godt paa Skatten gjem!
Men glem blot ej de Stakler,
som kun af Jul har lidt,
gjør Kjærligheds Mirakler -
gjør mange Brød af ét!

Lad Julestjernen lyse
i hele Danmarks Land -
den Nat maa Ingen fryse
om han blot varmes kan!
den Nat maa Ingen lede
om Ly med bange Raab!
den Nat maa Ingen bede
fortvivlet, uden Haab!

Og sidder Dn alene
saa tyst en Julekveld,
langt fra de lyse Grene
og nær ved tungt Farvel -
den bedste Julegave
det bedste Julebud
kan ogsaa Du dog have:
Freden fra Gud!