✂
Bosporos' rappe
Bølgetoppe stige,
svulmende ungt;
77
men i det slappe,
frihedsfjendske Rige
aandes der tungt;
Templer blev søndred,
Gudestøtter plyndred,
Storheden traadt;
Alle blev de Christne,
ak, men hvor smaat!
✂
Taaren, som dugged
Martyrblodets Roser,
tørred i Hast;
Troen er slukket,
kun dens Tande oser,
mættet med Last.
Munkene kjævle,
Skriftens Ord de trævle,
Traad efter Traad,
flette dem til Svøber,
hvasse af Braad.
✂
Visnet er Styrken,
da den ikke vandes
længer med Blod;
som i en Ørken
præker en Johannes
Anger og Bod.
Frygtløs han maler,
»gyldenmundet« taler
Sandhedens Helt;
derfor maa han dø i
Fremmedes Telt.
✂
Hvad i sin Vælde
Kejserhaanden stempler,
gjælder for Tro.
Folket skal trælle!
Lad dem da faae Templer,
Bøn giver Ro!
Intet skal spares,
Kunst skal aabenbares,
Marmor skal snee!
Ingen Sankt Sophias
Mage skal see!
✂
Villigt der lydes;
tusind travle Hænder
flux tage fat.
Pragt-Søjler brydes;
Land-Præfekten sender
Marmor i Skat:
Kariens - hvidligt;
phrygisk - som naar tidligt
Dagningen gryr;
celtisk - sort som Natten;
stjernet Porphyr.
✂
Hvalvet en Himmel,
hvorfra Englen kigger
streng og dog huld!
Muren en Vrimmel
Billedmosaiker,
grunded i Guld!
Kejseren skuer,
79
under Templets Buer,
fuldbragt sin Plan:
»Salomo! Du faldt for
Justinian!«
✂
- Blank som en Stjerne,
paa Sophias Kuppel
Guldkorset staar.
Men fra det Fjerne
Saracenens Jubel
Bosporos naaer.
Halvmaanens Øje
fra Judæas Høje
blinker mod Sky;
Asien og Europa
skilles paany.
✂
Pilgrimen stønner.
Alle Korsets Stammer
svare med Gny.
Virak og Bønner,
Sværdeklang og Flammer
hvirvle mod Sky.
Bosporos' Bølge
saae det lange Følge
drage forbi;
da var den Europas
Korsfarersti.
✂
Vesterlands Helte
slaa ved disse Vande
80
Korsfarer-Lejr;
tusinde Telte
deres Farver blande,
blinke til Sejr.
Endnu sig hvælver,
end for Vinden skjælver
Gotfreds Platan,
skygger som en mægtig,
løvdannet Khan.
✂
Vidt over Jorden
som med Guldglans blænder
Myklegaards Navn;
Væringen vender
hid fra høje Norden
Bidsel og Stavn.
Bosporos' Borge
faae fra gamle Norge
Værge og Vagt,
Fjeldet maatte skjærme
Kejserens Magt.
✂
Skjæggede Svende
bænkes i de ranke
Pragtsøjlers Ring;
Kinderne brænde,
Gyldenbægre blanke
vandre omkring.
Bjørneskindskoften
over Silketoften
slænges iflæng;
81
Bjarkemaalet runger
til Lyrens Streng.
✂
Ej dog for Hyren
Nordens Kraft de øde;
Slaget er Fest!
Luren mod Lyren!
Klangen af det røde
Kobber er bedst!
Sværdene meje,
Vikingøxer feje
Blaamandens Dæk;
vidt er Harald Norske
Øhavets Skræk.
✂
Ogsaa en Mylder
fra de danske Vange
hid sætter Stavn;
Kejseren bange
hører, hvor de hylder
Ejegods Navn.
Langvejs fra Lejre
Jul kan Erik fejre
blandt sine Mænd;
sødt den danske Tunge
klang ham igjen.
✂
Kort dog han raster,
han, hvem Danmarks Bonde
elsked saa tro;
længselsfuld haster
82
han mod Kedrons Lunde,
har ikke Ro.
Væringen vinker,
lønligt Taaren blinker,
falder i Hav,
da Kong Erik glider
bort, - til sin Grav.
✂
Korset har sejret;
lange Valfartsskarer
Bosporos naaer.
Mangelund fejret,
Sigurd Jorsalfarer
mellem dem staar.
Fyret han pejler,
statelig han sejler
»Guldhornet« ind;
Silkesejlet praler
for Asiens Vind.
✂
Ankeret falder;
over Purpur tramper
Konningens Hest.
Lysthornet gjalder,
Fakkelblus og Lamper
lyse til Fest.
Gjæstebaand knyttes,
rige Gaver byttes,
Vaaben og Guld;
Helgenbeen gjør Sigurds
Skatkiste fuld.
✂
- Tiderne skifte.
Stolt Venezias Snækker
Bosporos naae;
Korsfaner vifte, -
men bag Skjolderækker
Fjender der staa.
Dandolos Flaade,
længe som en Gaade,
ændred sin Kurs:
hundrede Galejer
lægge tilmurs.
✂
Stormfaklen lyser,
Taarnene de ramle,
Murkroner strøs.
Grækeren fnyser,
synker i den gamle
Fejghedens Døs.
Tvedragt i Staden,
Krystere paa Gaden,
Sejren gjør let;
og Sankt Marcos Løve
fraadser sig mæt.
✂
Statuer brage,
Altergjemmer knækkes,
Sølvet maa frem!
Guldvinget Drage,
Sigurds Kongesnækkes,
slæbe de hjem.
Roms Litanier
84
Sankt Sophia vier,
Paven er glad;
Græker og Latiner
kappes i Had.