Vinterens Begravelse.

✂ Det er saa yndig en Foraarsdag,
det grønnes godt i vor Have,
nu tænker jeg vi med Rolighed
kan denne Vinter begrave, -
for nu er Vintren død, død!

✂ Vi vidste længe, nu var han død,
da der kom Knopper paa Bøge,
men i sit Lagen han gik igjen,
han var saa slem til at spøge.

✂ Dog tys, der kommer det store Tog,
der strø's med gule Blade;
om Kisten gaa de saa sørgendes,
men de er kisteglade.

✂ Paa Laaget ligger en Vintergjæk,
som paa en Ordenspude;
og Faarekyllingen gjør Musik,
og alle Ugler tude.

✂ I Følget er baade Ulv og Bjørn
og Stær og Stork og Svale,
og han har klædt sig i Sort og Hvidt,
for han skal holde Tale.

✂ Men han kan ikke faae Lov dertil,
thi da han Vintren vil prise,
gjør hele Følget en gru'lig Støj,
vil ikke høre den Vise.

✂ »Nej Gudskelov, vi blev af med ham,
og det var godt han døde,
han var en haard og en karrig Mand,
som gav os Sulteføde!

✂ »Han plyndred hvor han kunde komme til,
med baade Vold og Rænker,
han tog de livsglade Bølger blaa
og lagde dem i Lænker!«

✂ Men Stormen, Vinterens højre Haand,
han brøler ud som en Løve:
»Ja, blot I vidste, hvormeget Godt
iløn jeg saae ham øve!

✂ »Hvormange Smaafolk i Jordens Skjød
han lagde varmt under Dyne, -
spørg I til Sommer de gyldne Ax,
det kommer nok tilsyne!«

✂ Og tusind Smaablomster hviske tyst:
»Ja det maa vi bekjende,
om Vintren ej havde hjulpet os,
saa var vi død i Elende!«

✂ Da raaber Stormen til Skovens Børn:
»Saa lad os være Venner,
nu skal jeg selv hjælpe med at saae
og være Vaarens Tjener.«

✂ Og Alle synger en stille Sang
alt til den Gamles Ære -
men være glade og veltilfreds,
det kan vi ikke la'e være,
for nu er Vintren død, død.