Kapitel 38.

Kapitel 38.

Ny. Foretagelse ved Højesteret.

§ 423.

Højesteret kan på Andragende undtagelsesvis tillade, at en ved denne Ret pådømt Sag på ny foretages ved samme, når der er tilvejebragt en meget stor Sandsynlighed for, at en af Højesteret pådømt Sag uden Andragerens Fejl har foreligget urigtig oplyst, og for, at der nu haves Oplysninger, som vil medføre et væsentlig forskelligt Resultat, samt når samtlige Omstændigheder i høj Grad taler for Bevilgelsen af Andragendet, derunder også, at det må anses for givet, at Andrageren kun ad denne Vej vil kunne undgå eller oprette et for ham indgribende Tab.

Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade Påanke af en ellers upåankelig Landsrets- eller Underretsdom.

Samtidig med at Tilladelsen gives, såvel som på ethvert senere Trin, kan Højesteret eller den Ret, der behandler Sagen, på Begæring bestemme, at den afsagte Doms Virkninger skal stilles i Bero, ganske eller til Dels, mod eller uden Sikkerhedsstillelse.

På Adgang til den i nærværende Paragraf omhandlede Retshjælp kan der ikke gives Afkald.

§ 424.

Højesteret bestemmer i hvert enkelt Tilælde, hvorledes de fornævnte Andragender skal behandles, samt hvorledes den forinden Andragendets Afgørelse fornødne Bevisførelse skal foregå, og fastsætter de Lempelser i de almindelige Procesregler, der måtte findes nødvendige eller hensigtsmæssige ved Sagens fornyede Foretagelse.

Findes Forudsætningerne for ny Foretagelse eller ekstraordinær Anke ikke at foreligge, afviser Retten Sagen.