Kapitel 85.

Kapitel 85.

Kære til højere Ret.

§ 968.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret eller en Underret (denne sidste også som Undersøgelsesret), som ikke — eller dog ikke for Tiden — kan gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne i §§ 940 og 962, kan, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremål til højere Ret overensstemmende med de nedenstående Regler. Overfor Domme kan Kæremål kun rejses i de i §§ 1013 og 1016 nævnte Tilfælde.

Mod Kendelser og andre Beslutninger, der afgives under Domsforhandling eller under dennes Forberedelse, kan dog udenfor de Tilfælde, hvor Adgang til Kære har særlig Hjemmel i Loven, Kæremål kun rejses, når og for så vidt Beslutningen går ud på, at Sagen udsættes eller afvises eller hæves, eller angår Fængsling, Beslag, Ransagning eller lignende eller pålægger Straf eller Omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er Part i Sagen.

I Sager, hvor Anke ordentligvis er udelukket ifølge Reglerne i § 966, kan Kæremål af en Part kun rejses med Tilladelse af Justitsministeren, i hvilken Henseende Reglerne om Tilladelse til Anke finder tilsvarende Anvendelse.

Overfor Kendelser og Beslutninger af Sø- og Handelsretten kan Kæremål rejses i Overensstemmelse med foranstående Regler, henholdsvis til Østre Landsret og til Højesteret, jfr. § 967.

§ 969.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kæremålsfristen fjorten Dage, regnede fra Afgivelsen af den Beslutning, hvorom Talen er, dog at Bestemmelserne i § 949 finder tilsvarende Anvendelse.

Kæremål medfører ikke Opsættelse af Beslutningens Udførelse, medmindre det modsatte bestemmes enten af den Ret, som har afgivet Beslutningen, eller af den Ret, for hvilken Kære rejses, jfr. også § 189.

§ 970.

Kæremål fremsættes skriftlig for den Ret, hvis Beslutning påklages, eller erklæres mundtlig til dennes Retsbog. Rejses Kæremål fra Påtalemyndighedens Side, lader denne uden Ophold samme forkynde for Sigtede og, når nogen anden for det foreliggende Spørgsmåls Vedkommende er at betragte som Modpart, tillige