§ 188.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 År,

2) Personer, hvis Åndsevner skønnes at være så mangelfuldt udviklede eller så svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som er under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der er dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres forbryderske Vandel eller på Grund af deres Stilling til Sagen eller til Parterne eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upålideligt.

Foranstående Bestemmelser finder tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den i § 187 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

§ 189.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aflægge Vidneeden eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager efter en Parts Begæring — ved Kendelse pålægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr. Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til nærværende Paragraf eller denne og § 177 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring forårsagede Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, når denne er afgivet under Domsforhandling, erklæres på Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har opsættende Virkning.

§ 190.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstår under Vidneførselen i Anledning af Indsigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende har ytret sig, ved Kendelse, i Straffesager dog kun, når sådant begæres.

I Regelen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen i en af flere Medlemmer bestående Ret udsættes, for at Retten kan rådslå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som muligt og bør i Straffesager aldrig og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Vidneførselen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen i øvrigt behandles, afgøres opståede Tvistigheder af hin.