Kapitel 26.

Kapitel 26.

Forligsmægling.

§ 268.

Genstand for tvungen Forligsmægling er alle borgerlige Domssager i første Instans. Dog er Forligsprøve ej fornøden,

1) når Modfordringer gøres gældende, selv om selvstændig Dom for dem påstås,

2) i Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (Kapitel 41),

3) i Sager, der anlægges af eller på Foranstaltning af eller imod Statsmyndigheder,

4) i påtrængende Sager,

5) når offentlig Indstævning finder Sted.

6) når Sagvolderen bor eller opholder sig udenfor Kongeriget uden at have en Sagsøgeren bekendt, her bosat Fuldmægtig, som Sagsøgeren er berettiget til at indkalde på Sagvolderens Vegne,

7) når Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag (§ 634).

Den i Tyendelov af 10. Maj 1854 §§ 65—76, jfr. Lov af 4. Marts 1857 § 8, anordnede Mægling for en Tyendeforligsmægler vedbliver at bestå i Overensstemmelse med de der givne Regler, kun at den i Tyendelovens § 67 ommeldte edelige Erklæring afløses af en tilsvarende højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular.

I følgende Tilfælde foregår Mæglingen ved Retten:

a) i Sager angående de i Tyendeloven af 10. Maj 1854 omhandlede Forhold, for så vidt de ikke henhører under den ovenfor omtalte særlige Mægling,

b) i Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, dog med Undtagelse af trykte eller skriftlige Beskyldninger,

c) i Sager, i hvilke der søges Underholdsbidrag hos Faderen til et Barn udenfor Ægteskab,

d) i de under Københavns Byret hørende Sager angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værdi ikke overstiger 300 Kr.,

e) i Sø- og Handelssager, jfr. for København Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19.

I øvrigt foregår Forligsmægling ved de i næste Paragraf nævnte Forligskommissioner.

§ 269.

For Københavns Byrets Område skal der foruden den ved Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19 for Sø- og Handelssager indrettede Forligskommission beskikkes en Forligskommission. der behandler de øvrige Sager og består af et af Magistratens Medlemmer eller en af dens Embedsmænd, en Borgerrepræsentant samt en af Justitsministeriet beskikket Mand udenfor Retterne.

Udenfor København bliver den ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af 4. Marts 1857 foreskrevne Ordning fremdeles bestående. Hører der til Kredsen intet Landdistrikt, vælges begge Forligskommissærer af Byrådet.

Forinden en Forligsmægler begynder sin Virksomhed, afgiver han en højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular om at ville med al mulig Nidkærhed og Redelighed efter bedste Evne og Overbevisning søge at befordre villig og mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkommer for ham.

Står en Forligsmægler i noget af de i § 60, 1) eller 2), nævnte Forhold til Sagen eller Parterne, fratræder han, og Mæglingen udføres af den eller de andre Forligsmæglere alene eller i Forening med en særlig dertil beskikket Forligsmægler.