Effata!

✂ »Effata!
Lad Dig op!«
lød det, mens den Døve stirred;
og den stumme Læbe dirred,
da det klang: spring op, spring op!
Og det smelted om hans Øre,
og hans Tunges Hylster sprang,
og han mægted selv at høre
Læbens løste Takkesang.

✂ »Effata!
Lad Dig op!«
lyder endnu Frelserrøsten,
til i bange Sjæle Trøsten
193 fanger Liv og sætter Knop;
aabner end mit lukte Øre,
døvt af Verdens tomme Larm;
skal endnu min Læbe gjøre
vidneglad og vidnevarm.

✂ »Effata!
Lad Dig op!«
Det er Skaberordets Søster!
Klang af Foraarsvindens Røster
gjennem Skovens nøgne Top;
Klang af Foraarsregnens Draaber
over Bøgens lyse Skud; -
det er det, som Solen raaber:
Effata, spring ud, spring ud!

✂ »Effata!
Lad Dig op!«
Almagtsord med Løndomsrune,
Gjald af Dommedags Basune
over Jordens Kæmpekrop!
Bruse gjennem Dødens Have
skal Guds store Effata,
og faae Svar fra aabne Grave
i et sødt Halleluja!