Kapitel 3.

Kapitel 3.

Retsbøger.

§ 33.

Almindelige Forskrifter om, hvilke Retsbøger der skal føres ved de forskellige Retter, såvel som om deres Indretning og Førelse, kan gives ved kongelig Anordning. Indenfor de derved dragne Grænser bestemmes Retsbøgernes Indretning for de af flere Dommere bestående Retter af Formanden, for de øvrige Retters Vedkommende af Landsrettens Formand.

De Retsbøger, som føres, autoriseres ved de af flere Dommere bestående Retter af vedkommende Formand og ved de øvrige Retter af vedkommende Dommer.

§ 34.

Angående alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen. I Retsbogen indføres Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) Navnene på de Personer, der fungerer som Dommere, Nævninger, Retsskriver og Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) Navnene på de Personer, der er til Stede som Parter eller på disses Vegne eller til deres Bistand, eller Bemærkning om de Forholdsregler, som måtte være trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet er offentligt eller ikke.

§ 35.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingerne. Fuldstændigt optages Parternes Påstande, Begæringer og Indsigelser, for så vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er tilstrækkelig, samt Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Påstande, Begæringer eller Indsigelser optages intet i Retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt; dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skal optages.

Særlig Bemærkning gøres i Retsbogen om, hvorledes der er gået til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagttages, om, hvad der fremlægges i Retten, og hvilke Dokumenter der er blevet oplæst.

Rettens Afsigelse af Domme og Kendelser og dens øvrige Beslutninger optages i Retsbogen. Domme og Kendelser indføres fuldstændigt i Dombogen.

Om noget i øvrigt skal optages i Retsbogen, beror på, om sådant særlig er foreskrevet i Loven.

§ 36.

Hvor ikke det modsatte er udtrykkelig bestemt, tinder Oplæsning og efter Omstændighederne Vedtagelse af det Retsbogen tilførte kun Sted, når Rettens Formand af særlige Grunde anser det for nødvendigt, enten af egen Drift eller i borgerlige Sager ifølge Begæring af Part, Vidne eller Syns- eller Skønsmænd.

§ 37.

Retsbogen underskrives ved hvert Retsmødes Slutning af Rettens Formand, fremdeles af de Personer, der måtte have fungeret som Retsskriver eller Retsvidner.