Fyens Hegn.

✂ Der vinder sig om Fyens Land
et Baand af høje Hækker,
et Hegn, som gaar fra Strand til Strand
i Tusinder af Rækker;
som deler Øen Plet for Plet
i lutter grønne Ruder, -
tærner som et Tavlebrædt
til Brug for høje Guder.

✂ De Hækker stænge godt og vel
for Kø'r og Faar og Gasser,
men lukker ogsaa som et Spjæld
for Støv i skjønne Masser;
saa Vandreren maa sukke tidt
bag disse grønne Skodder:
Blot man kunde skimte lidt
af Mark og Skov og Odder!

✂ Men hvor saa Hækken skjæres ned,
at Sæden ret maa voxe,
dér aabner sig en Herlighed
bag Vogterdreng og Oxe;
da blinker frem med Ø ved Ø
den friske, salte Vove!
hvide Gavle trindt sig strø
bag hele Humle-Skove!

✂ Og selv naar man er indeklemt
som mellem Vingaardsmure,
man sander, der er Rigdom gjemt
i disse Fuglebure!
Et Væld af frodig Blomstervæxt,
et Blad af Danmarks Skjønhed!
Hver en Aarstid har sin Text,
sin Blomst, sin Frugt, sin Grønhed.

✂ Den vilde Rose skjær og reen
faaer Glans af Solens Naade,
og Hyld og Hassel og Syren
faaer Lov sig selv at raade;
og mangen Urt paa Skrænten lav
faaer Deel i Lysets Strømme, -
skjøndt Skarntyderne gjør Krav
paa Masse-Herredømme.

✂ Og naar da Gyvelbuskens Flor
sit blanke Guld udmønter,
og Fugle-Ungen bliver stor,
og Klokken Græsset pynter:
da fletter sig i Høstens Krans
den dunkle Brombær-Ranke;
Bærret faaer sin Lød og Glans,
den sorte, fugtig-blanke.

✂ Og Nødden rasler fra sin Kvist,
og Solens Bane helder,
og hvide Sne-Bær her og hist
Familiens Komme melder.
305 Da viser Hækkens Sne-Mur Vej
fremad mod Kirkebyen, -
uden dem var Fyen ej
det rette grønne Fyen.