Nr. 90. 11te April.

Nr. 90. 11te April.

Indsigelser mod Listen eller Begæringer om Fritagelse for Nævningehvervet skal fremsættes skriftlig for Udvalget under Angivelse af Grunden, hvorpå de støttes, inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, i hvilken Listen ligger fremme.

Indsigelse kan fremsættes af enhver, som anser sig uden Føje optaget på Listen, eller som efter § 71 mener at have Krav på Fritagelse, såvel som af enhver til Folketinget valgbar Beboer af Kommunen, som formener, at nogen uberettiget er optaget på Listen.

De fremkomne Indsigelser påkendes af Udvalget under Iagttagelse af de i Lov om Valg til Rigsdagen af 7. Februar 1901 § 14 — når Lov Nr. 142 af 10. Maj 1915 er trådt i Kraft, i dennes § 10 — foreskrevne Regler. Kendelsen kan af den, hvem den går imod, indankes til Udvalget for Årslistens Dannelse. Meddelelse om, at Anke vil tinde Sted, skal inden 3 Dage efter Kendelsens Afsigelse gøres til Udvalget.

§ 75.

Den efter Afgørelsen af fremsatte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Udvalgets Formand og indsendes af ham inden 1. Maj til Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse (§ 78). Så skal og Afskrift af de Kendelser, mod hvilke Anke, overensstemmende med § 74 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 76.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Findes det, at Listen i nogen Kommune ikke på lovbefalet Måde er bragt i Stand, pålægger han, i fornødent Fald under Tvangsbøder, Udvalget ufortøvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gør Indberetning herom til Justitsministeren, der afgør, om Strafansvar skal gøres gældende.

§ 77.

Dersom hidtil upåagtede eller senere opståede Grunde, som udelukker nogen på Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i § 74 ommeldte Frists Udløb måtte komme til Udvalgets Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, så snart ske kan, gøres Meddelelse, ledsaget af fornødne Oplysninger, til Formanden for Udvalget for Årslistens Dannelse, såfremt enten Lodtrækningen til denne Liste' endnu ikke har fundet Sted, eller den pågældende ved Lodtrækningen er blevet optaget på den. Herom skal Udvalget samtidig underrette den, om hvis Udelukkelse der er Tale.