Richardt, Chr. Billedtexter 1 - 3 (II)

Billedtexter.

I. Ubudne Gjæster. (Til et Billede af Edv. Petersen.)

»Ak, Sant' Agate! hvilken Tort!
Jag dog de gyselige Grise bort!«
såa skriger
de arme Vaskerpiger,
og det i Munden paa hinanden,
og slaa med Armene som fra Forstanden,
og savne deres gode Banketræ'r.
Og det er kun hvad Gjæsterne forskyldte,
thi Grisetæ'r
kan være gode nok i Sylte;
men Grisetæ'r paa Monsignorens Skjorte
(især naar Grisene er sorte),
det var en Gru -
langt værre end om Skjorten var itu.
Og vel er Alting reenligt for de Rene,
men var ej Domkapitlets Kraver pene
og snehvidt stivede,
saa vilde selv den mest reenlivede
blandt Kleresiet
betakke sig for Griseriet!
391 Hvad havde Pigerne for al den Pjasken -
Fortjenesten gik reent i Vasken!

II. Tiggeri. (Til en Skizze af C. Bloch.)

Tommaso har idag havt med sig Lykken.
Han stod ved Osteriets aabne Kjøkken:
andægtig skotter han til Gryden,
med Velbehag han lytter til dens Syden,
fornemmer Duften,
der blander sig forførerisk i Luften!
han seer den trinde Maccaroni-Slange,
saa gul som Hør og dryppende af Smør,
slaa Bugter, rulle sig, og slingre
om Fru Padron'ens tykke Fingre!
han seer den - og han bliver viis
paa Slangens Magt i Paradis.
Men da Tommasos Mave og hans Lomme
er lige tomme,
saa stiller han sig hen foran den svedende
Padrona - taus, men med et Blik saa bedende,
saa hun kan ikke modstaa længer',
men rækker ham den Slump, hvortil han trænger.

Tommaso han er ovenpaa,
og Fangsten allerede næsten nede -
392 da melder sig en Fyr, som og kan bede
og tigge saa det kan forslaa!
Som alle Velske
en Mester i at elske,
har Nero Lidenskab for Maccaronni,
mest for den Stump, Tommaso har sin Haand i
O Salighed, o hvem der kunde
faae fat blot i en lille Stump af Stumpen
(han vover ej en Drøm om hele Klumpen),
- lyksaligste af alle Hunde!
Gud veed, hvor længe han paa Spring har siddet,
med dette Blik, for Et kun smægtende,
og dog til Vanvid selvfornægtende -
ti Gange narrer Drengen ham for Bidet;
men føje ham er uundgaaeligt,
det Blik er altfor u-uimodstaaeligt!

III. Dørvogteren. (Til et Billede af Bloch.)

»Hans!« Deres Naade! »Lad Bob faae sin Mad
i hans eget Fad -
men Du svarer mig til, det bliver med Maade!
Peer var en net Een,
han gav ham forleden et Svinekotelet-Been!
Baronen var frygtelig vred derover,
han siger, det gjør Bob saa urolig, naar han sover -
393 husk: aldrig af det Fede! kun Kalvekotelet,
lidt Brød og lidt Vand - Du kan faae det hos Ellen!
Husk Bob er en Perle, saa umaadelig sjelden!
To Gange daglig skal der Vand i hans Kopper -
fra Springvandet veed Du!«
Skal skee Deres Naade!
»Og saa vil jeg raade
Dig til, at Du holder ham fri for Lopper,
og børster hver Morgen hans nydelige Skind!
Naar han har spist, saa lukker Du ham ind -
men tør ham om Poterne! ogsaa om Snuden,
at han ikke gaar hen og sætter Pletter paa Ruden,
det yndige Dyr -
Du er jo en gammel fornuftig Fyr -
og pas vel paa det Vaade!«
Ja, Deres Naade!

Og Hans han lukker Hr. Mopsen ind;
men tænker imens i sit stille Sind:
Sikken et Væsen
der skal gjøres af Dig og Opstoppernæsen!
Du er hoffähig Du, med dit Flæskeskind,
Du skal ha'e Lov at ligge paa Skjødet,
mens en gammel Lakaj maa rende for Brødet!
Døren skal lukkes op for Dig,
fordi Du er af Racen -
blot jeg turde gi'e Dig et Knubs, dit Asen -
men saa blev nok Døren lukket i for mig!

394