Richardt, Chr. Ved Promotionsfesten.

Ved Promotionsfesten. 5. Juni 1879. Musiken af NielsW.Gade.

Indgangs-Kor.

Aldrig din higende Attraa Du stiller,
Menneske-Aand!
246 Altid mod Livets og Skabningens Kilder
bøjes din Vaand!
Skal Du end stride og lide og savne,
- granske din Tue og trænge bag Sky,
det var din Tørst, fra ved Dagenes Gry
Adam gav Dyrene Navne!

Sang.

Fiskerdrengen leger ved salten Vesterhav;
dér finder han i Sandet det vaade, blanke Rav.
»Har Brændingen Dig baaret paa sin stormende
Flugt? »Har Solstraalen modnet din gyldengule Frugt?«
- Og Bølgen kommer skummende med stigende
Flod;
den sprøjter om hans Fod, -
men paa hans Spørgsmaal kan den ikke svare.

Ørkenpigen stirrer fra Teltets lette Dør:
»Hvor langt er I vel borte, I Blink i Nattens Slør?
»Du store, hvide Maane, hvor vandrer Du i Løn?
»Naar tømmer Du vel atter din lyse Straalebrønd?«
- Og Palmetoppen hvisker, og Kilden stemmer i
sin vante Melodi, -
men hendes Spørgsmaal kan de ej besvare.

Alpeskytten plukker en Blomst saa fin og skjær:
»Hvad hedde dine Aner, og blaaner Du kun her?«
Og Blikket farer frem over Gletscherens Hav:
»Hvem stivned disse Bølger som med en Mosestav?«
- Ned ruller da Lavinen i sit dampende Skrud;
247 den svarer paa hans Skud, -
men paa hans Spørgsmaal kan den ikke svare.

Kvartet.

Saa voxe tusind Spørgsmaal
som Ax af Agerjord;
mens andre er i Knoppen,
som under Havrestubben
den grønne Kløverflor.
Og dybt i Sjælens Grunde
de stærke Længsler blunde,
som lønligt under Bøg og El
de klare Kildevæld.

Recitation.

Men, vil Du have Svar, da spørg Dig først:
hvad var din Længsel? hvilken var din Tørst?
mod hvad Art Sandhed higed' Sjælens Kræfter?
Thi var det den, Pilatus spurgte efter
i raadløs Tvivlen - har Du ikke spurgt
om Tyngdeloven, men om det, der tynger!
og ej om Stjernens, men om Frelsens Veje!
og ej om Verdens underfulde Ror,
den Kraft, der holder Jorden ret i Løbet,
men om den Forsyns-Haand, der styrer Roret -
gaa med din Længsel da til Bethlehem,
hvor der er Rum til fler' end Østens Vise!
Thi, om Du kunde høre Græsset gro,
og skifte Løndomsord med fjerne Kloder,
Du kjøbte Dig dog ej en Times Fred!
248 Men, var det ej dit Hjertes Savn, som spurgte,
- saa' Du Dig om i Verdens tusind Riger,
og raabte: Lys! da tænd kun trøstig Faklen
ved Altrene i Videnskabens Tempel,
hvis Ild er ikke som Promethevs-Gnisten
et Ran fra Himlen, men en Himlens Gave,
Glimt af hans Lys, som raabte først: Bliv Lys!
Ja grib kun Kjerten, tag en kyndig Fører,
far op mod Mælkevejens Taagestjerner,
stig ned til Tungemaals og Slægters Vugger,
ud i Naturens, ind i Tankens Løndom -
vær med i Kampen mellem Aand og Aand,
hvor end i Luften, som i Hunnerslaget,
de længst Henfarnes Aander kæmpe med:
højt skal Du undres, henrykt skal Du takke!
thi Du skal see, at al den Kundskabs-Mønt,
som glider daglig mellem Folkets Hænder,
- fra Smaafolks Penning, til den Vises Guld -
fik Præg og Lød i Videnskabens Digel!
Ja, som til Farten over Land og Fjeld,
saa til vor Tale, til vort Tankesæt,
blev Skinne-Vejen lagt fra Gransker-Cellen;
selv Kunstens underfulde Billed-Verden
har faaet Lys og Vink fra samme Værksted.

Og, hvordan end i Jordskjælv Riger brage, -
der er et Broderskab af mange Slægter,
af mange Folk og mange Tungemaal,
som skræmmes ej af Tidens Bølgeslag,
men bygger som Korallen tyst sin Bygning,
og vider stadig ud vor Videns Lande;
249 en Fredens Hær, hvis Arbejd spired' frem
ved Nilens Bred og paa Chaldæas Sletter,
men holdt sin Høst i Akademos' Lunde;
en Flok af Søgende, en stille Skare,
- skjøndt altid spydberedt paa Aandens Vidder -
som efter Gotekamp og Folkeblanding
fik Natte-Ly til Laans bag Klostermuren,
til de fik egne Hjem, - af Munkesteen.
Men da Hellener-Toget gik paa Vandring,
og da med Luther Tanken kasted Kutten,
da Aand og Vidskab lig en Bøgeknop
fik sprængt sit Svøb af runkne Pergamenter,
sprang ud og svulmed' i sin Friheds Foraar:
da rejstes trindt om Lande Lærdoms-Haller, -
i Danmark ved de lyse Nætters Tid!
Ja, som fra Delphis Trefod Svaret toned',
er end hver Videnskab en Pythia,
en Aandens Mø, en Helligdoms-Præstinde,
som bringer Menneskene Gudens Svar -
fra Lyset! ej fra Delphis Taagedampe.
Og, synes stundum Svar mod Svar at glamme,
- see til, om og de svare paa det samme!

Solo og Kor.

Thi hver fik eget Kald og Kaar,
sin Væv at slaa, sin Traad at klare,
Sit at forstaa, Sit at erfare,
saa langt vor Videns Grænse naa'r.
Men søsterligt sig Kransen binder,
thi alle blev de Tjenerinder
i samme Sandheds Tempelgaard.

250

Theologien.

Det Ord, hun hørte bag Judæas Ranker,
hun følger paa dets Verdensvandring ud;
med det hun vejer Menneskenes Tanker,
og prøver Røsten, om den er af Gud.
Hun billed-maler Kirkens Kor og Rude,
men om dens Indgang samler hun sin Hær,
og signer i dens Vievand sit Sværd,
og vinker ad de Søgende derude.
- Men glemmer hun, i Løn at bøje Knæ,
ja stormer Kirken, den hun skulde værge,
og taarner Klipper op om Korsets Træ, -
da kjendes det, at Troen flytter Bjerge.

Retsvidenskaben.

Skjøndt ammet op i Sydens Marmorsale,
og vant at føre romersk Foldekast,
hun lærte Folkets Sæd og Folkets Tale,
og hegned Borg og Hytte lige fast.
Foruden Sværd, fra Tankens Dommerstol
imellem Mit og Dit hun Skjellet maaler,
og vejer Rettens Krav paa gyldne Skaaler,
til Tungen peger højt mod Retfærds Sol.
- Ved Lovens strænge Bogstav staar hun Vagt;
men stundum lægger hun sin Dommerdragt,
hun slipper Tavlen, griber Aandens Kjerte,
og peger tyst paa Loven i vort Hjerte.

251

Lægevidenskaben.

En Vingaardsmø med arbejdsvante Hænder,
som vander, binder op og solevender,
og holder Mulden reen om Livets Frø, -
dog midt i Fredens Dont en Kampens Mø!

Mod Sot og Syge drager hun i Dysten,
den Fenris baster hun med kløgtig Haand,
og henter Kræfter til sit Tryllebaand
fra Mark og Fjeld, ved Kilden, og ved Kysten.
Ja selv med Døden drøje Hug hun skifter,
og hærder Værget i dens egne Gifter.
- Men staar hun spørgende i Dødninghaven,
da planter Troen sine Kors paa Graven.

Filosofien.

Ad Tidens Strøm, hvis Kyster hun vil tegne,
hvis Løb hun forsker ud til mindste Sving,
hun styrer ind mod Livets dunkle Egne,
vil følge Strømmen til dens Kildespring.
Hun maaler Sjæledybets Katarakt,
i Mythens Urskov tør hun Lysning bryde,
ukjendte Slægters Tale maa hun tyde;
frem trænger hun ved Tankens egen Magt.
Alt hvad hun saa', maa hendes Viden tjene,
fra Hieroglyf, til Plante, Dyr og Stene.
252 Men, øjner hun, hvor Livets Kilder springe,
- hun møder dem, der foer paa Troens Vinge.

Naturvidenskaben.

Hun, vort Aarhundreds kjække Yndlings-Terne,
hun er den yngste blandt de Søstre fem;
opkiltet, rap tilfods hun iler frem,
her mod en Stjerneblomst, hist mod en Stjerne.
Og som de tusind Løv gav Stammen Hvælv,
og atter tusind Kroner tjælde Skoven,
af tusind Tegn hun sammenstaver Loven
for alt paa Jorden, for dens Vorden selv.
Med Damp til Ganger, Lyn til Sendebud,
hun fører Magtens Scepter som en Gud;
dog er det Skaberen, hvis Værk hun lover,
hans Dybder, hendes Fakkel lyser over!

Slutnings-Kor.

Her saa' vi gjennem Kundskabs Glar.
Men hist, i Lys af andre Sole,
vi skal i Evighedens Skole
see Aandens Eenhed reen og klar;
og, løfted' over Jorde-Striden,
253 i al vor Tro, i al vor Viden
see samme Stammes Tvilling-Green,
saa vist al Sandheds Gud er en!