Kor.
✂
Da flokked sig de Unge tæt
paa hjemmegjorte Bænke;
begyndte med kanonisk Ret,
men lærte selv at tænke.
Og hvem der holdt sit Doktor-Maal
bar Voxlys til vor Frue, -
til snart det Wittenbergske Baal
beskjæmmed Kjertens Lue.
✂
den kutteklædte Visdom faldt,
da Klostermuren raved;
og friske Pust med mere Salt
strøg ind fra Verdenshavet.
Og Vedel varmed ved sit Bryst
de frosne Sangens Fugle;
og Tycho prajed Stjernen tyst,
som bort sig vilde smugle.
✂
Og Slægt paa Slægt i Stammens Bark
blev gode Navne skaaret;
og saaet blev mangen Kundskabsmark,
som siden rigt har baaret,
Oldkyndighed og Medicin
fik hver sin lærde Ole;
den tredje Ole paa Latin
tog Lyset selv i Skole.
✂
Og kom der et Magister-Hold
det unge Kuld til Skade,
som med Athenes Spyd og Skjold
drev ørkesløs Parade,
saa var der og en Holberg, som
for deres Øre dundred, -
til Sangens høje Musa kom,
og vied vort Aarhundred.
✂
Da gaar i Land en Vikinghær
paa Sjølunds fagre Sletter,
og Ildgranatens røde Skjær
gjør nu de lyse Nætter;
med Kirken Skolen staar i Glød,
og Fruespiret falder, -
da følges i Fostbroder-Død,
de høje Lysets Haller.
✂
Men lynramt Eg skød friske Skud
og øged sine Grene,
ja, strakte over Havet ud
sin Arm mod Norges Stene!
242
Og endnu flokke Danmarks Børn
sig under Templets Buer,
og vinget end Højskolens Ørn
»mod Himmellyset skuer!«