Richardt, Chr. Betids

II. Betids.

Tænk, Fastelavn er kommen igjen!
Matthis, min ivrige lille Ven,
3 er gaaet tilsengs med Hønsene,
paa store Planer pønsende.
Med Mesterskab pidsker han ellers sin Top,
men imorgen, ja saa vil han pidske op,
vist er det, han laante Marens Lygte,
og et Sæberis med, det er ingen Rygte!
- Han sover, han vaagner, han sover igjen,
men stærkt betaget,
kun som Rekruten Natten før Slaget.
Maren har rigtignok lov't at kalde,
men hun gaar jo rundt og kalder paa Alle,
og hun kunde sove over sig, hun,
- Nej, efter nok et uroligt Blund
beslutter han selv at være Maren,
for at undgaa Faren.
Søvnen sidder ham end i Øjet,
dog springer han op, tilgavns fornøjet,
thi overalt er der tyst og stille,
det er ikke forsilde!
Lygten er tændt, han har vundet Spil, -
nu rask ad Sov'kammerdøren til,
gjennem Dagligstuen, - sikke Jav,
naar han ta'r dem Alle paa Sengen, - Av!
dér sidder ved Lampen Fa'r og Mo'r,
Frits ovenikjøbet, hans store Bro'r,
Mo'r med sin Strømpe, Fa'r ved Avisen,
Frits med en højst drilagtig Fnisen, -
hvad bliver der nu af al hans Risen!
Der staar Matthis
med sit Tugtens Ris,
i stumpet Skjorte, paa Hosesokken;
4 slukøret seer han med lønlig Gru,
de Store er ikke tilsengs endnu,
og spørger bævende: hvad er Klokken?
Hans Moder smiler: halv Tolv omtrent!
Du er kommet for tidligt min lille Ven,
det er bedst, Du pidsker iseng igjen! -
Men din Bedrift kan Du være bekjendt,
dine Boller, dem har Du ærligt fortjent!