Kapitel 27.

Kapitel 27.

Procesmåden i Almindelighed.

§ 277.

Over de til Retten indkomne Sager føres en Sagliste. Er denne ikke indrettet således, at den tillige kan være Retsliste for den enkelte Retsdag, affattes der, for så vidt ikke Regelen i § 23, Stykke 3, finder Anvendelse, for hver enkelt Retsdag en Retsliste, på hvilken de Sager, som skal komme for, optages. Retslisten for den enkelte Dag opslås, Dagen før Retten sættes, i Rettens Forværelse på et for alle tilgængeligt Sted.

Rettens Formand afgør, i hvilken Orden de Sager, der er ansatte til Forhandling på samme Retsdag, skal foretages. Sager, som ikke når at komme til Forhandling, overgår uden videre til næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Retten eller dens Formand er bemyndiget til at lade en Sag udgå af Retslisten og overføre den til en af de påfølgende Retsdage, når der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Retspersonalet eller andre Årsager, såsom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles på den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Henseende kan baade mundtlig og skriftlig meddeles Rettens Formand, såvel under Retsmøder som udenfor disse.